Feel-good-musical er en tydeligere version af og Klaus Bondams filmsucces “En kort en lang” fra 2001. har adopteret filmen til en næsten lige så succesfuld teateroplevelse.

★★★★☆☆

Der er dømt musical på med forestillingen “En kort en lang”, som er en teatraliseret udgave af succesfilmen fra 2001. Filmmanuskriptet er omskrevet til sangtekster og dramatik, og der er suppleret med en række nye sange af . Musicalstemningen er dog en anelse tam langt hen ad vejen, og først i 2. afdeling kommer en sang med et gedigent sceneshow, mens synger, at han skal være far. I særdeleshed er åbningsnummeret tydeligvis tænkt som en fest – og som et præsentationsnummer – men scenerummet bliver uendeligt stort i det nummer, og på scenen prøver de på at fylde rummet ud.

Men publikum er med fra starten af. Det er et glædeligt gensyn med personerne fra filmen, og persongalleriet er besat af en stribe gode skuespillere. I særdeleshed er et godt match til karakteren Jacob. Han formidler Jacobs indre konflikter langt tydeligere, end Mads Mikkelsen gjorde det i filmen. På godt og ondt. Generelt bidrager alle skuespillerne med nye vinkler på karaktererne, omend noget overteatraliseret – selv af en ‘homo-musical' om at være.

Carsten Svendsen og Rikke Lyllof (baggrund: Mads Rømer Brolin-Tani og Allan Helge Jensen) Fotograf: Allan Toft
og Rikke Lyllof (baggrund: og )
Fotograf: Allan Toft

De nye sange af er lige i øjet – selvfølgelig! De rammer tonen i forestillingen, og de bærer tydeligt præg af Brygmann, ligesom sangene i filmen gør det. Der er også fra filmen som for eksempel sangene En kort en lang og Vent på mig. Og netop i disse sange har et es i ærmet: . Hun overrasker meget positivt med sin sangstemme, der på en gang er følsom og bastant. At hendes biroller – scoretroldens Mads' adskillige pigebekendtskaber og en stewardesse – får lov at synge de kendte hits fra filmen, er et særpræget valg, men det ødelægger for så vidt ikke noget, når stemmen kan bære det.

Scenografisk har skabt et formidabelt udstyrsstykke. Ud af scenografien kommer der lodrette senge, kæmpe malerier, messingblæsere og selvspillende pianoer. Op af gulvet kommer musikanter, en præst og en seksualitetsforvirret skoleelev. Scenografien skaber løsninger for iscenesættelsen.

Carsten Svendsen Fotograf: Allan Toft

Fotograf: Allan Toft

Det er et ubarmhjertigt projekt at opsætte en forestilling, der er lavet ud fra så succesfuld en film. Publikum forventer jo at høre de gode replikker fra filmen, og de glæder sig til at gense ‘overhomoen' Frederik. Og her får publikum, hvad de vil have. Vi sidder og bider os selv i tungen for ikke at springe op af sædet og råbe: “Du har da heller aldrig spurgt!” Og på den måde bringer ikke noget nyt til verden i denne forestilling. Tværtimod bliver det lige rigeligt gentagende, hvilket også gør replikkerne en anelse tunge. Replikkerne fra filmen har jo 11 år på bagen, og resten af teksterne er nærmest klistret uden på historien, hvilket kan høres.

Men når musikken spiller på , så får vi alligevel en langt tydeligere version af historien om en homoseksuel mand, der bliver forvirret af kærligheden. Og vi får langt bedre kendskab til de mange andre kærlighedshistorier, der også er iblandt birollerne. Også den lykkelige slutning bliver tydeligere og endnu mere lykkelig. Musicalhomobryllupsfesten er en forrygende afslutning på forestillingen. Fokusset er på kærligheden. Der bliver sagt “jeg elsker dig” rigtigt mange gange.


Spiller ind til den 15. juni 2013

Forfattere: og | Komponist: | Bearbejdelse: og | Instruktør: | Medvirkende: , , , , , , , , og | Scenograf: | Kapelmester: | Lysdesigner: | Lyddesigner: og

Del med dit netværk

Støt mortenhede.dk

Hvis du sætter pris på mine anmeldelser og gerne vil støtte mit arbejde, så kan du overføre en donation via MobilePay. På forhånd tak for dit bidrag! ♡

Klik på knappen herover, eller indtast koden direkte i MobilePay-appen:
9610GW