For første gang på Aarhus Teater går tæppet til side til teatrets Borgerscene. Her er 10 borgere på scenen med deres egne historier på baggrund af temaet “naboskab”.
★★☆☆☆☆
Borgerscener er et begreb, vi først skal til at lære at kende som teaterpublikum. Derfor er det også ærgeligt, at vi kommer så skidt fra start, som vi gør med Aarhus Teaters “Inde ved siden af”. Formålet må være at komme helt tæt på borgerne – altså dem, som vi lever tæt på hele tiden i vores opgang, i supermarkedet og på caféen. Og autenticiteten hos disse borgere på scenen er bestemt i top – det er forestillingens styrke, at de allesammen er så hamrende ægte på den scene.
Men hvad er forskellen på amatørteater og borgerscene? Det håbede jeg at blive klar over til “Inde ved siden af”, men den erkendelse udeblev. Til gengæld blev jeg bevidst om, at omkring dem står en professionel instruktør, en professionel scenograf – ja, et helt teater fyldt af professionelle mennesker – men alligevel blev det som at se en afslutningsforestilling fra et aftenskoledramahold. Hvad skyldes det? Manglende overblik fra instruktøren? Et lavt budget? Manglende entusiasme?
Scenografisk er forestillingen venstrehåndsarbejde. Et firkantet stykke kunstgræs på gulvet, nogle simple trækasser udgør ligusterhækkene, og bagvæggen var en etageejendom. Og selvom båder hække og hegn kunne flyttes rundt for at skabe nye rum, så skabte de intet andet end flytterod. Dog var der en lille scenografisk juvel: I damesiden stod et bord med minikulisser, der forestillede by, land og strand, huse og lejligheder. Og foran bordet stod et videokamera, som projicerede billeder op på bagvæggen. Og kulisserne blev undervejs i forestillingen bevæget manuelt sammen med de forskellige historier.
Og det var også et af de bedste elementer i forestillingen som helhed, foruden nogle skønne lydbilleder undervejs. De 10 borgeres fortællinger, som skulle bære det hele – ikke bare forestillingen, men hele borgerscene-begrebet – var overordnet set larmende uinteressante. Kun én historie skinnede igennem som egentligt billedskabende, fortællende og bevægende. Resten af forestillingens 90 minutter var ikke mere interessante, end hvad man kan se i tv.
Foto: Anna Marin
For måske har tv ødelagt vores interesse i ‘helt almindelige mennesker'. De, der kan vinde millioner i quiz-shows. De, der kan finde ud af at bage kager under pres. Hende, hvis far var guitarist, før han døde, og derfor vil hun nu vinde X Factor for hans skyld. Og ham, der skal have fjernet sin tatovering, som han fortrød, da han blev ædru. Vi har været igennem en bølge af ‘almindelige mennesker' på tv det seneste årti, og nu er det faktisk begyndt at være for kedeligt for tv-seerne igen. Nu vil vi have ‘almindelige børn', men nu med angst eller ADHD. Nu vil vi have ‘almindelige mødre', men nu med alkoholproblemer. Nu gider vi i hvert fald ikke det helt almindelige længere.
Og det er “Inde ved siden af”. Det er HELT almindeligt. Ingen overraskelser. Ingen finurligheder. Ingen spændende greb. Ingen eksperimenter. Ingen leg med teatergenren. Ingenting. Kun ‘almindelige mennesker', der fortæller om deres syn på naboskab – midt i en intetsigende iscenesættelse. Ærgerligt! For hvis vi virkelig skal bruge de borgerscener til noget, så skal de kunne formidle noget, vi ikke kan se på samtlige tv-kanaler eller i professionelle teateropsætninger.
Medvirkende: Camilla Loft, Mila Pajovic, Annie Egede, Finn Spangsberg Storgaard, Josefine Aavild Rahn, Carsten Bonde, Ejlif Nielsen, Victor Hauerslev, Edith Clausen og Anne Kleberg | Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard | Scenografi: Siggi Óli Pálmason | Lyddesign: Morten Birk | Lysdesign: Ise Klysner Kjems
Del med dit netværk
