Ambassaden støtter hjemløs forfatter

Ambassaden inviterer publikum til et stort festugeprogram, der samtidig er en støtteindsamling til den hjemløse forfatter Dave Rickerby og hans første bogudgivelse.

Aarhus Festuge 2013 på Ambassaden
Aarhus Festuge 2013 på Ambassaden. Fotokollage af Ambassaden.

I Aarhus’ gader møder man nogle gange den skæggede Dave Rickerby, som lever af at samle flasker. Året rundt bor han i et legehus, og ser man ham ikke på gaden, kan man sikkert finde ham med en kop kaffe i færd med at skrive på sin trilogi, der er baseret på hans eget liv.

”Han har en helt fantastisk historie. Da han er først i sine teenageår, tager hans stedfar ham med ud at lave sit første røveri. Det eskalerer og ender med, at han bliver dømt og sidder otte år i fængsel,” fortæller Tommy Nielsen, der er udviklingschef på Ambassaden.

Det er Tommy Nielsen, der står bag projektet ”S(h)ave Dave”. Igennem festugen donerer de optrædende kunstnere på Ambassaden fem kroner af hver solgte billet til projektet. Desuden bliver der opstillet en bar, hvor hele overskuddet går til Dave Rickerbys debutudgivelse.

”Vi vil gerne skaffe så mange midler, at vi kan gå direkte til et forlag og sige, at de skal udgive denne her bog, og så betaler vi. Så kan Dave komme ud at fortælle sin historie, og det kan være med til at give ham en ny start,” fortæller Tommy Nielsen.

Foruden indsamlingen i løbet af festugen bliver der arrangeret et show den 16. september, hvor Dave Rickerby selv står på scenen og fortæller sin historie. Billetindtægterne fra dette arrangement går også til ”S(h)ave Dave”.

Indsamling i Ambassadens ånd

Tommy Nielsen
Tommy Nielsen er udviklingschef på Ambassaden og manden bag projekt “S(h)ave Dave”.
Foto: Pressebillede

Tommy Nielsen og Ambassadens leder Mette Rønne stopper på Ambassaden den 30. september. Arrangementet med Dave Rickerby bliver det sidste projekt, før de to frontfigurer afleverer nøglerne til Ambassaden.

De to har skabt et særdeles velfungerende koncept, der i 2012 gav Ambassaden titlen som Byens Bedste Scene. På teatrets hjemmeside skriver de: ”Her må sejres og fejles. Bare det bliver gjort!” Det er måske medvirkende til, at det lille teater har et usædvanligt loyalt og engageret publikum. På Ambassaden kalder de det ”Rock ’n’ Roll scenekunst”.

”Vi skal udfordre scenerummet, og hvis man ikke tør sætte sit scenerum i spil, så laver man bare teater for abonninerne og hr. og fru kakkelbord. Vi skaber rum for det anderledes og det eksperimenterende uden at kigge på, om der sidder mennesker i salen,” siger Tommy Nielsen.

Når Ambassaden vælger at støtte Dave Rickerby med sin bogudgivelse, kigger de således ikke på kvaliteten. Tommy Nielsen mener, at Ambassaden skal give plads – også til en forfatter som Dave, der har noget på hjerte.

”Hvis vi kan være med til at give ham et skub, så kan vi endnu en gang opfylde kunstens grundpræmis, som er, at kunsten er et frirum, hvor man kan drømme. Så kan man for eksempel se et show med Carsten Knudsen og samtidig støtte en hjemløs’ bogudgivelse med fem kroner.”

I løbet af Aarhus Festuge 2013 præsenterer Ambassaden et program, der indeholder blandt andet impro comedy med Specialklassen, burlesque-inspireret varieté under navnet Natkabaret og såvel danske som canadiske komikere. Programmet findes på Ambassadens hjemmeside.

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.