ANMELDELSE: Kirsebærhaven, Aarhus Teater

Krisen handler om meget mere end finanser, hvilket gør sig gældende i såvel vores verden som i Kirsebærhaven. Tjekhovs tekst er stadig et mesterværk, og på er den blevet til en smuk forestilling.

★★★★☆☆

Man tager en familie af høj klasse, en hob venner af lavere klasse og et gældstynget gods med en kirsebærhave. Derefter ryster man posen, og så har man både tillidssvigt, uforløste forhåbninger og misforståelser. Det er blot nogle af facetterne i Anton Tjekhovs stykke fra 1903.

Kim Veisgaard, Kirsebærhaven, Aarhus Teater
Kim Veisgaard
Foto: Jan Jul

I iscenesættelsen på er det den ungarske instruktør , der har orkestreret de 12 skuespillere ind i den smukke, forfaldne, skæve og cirkulære scenografi af . De fleste karakterer har både noget komisk og noget tragisk over sig, på samme måde som forestillingen igennem historien er blevet diskuteret mellem netop disse to yderpunkter. En blanding, der ofte minder om melankoli.

Allermest må fremhæves. Han spiller sin rolle skarpt og præcist. Han kan få alt til at synes troværdigt og naturligt – selv de største udbrud og de mest komiske reaktioner. Der er ikke én replik, der sidder skævt i munden på ham! I Kirsebærhaven er han forretningsmanden, der kommer fra trangere kår, men som kæmper sig op rubel for rubel. Wandahl spiller ham, så vi både forstår grådigheden efter flere penge og desperationen efter at kunne hjælpe. Han nærmest jogger rundt lige der, hvor det gør allermest ondt på de faldne aristokrater.

Bue Wandahl, Kirsebærhaven, Aarhus Teater
m.fl.
Foto: Jan Jul

På scenen var også en særlig fornøjelse. Hendes timing og komiske talent er lige så gennemarbejdet og velafvejet som hendes inderlighed. Hun er stuepigen, der mildest talt elsker komplimenter og en kærlig hånd. spiller den uheldige kontorist, der går ud gennem døren under en stige og derefter vælter alle kufferterne på scenen. Han er den følsomme klovn i forestillingen. Desuden har vi den efterladte cirkusartist Charlotta, som bliver spillet af . Hun har ingen at tale med, hun kan kun underholde. Hun ved ikke, hvem hun er. Hun trasker deprimeret ud af den ene scene, og danser ind i den næste med korttricks og flyvende genstande. De er alle tre vidunderlige i deres umiddelbarhed.

Forestillingen er i sin helhed ualmindeligt flot – scenografien er et kunstværk i sig selv, kostumerne er stemningsfyldte, forløbet er behageligt. Men det fungerer bedst på overfladen – det er kun Tjekhovs tekst, der får lov til virkelig at gå i dybden, og så er det andet glansbilleder omkring ham. Hvor bliver teksten sat på spidsen? Hvor bliver vor tids kriser og familiære roderier langt væk fra kirsebærhaverne skildret? Hvordan skal vi forstå Tjekhov bedre nu end før?

Del med dit netværk

Støt mortenhede.dk

Hvis du sætter pris på mine anmeldelser og gerne vil støtte mit arbejde, så kan du overføre en donation via MobilePay. På forhånd tak for dit bidrag! ♡

Klik på knappen herover, eller indtast koden direkte i MobilePay-appen:
9610GW