ANMELDELSE: Historisk talkshow med Luther, Aarhus Teater

Folkeuniversitetet er på turné med “Historisk talkshow med Luther”, og på 500-årsdagen for reformationens begyndelse, den 31. oktober 1517, besøgte forestillingen Aarhus Teater. Det er informativt ‘videnskabsteater’, men absolut i udkanten af Folkeuniversitetets kernekompetence.

3 ud af 6 stjerner

I anledning af reformationen og 500-året for Martin Luthers 95 teser på porten i Wittenberg, har Folkeuniversitetet iscenesat en teaterforestilling i et talkshow-format, hvor tv-værten Niels Krause-Kjær interviewer Martin Luther. Krause-Kjær spiller rollen som sig selv, mens Luther levendegøres af skuespiller Bjarne Henriksen.

Konceptet er udviklet i samarbejde med Bent Nørgaard, som også står bag både instruktion, manuskript og scenografi til forestillingen. Interviewet med Martin Luther varer cirka en time, hvor der indimellem bliver suppleret med videointerviews med vennerne Justus Jonas (Steen Stig Lommer) og Lucas Cranach den Ældre (Lars Lohmann), samt Luthers hustru, Katharina von Bora (Laura Bro). Efter interviewet er der indlagt en pause, hvorefter forskerne Louise Kallestrup (Syddansk Universitet) og Marie Vejrup Nielsen (Aarhus Universitet) kommer på scenen og igennem interviews med Krause-Kjær udfolder og nuancerer reformationens betydning for samtiden og for nutiden.

Og der er ingen tvivl om, at ‘videnskabsteater’ som koncept er en god idé. Folkeuniversitetet formår igennem denne alternative formidlingsform at skabe engagement og nysgerrighed omkring et ellers noget støvet emne – og forskerpanelet i anden halvdel af forestillingen løfter det videnskabelige niveau i formidlingen. Det er en formidlingsform, som vi ser mere og mere til i disse år, og det har sine gode grunde.

Historisk Talkshow med Luther

Når det er sagt, så er det scenekunstneriske niveau i forestillingen bemærkelsesværdigt skuffende. Bent Nørgaards manuskript savner nerve og mod. Vi får ikke det fulde indtryk af Luthers person i replikkerne; vi hører kun antydninger af den humoristiske, passionerede og åndelige Luther i manuskriptet.

Desuden bliver dialogen mellem Luther og Krause-Kjær så fortællende, at illusionen om et ikke-digtet interview med reformatoren bliver utroværdigt. Niels Krause-Kjær, som er en erfaren tv-journalist, ville uden tvivl have stillet helt andre spørgsmål, hvis han havde siddet over for Luther i et reelt interview i eksempelvis “Deadline” på DR2. Det bliver især tydeligt i anden halvdel af forestillingen, hvor interviewet med de to forskere er mere frit, og spørgerækken derfor får et væsentligt mere journalistisk udtryk.

Iscenesættelsen, der skal give indtryk af, at vi er til en tv-optagelse af talkshowet, fungerer heller ikke optimalt. De små videointerviews, som bryder Luther-interviewet op, er – på trods af fine og professionelle præstationer fra de tre skuespillere i klippene – amatøristisk og falder igennem som ikke-journalistiske indslag. Desuden er lydproduktionerne, der skal forestille temamusik til tv-showet, passer stemningsmæssigt ikke til talkshowets format, og lyden får lov at være underlægningsmusik til dele af interviewene, hvilket også ses i tv-debatter og talkshows – men her er det for højlydt og intenst til at kunne fungere under de medvirkendes talestrøm.

Bjarne Henriksen synes heller ikke at være faldet på plads i rollen som Luther. Dels søger han tydeligvis efter replikkerne, og dels famler hans karakterarbejde efter små hjørnesten i Luthers personlighed. Det giver et grundlæggende indtryk af, at instruktionen og det øvrige iscenesættelsesmæssige forarbejde er mangelfuldt.

Dog er det værd at notere sig, at “Historisk talkshow med Luther” henvender sig til de videnssøgende deltagere i hele Folkeuniversitetets reformations-tema. ‘Videnskabsteater’ er blot én af knapperne, der skrues på i Folkeuniversitetets reformationsprogram, som også indeholder regulære foredrag, installationer i byrummet og fællessalmesang. Derfor er scenekunsten ikke et mål, men et middel. Mængden af Luther og forskning opvejer langt hen ad vejen fraværet af scenekunstnerisk ambition og kompetence.

“Historisk talkshow med Luther” er på turné til og med den 7. november 2017.


Iscenesættelse, manuskript og scenografi: Bent Nørgaard | Medvirkende: Bjarne Henriksen, Steen Stig Lommer, Lars Lohmann, Laura Bro, Elias Eliot (stemme), Louise Kallestrup, Marie Vejrup Nielsen og Niels Krause-Kjær | Produktion og teknik: Jesper Pedersen og Jens Hansen | Filmproduktion: Wasabi Film

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.