Christian Lollike er tilbage med ny dansk dramatik på Aarhus Teater. Stor underholdningsværdi, men mindre visionær end klassisk Lollike.
★★★★☆☆
Igennem 15 år, siden han i 2001 blev uddannet dramatiker, har Christian Lollike markeret sig som en unik stemme i ny dansk dramatik. Hans forestillinger har tradition for at have noget på sinde, at ville noget stort, og med ekstraordinære udtryk. Eksempelvis “Service Selvmord” (2006) om aktiv dødshjælp, “Kødkarrusellen” (2009) om prostitution, og “Skakten” (2013) om nazisme og radikalisering. Ikke mindst blev hans “Manifest 2083” (2012) om Anders Behring Breiviks terroangreb i Norge omtalt i stor stil – forhadt af mange, forherliget af flere. I denne farce på Aarhus Teater, “Familien der kunne tale om alt”, ser vi Lollike som en mere introvært komedieforfatter, som med kløgtigt sprogbrug byder os indenfor hos en absurd familie. Der er lagt låg på de store temaer. Klimaforandringer nævnes, racisme nævnes, aktiv dødshjælp nævnes, men intet af det behandles. Det handler om familien, der kæmper for at bevare den gode stemning på trods af indestængt vrede og mange års forbitrelse. Hvad skal man eksempelvis kalde en mand, hvis hud er brunere end hvid? Det spørgsmål er udelukkende en motor i fortællingen om familien, der kan tale om alt – eller i hvert fald gerne vil kunne det.
Uden om det hele flyder historien om en dement far i kørestol, som familien samles om. Det bliver en historie med meget lidt kød, og den synes mere påtvungen end gavnlig for forløbet. Måske er det ikke nødvendigt med den ramme omkring en farce-skildring af en familie ved julebordet? I hvert fald er præmissen klar nok uden.
Foto: Rumle Skafte
På scenen står et ganske symbiotisk hold af skuespillere. Vi spejler os selv og vore familiemedlemmer i deres karakterer. Vi kender alle typerne, selvom de i forestillingen selvfølgelig er overkarikerede på ægte farce-facon. Og instruktør Runar Hodne formår at få de 10 skuespillere og Lollikes univers til at mødes i en forløsende og humoristisk iscenesættelse. Teatret som kollektiv kunstart lykkes nu engang bedst, når alle i produktionen er enige om projektet. Vi mødte Runar Hodne som instruktør på Aarhus Teater i “Den gerrige” (2013), hvor hans skæve universer ikke udelt lykkedes i sammenhæng med 1600-tallets franske komedieforfatter Moliére. Men parringen med Christian Lollike ser ud til at være ganske frugtbart.
På scenen må særligt fremhæves Lotte Andersen, Chadi Abdul-Karim og Bue Wandahl, som befinder sig særligt godt i farce-stilen. Deres komiske nærvær og præcise timing er helt essentiel for en så underholdende tekst, og spillestilen ser ud til at passe dem godt. Desværre får vi ikke fornøjelsen af at se nogen af skuespillerne folde sig helt ud, fordi forestillingen langt hen ad vejen er en ensemble-forestilling. Der er ingen egentlige solister. Kun i bidder får vi lov til at svælge i underholdningens tankeløshed og blot nyde artisteriet på scenen. Måske, hvis forestillingen havde færre medvirkende, ville artisteriet være større og tankeløsheden mindre.
Men det er netop dét, der udfordrer forestillingens helhed. Forestillingen træder vande imellem lidt af det hele. Det er ikke 100 % farce, og det er heller ikke 100 % ‘Lollike'. Det er ikke samfundsrevsende, satirisk, debatskabende, poetisk eller undersøgende, men det er heller ikke det modsatte. Der er ingen solister, men der er heller ingen, der ikke er det. Der er en dramaturgi, som egentlig heller ikke rigtigt er der. Publikum går derfra med en stor portion ‘det var underholdende', en lige så stor portion ‘det var aktuelt og reflekterende' og en portion ‘det var virkelig underligt'. På trods af det er “Familien der kunne tale om alt” noget af det sjoveste, der længe er produceret på Aarhus Teater – et frisk pust til teatrets historiske Store Scene.
Forestillingen spiller på Aarhus Teater til den 12. marts 2016.
Manuskript: Christian Lollike | Iscenesættelse: Runar Hodne | Medvirkende: Nis Bank-Mikkelsen, Lotte Andersen, Nanna Bøttcher, Sofia Nolsøe, Inge Sofie Skovbo, Mette Døssing, Bue Wandahl, Anders Baggesen, Jacob Madsen Kvols og Chadi Abdul-Karim | Scenografi: Markus Karner | Kostumedesign: Ane Aasheim | Lysdesign: Anders Kjems | Lyddesign: Lars Gaarde
Del med dit netværk
