ANMELDELSE: Grounded, Svalegangen

Historien om en kvindelig jagersoldat løftes stærkt af skuespiller Kaja Kamuk i monologen “Grounded” på Teatret Svalegangen i Aarhus.

4 ud af 6 stjerner

En monolog er en svær disciplin. Det kan betragtes som en marathon inden for scenekunst; det er én person, der alene skal gennemføre en forestilling i fuld format. På Teatret Svalegangen i Aarhus er skuespiller Kaja Kamuk alene på scenen i forestillingen “Grounded”. Forestillingen handler om en kvindelig jagerpilot i USA, som skal vænnes fra at flyve F16-fly i luften til at fjernstyre droner fra jorden.

Kaja Kamuk - Grounded
Kaja Kamuk
Foto: Montgomery

Og det er et stofområde, der på papiret har en vis genklang i vores samfund og relevans i vores tid. Vi har den kvindelige pilot i et såkaldt ‘mandejob’, som taler ind i kønsdebatten. Vi har krigsdeltagelse og civile drab, som især er debatteret i det seneste årti. Og vi har identitetskriser og mindreværdskomplekser, som måske er et eviggyldigt tema i mennesket.

Men “Grounded” synes alligevel ikke så relevant for os. Måske er det, fordi den amerikanske jagersoldat er så fjern fra os – ikke mindst i disse tider, hvor vores politiske og kulturelle slægtskab med USA synes udfordret. Måske er det, fordi krigsteater havde større aktualitet i tiden med Thor Bjørn Krebs’ “Om Tommy” i 2003. Og måske er det, fordi manuskriptet famler imellem sine forskellige temaer.

For selvom forestillingen handler om en kvindelig jagersoldat, så er kvindeligheden ikke afgørende i forhold til kritikken af distance-krigsførelse. Omvendt virker distance-krigsførelsen som et underligt gevækst i en historie, der mest af alt handler om en lille amerikansk familie, hvor moderen er gået fra benhård karrierekvinde til 8-16-mor.

Kaja Kamuk - Grounded
Kaja Kamuk
Foto: Montgomery

Iscenesættelsen af Lars Junggreen er simpel og stringent i sine valg, der tydeligt understøtter historiefortællingen. Dog bliver det til en del vandring rundt på en forholdsvist lille scene, og kun i øjeblikke for vi lov at dale lidt i tempo og energiniveau. Scenografien af Aleksandra Lewon – efter Lars Junggreens koncept – er visuelt stimulerende, selvom de parterede møbler, der stikker op af gulvet, fungerer bedre som idé end i praksis.

Men i en soloforestilling som denne er det i høj grad solisten, som forestillingens succes står og falder med. Efter Kaja Kamuks seneste successer i TeaterWunderbars ungdomsforestilling “Hva’ tror du selv?” og i Svalegangens “I familien” er der ingen tvivl om, at hun er en skuespiller med en stor kapacitet. Men er hun klar til en monolog? Det tyder alting på, at hun er. Hendes karakterarbejde og hendes sceniske nærvær svigter ikke under forestillingens 90 minutter – end ikke i øjeblikke. Det er storartet skuespilarbejde!

Kaja Kamuk - Grounded
Kaja Kamuk
Foto: Montgomery

“Grounded” er i det store hele en velfungerende og interessant forestilling, hvor Kaja Kamuk dygtigt bærer en stor del af byrden fra de ellers gennemsnitlige scenekunstneriske resultater på produktionen. Måske skal man give hende endnu en monolog, hvor man lader hende skinne i lyset af mere nærværende tematikker og en tungere iscenesættelse.

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen ind til den 13. maj 2017.


Tekst: George Brant | Oversættelse: Kristian Erhardsen | Iscenesættelse: Lars Junggreen | Medvirkende: Kaja Kamuk | Scenografi: Aleksandra Lewon | Scenografisk idé: Lars Junggreen

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.