ANMELDELSE: Gummi T, Odense Teater

Filmatisering på scenen

Historien om 'vatnissen' Ivan Olsen, der ikke er god til noget, bliver filmisk iscenesat af .

Skal vi død og pine alle være perfekte og gode til alting? Nej, siger ‘Gummi T' på Odense Teaters anneksscene, Sukkerkogeriet.

Ivan 'Gummi-Tarzan' Olsen er slap, kan ikke læse og får buksevand af de andre i klassen. Og sådan kan hans veninde Lotte nu engang bedst lide ham.

På scenen har vi et større hold af skuespillere, hvoraf de fleste spiller flere roller. Foruden Ivan Olsen () og hans far () er de alle iført gul trikot og spiller birollerne i kraft af en maske eller enkelte rekvisitter.

Der er eksempelvis en 'håndholdt' krage, som flakser rundt på scenen i skikkelse af . Og når Ivan Olsen falder ned fra et træ, sker det i slow-motion ved hjælp af disse gule, fiktivt usynlige 'stagehands'.

Scenografien udgøres hovedsageligt af nogle store skærme, som viser animationer og levende kulisser. Grafikken er løjerligt sammensat af virkelighedsnære billeder og rustikke animationer og tegninger.

I ekspresfart

Vi oplever en dramatisering og iscenesættelse af Ole Lund Kirkegaards ‘Gummi-Tarzan', hvor tempoet er højt og klipningen imellem scenerne til tider går meget hurtigt.

Det kan synes noget usammenhængende, når vi på den måde farer igennem forestillingen og disse gul-klædte skuespillere så ofte skifter funktioner. Og forestillingens tempo og energi kommer indimellem til at føles forceret.

Vi når slet ikke at lande i forestillingen. Det klør bare på. Det, der sker oppe på scenen, bliver både fascinerende og underholdende at se på, men vi er ikke deltagende som publikummer – vi tilskuer kun. Og så risikerer man at gå fra teatret med en lidt 'rodet' fornemmelse i kroppen.

Kun i enkelte scener får vi lov at få pusten. Der kommer en særlig stemning i en scene, hvor lyset dæmpes, og heksen () brygger en trylledrik til Ivan. Her er de gule trikoter med som stemningsskabende døgnfluer og musikalsk ledsagelse i noget stomp-inspireret 'heksekedel-mystik'.

Det er en scene, der fungerer særligt godt – og hvor også grafik og lys arbejder mere synkront med den øvrige iscenesættelse. Og det er mærkbart på børnene i salen, at det er her, de bliver opslugte.

Elskelige skuespillere

Replikkerne er levende og naturlige uden de store krumspring og krummelurer. Et lettilgængeligt sprog i mundrette vendinger, som egner sig til aldersgruppen.

spiller Ivan-rollen med mildhed og varme. Hans veninde Lotte spilles af , og de to danner en særlig stemning imellem sig på scenen. Deres spillestile matcher hinanden godt, og de er helt igennem elskelige.

Som Ivans coachende far ser vi udvise stor kropslig præcision. Han gør sig formidabelt som en vaskeægte gummi-helt, der passer perfekt ind i forestillingens tegnefimsstil.

Når han eksempelvis viser sin søn, hvordan han som barn besejrede slagteren, så er det på klassisk Tom & Jerry-manér, hvor slagteren bliver krøllet sammen som en bold og sparket langt pokker i vold.

Film på teatret

Og det er helt tydeligt, at man har ladet sig inspirere af filmens virkemidler. De store skærme danner en bevægelig baggrund i scenerne ligesom en greenscreen.

Det er indimellem næsten en biografoplevelse at se teater sådan. Men en teateriscenesættelse af ‘Gummi-Tarzan', som i forvejen er filmatiseret flere gange, skulle gerne kunne noget, som filmene ikke kan.

Når Gummi-Tarzan og Lotte eksempelvis kommer styrtende ud i søen på en løbsk cykel, er det så udtryksfuldt, at vi næsten kan mærke vandet i ansigtet. Og der er en dramatisk spænding i scenen, men det er mest i kraft af effekterne og ikke dramatiseringen.

Teatrets egne kvaliteter er voldsomt nedtonet i Odense Teaters ‘Gummi T'. Men det fungerer, og vi lader os da også rive med til sidst af den amerikaniseret ‘Jeg er også Gummi-Tarzan'-slutning med heroisk musik i højttalerne og fyrværkeri i baggrunden.

Men for hvis skyld er det? Børnene i salen synes ikke at blive medrevet af animationer og lydeffekter, så meget som de bliver betaget af historien og det levende skuespil for øjnene af dem.

For nutidens børn og unge er animationer, tempo og kunstige effekter hverdag. Måske er det bare ikke med det, vi skal forsøge at overraske dem, når de skal opleve teatret. Og biografen gør det jo så glimrende i forvejen.

Vi er alle Gummi T

Sammensætningen af virkelighed og animation betyder dog, at vi forholder os til hovedpersonen Ivan Olsen i flere forskellige universer. Vi har ham både i den fantasiverden, hvor Ole Lund Kirkegaard har digtet ham, og i virkelighedens verden, hvor vi enten selv er ham eller går i klasse med ham.

Og det er derfor, at ‘Gummi T' grundlæggende lykkes på . Formidlingen af historien er skarp, forståelig og stilistisk stringent.

Vi er vel alle en Gummi-Tarzan på én eller anden måde. Nogle var det som barn, og de fleste bliver det som voksne. Det er ikke så tosset at minde os selv om det i ny og næ. 


Dramatisering: og  | Efter filmmanuskript af Michael W. Horsten og bog af Ole Lund Kirkegaard | Iscenesættelse:  | Medvirkende: , , , , , , , , og Scenografi, kostumer og animationer:  | Lysdesign og video:  | Lyddesign:  | Produktion:  i samarbejde med Aalborg Teater

Del med dit netværk

Støt mortenhede.dk

Hvis du sætter pris på mine anmeldelser og gerne vil støtte mit arbejde, så kan du overføre en donation via MobilePay. På forhånd tak for dit bidrag! ♡

Klik på knappen herover, eller indtast koden direkte i MobilePay-appen:
9610GW