En værdig start med “Glasbobler” for Julie Petrine Glargaard som Aarhus Teaters nye husdramatiker.
★★★★☆☆
Teaterchef Mick Gordon fratræder sin stilling for at rejse tilbage til Irland af familiære årsager – det blev offentliggjort i sidste uge. Mick Gordon har siden sin ansættelse på Aarhus Teater i december 2012 gjort en stor indsats for at drage den nyskrevne, danske dramatik ind på landsdelsscenen. Næsten samtidigt debuterer Julie Petrine Glargaard som ny husdramatiker på Aarhus Teater med forestillingen “Glasbobler”.
Forestillingen skildrer fem forskellige liv, som ved et tilsyneladende tilfælde er viklet ind i hinanden og langsomt foldes ud igennem forestillingen. Julie Petrine Glargaard har beskrevet sine scener som 15 separate værker – som glasbobler. Hver gang opstår en ny situation, nye møder og nye løgne. Nyt at mene, og nyt at håbe på. Nye muligheder for at knuse hinanden eller knuse boblen af glas. Og dramatisk set fungerer forløbet igennem de fem personers historier fornuftigt, og Julie Petrine Glargaard har skrevet “Glasbobler” med en stor portion humor og selvironi. Der er momentvis åbnet for et indkig i dramatikerens hoved, og vi genkender os selv – ikke nødvendigvis i rollerne i forestillingen, men i nogle af de situationer og tanker, som dramatikeren giver sine roller.
Foto: Rasmus Baaner
Alexa Ther forstår igen at trække essensen ud af dramatikerens ord og skuespillernes styrker for dermed at skabe en forestilling med helhed og flow. På scenen står et stærkt hold med blandt andre Victor Marcussen og Sicilia Gadborg Høegh. Især disse to havde denne anmelder store forventninger til – ikke mindst på baggrund af deres præstationer som henholdsvis dirigenten Daniel Daréus i “Som i himlen” og den tavse stuepige i “Hedda Gabler“. Og forventningerne blev stort set indfriet. Sicilia Gadborg Høegh udviser et utroligt nærvær og en særlig naturlighed på scenen, som giver tryghed til publikum og måske også sine medspillere. Victor Marcussens karakterarbejde kommer indefra, og når han lukker den følsomhed ud, rejser hårene sig. Desværre synes der at være et lag for meget bevidsthed omkring Marcussens rolle, og hans følsomhed bliver således en anelse ‘osteklokket' i denne forestilling. Men det er kun detaljer, man kan sætte en finger på.
På scenen står også Inge Sofie Skovbo, der som altid har stor scenisk fornemmelse og en uovertruffen timing, og den lavloftede Studio-scene passer overraskende godt til hendes store personlighed. Vi får en særlig ægthed fra hende, når vi har hende helt tæt på. Thomas Bang rusker op i alt det pæne og rene med sin højenergiske spillestil, og Mette Døssing ser ud til at have fundet en ny tilgang til sine roller – i hvert fald i denne forestilling, hvor hun spillede med mere fylde, end hvad denne anmelder tidligere har set hos hende.
Foto: Rasmus Baaner
Men selvom forestillingen når i mål med, hvad den lover, så mangler den blikket fremad. Den tegner et øjebliksbillede af en situation eller tilstand, som er relevant, og det er naturligvis en vigtig egenskab for denne kunstform, men hvor er dramatikerens og instruktørens holdning, vision, mission fremtidshåb eller ønske? Forestillingen stiller ikke spørgsmål og giver ikke svar. Den er informerende uden at være debatterende, og det er ærgerligt, for hun viste en særlig fornemmelse for at kunne drage perspektiver ind i en nutidig fortælling med sin en-akter “Til afsked. Døden, om du vil.” i Dramatikeruddannelsens forestilling “Nekrologer” i 2012 på Aarhus Teater.
“Glasbobler” spiller på Aarhus Teater Studio den 16. april til 16. maj 2015.
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard | Instruktør: Alexa Ther | Medvirkende: Sicilia Gadborg Høegh, Victor Marcussen, Inge Sofie Skovbo, Thomas Bang og Mette Døssing | Scenograf: Carsten Burke Kristensen
Del med dit netværk
