Der er kvindeklichéer på Teatret Svalegangen. Forestillingen “Kvinder” spejler kvindernes værste sider, når de er kvinder blandt kvinder og mænd. Lækkert ironisk.
★★★★★☆
Ude i virkeligheden bliver vores underbevidsthed belejret af reklamefilm, som indeholder mænd og kvinder med fantastiske kroppe og styr på livet. Alt sammen, fordi de bruger den helt rigtige parfume eller læser de helt rigtige blade og aviser. På Teatret Svalegangen bliver vi budt indenfor til en storskærm med reklamefilm, der viser moderne kvindeidealer; kvinder med lige dele temperament og hengivelse. Kvinder, der giver sig selv lov til ‘kun' at være kvinde.
Når instruktør og teaterleder Per Smedegaard inviterer inden for til “Kvinder”, zoomer han helt ind på klichéerne om kvinder, og der bliver ikke lagt skjul på, at de generaliserer. Men måske er det ikke så generaliserende i virkeligheden. Vi kan i hvert fald genkende os selv og hinanden i hver eneste scene – selv når kvinderne slagter hinanden.
Og på den måde er forestillingen langt fra kun egnet for kvinder, for den kan samtidig ses som et skulderklap – eller måske et puf i ryggen – til manden, der er ved at gå ud af sit gode skind. For forestillingens eneste mandlige skuespiller er den gemytlige Anders Brink Madsen, der mestrer individets smårealisme, og han er mændenes stemme i den østrogenfyldte forestilling. Manden, hvis tålmodighed i akkumuleret grad afprøves i dobbeltsengen.
Foto: Morten Fauerby
Vi følger en midaldrende kvinde, komisk og præcist spillet af Sofie Stougaard, som lever et helt ordinært liv. Hun har en lille søn, som hun deler med sin eksmand i en 7:7-ordning. Hun arbejder i en konsulentvirksomhed med to andre kvinder, der både er hinandens bedste venner og værste fjender. Samtidig prøver hun at nå afhentning af sønnen inden klokken 16, men hun må acceptere, at hun er en '16:30-mor' – hvilket selvfølgelig også er helt okay, bedyrer den polske pædagog Paula. I øvrigt kosteligt karikeret af Kirsti Kærn.
Men er det debatskabende teater? Egentlig ikke rigtigt. Men forestillingen får os til at kigge indad på, hvad vi selv er – både som mænd og kvinder. Og den gør det på usædvanlig underholdende vis, ikke mindst på grund af skuespillernes fabelagtige komik og klichékarakteristika. Den eneste forholdsvist normale, der er på scenen, er velnok manden. Det vil sige, at vi stiller skarpt på kvinden – ikke på kønnet, ikke på idealerne, ikke på medierne, ikke på seksualiteten, ikke på kvindekvoter. Ikke på noget som helst andet, end kvinden, når kvinden er kvinde. Når hormoner, psyke og følelsesliv får lov at løbe løbsk i en sådan grad, at man til sidst enten kun kan grine eller græde. Så er det godt, at Svalegangen kan sætte spejlet op og sige: “I kan godt selv se det, ikke?”
For det er tydeligt at høre på latteren i salen, at kvinder også har selvironi nok til at se, at der er sandhed i “Kvinder”, selvom det er sat på spidsen af en mand. Og måske er det helt okay. Måske er det derfor, at mænd elsker kvinder. Og måske er det derfor, at mænd elsker at hade kvinder – i hvert fald udadtil.
“Kvinder” er en underholdende og tiltrængt komedie om kvinder, uden at der går rødstrømpe eller kussomat i skidtet. Den holder sig let og fint på toppen af debatten, uden at det bliver farligt. Og det er jo også okay en gang imellem. Vi kan altid se en forestilling med ‘nosser', der faktisk får folk op af stolen.
Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen ind til den 20. marts 2014, samt fra den 22. april 2014 til den 3. maj 2014. I mellemtiden tager den på turné.
Dramatiker: Caroline Cecilie Malling | Iscenesættelse: Per Smedegaard | Scenografi: Karin Gille | Medvirkende: Sofie Stougaard, Katrine Beck Ibsen, Kirsti Kærn og Anders Brink Madsen
Del med dit netværk
