Mungo Park i Kolding henter replikker fra Ekstra Bladets debatforum Nationen og skaber morsomt håneteater, hvor den offentlige menings værste sider udstilles.
★★★☆☆☆
Der er ingen dramatiker i Mungo Park Koldings forestilling “Nationen”. Alle replikker er hentet fra de snart 10 års kommentarer på Ekstra Bladets læserforum, Nationen. Så hvis tonen i forestillingen er for hård, eller hvis vi væmmes over den virkelighed, som Mungo Park Kolding skildrer, så er det kun os selv, vi kan give skylden. Vi er jo nationen – om vi er medlem af Ekstra Bladets forum eller ej.
Før premieren byder teaterchef Lasse Bo Handberg velkommen og introducerer forestillingen med, at det i år er 10 år siden, at Ekstra Bladet åbnede Nationen og dermed gav ordet frit og den offentlige mening luft under vingerne. “I dag er vi alle redaktører,” siger han.
På scenen møder vi fire skuespillere, der i grå nuancer fødes ind i et debatrum, hvor stolene står på rækker, og en mikrofon dominerer lokalet. På klassisk absurdisme-facon undersøger disse skabninger rummet og forsøger at forstå, hvad mikrofonen kan. Endelig får én af dem taget mod til sig og går op til mikrofonen. Med stor spænding, både hos os i salen og hos de øvrige medvirkende på scenen, ser vi på denne fyr, der nu skal tage ordet for første gang. Døren til revolutionen står åben, og det er altså bare at træde ud og sige, hvad man har behov for at sige. Så hvad er det, vi har på hjerte, når vi får muligheden? Efter en stor kunstpause kommer det – den første offentlige mening: “Kællinger!”
Ordet giver genlyd i salen, og der går en næsten kollektiv ekstase hen over scenen. “Jeg mener,” siger en anden, og de medvirkende bliver endnu mere ekstatiske. Nogle forsøger at sammensætte meningerne: “Jeg mener kællinger,” siger én, mens en anden siger: “Kællinger, jeg mener!” Ytringerne tager til, og holdningerne får større og større genklang på scenen. Meningerne er offentlige, og uanset om emnerne er store eller små, så er de i hvert fald alle vigtige for dem, der skriver dem: “Der er ingen, der skal bestemme, hvordan jeg laver en bøf!”
Forestillingens begyndelse er humoristisk og underfundig. Idéen om at lade ordet blive født i et vacuum-lignende univers, hvor der har været så stor mangel på meninger, at enhver mening pludselig får sin egen berettigelse, er gennemført og kløgtig. Og så kan vi i ro og mag grine ad de tåbeligheder, der bliver skrevet til hinanden på nettet. Vi genkender jo nogle af dem fra Nationen, Facebook, Twitter eller tv-debatterne. Kommentarerne er taget fra debattråde og artikler om sager, som vi husker fra medierne igennem de seneste 10 år, så dem genkender vi også. Vi har måske endda selv haft nogle af meningerne, som vi hører fra scenen.
Men hurtigt bliver forestillingen blot en parodi på de dumheder, der skrives på nettet. En hån over for de mennesker, der skriver på Nationen. For denne forestilling spejler ikke virkeligheden! Denne forestilling afspejler en del af virkeligheden – men i høj grad den del af virkeligheden, som ikke kommer til at se forestillingen. Der kommer en underlig stemning, især i slutningen af forestillingen, af kulturelite, der griner ad den folkelige dumhed, som foregår dér, hvor vi andre i hvert fald ikke befinder os. En ubehagelig opdeling af ‘dem' og ‘os', som teaterbranchen ellers i årtier radikalt har forsøgt at bevæge sig væk fra. Jeg kan ikke tro, at det har været hensigten, men det er sådan, det udtrykkes.
Alligevel er vigtigheden af forestillingens indhold ikke til at tage fejl af. Da forestillingens tema rammer feminisme, kønskvoter, ligestilling og sexisme, bliver vi pludseligt uhyre bevidste om, hvad ord på nettet betyder i virkeligheden. Det er en bevidsthed, som i høj grad mangler i debatterne på nettet og i tv/radio, men det er ikke nogen ny opfindelse af Mungo Park Kolding, omend de fortæller det ganske eksplicit og med et tydeligt formsprog. Og det er primært i denne ene scene, samt i begyndelsen af forestillingen, at Mungo Park Kolding virkelig taler til sit eget publikum.
Håndværket i forestillingen er gennemgående af høj kvalitet. Både de medvirkende på scenen og produktionsapperatet lever op til de høje forventninger, man har til et teater som Mungo Park Kolding. Oven på sidste års succes “De stuerene“, der også var en samfundsrevy over 20 år med Dansk Folkeparti, måtte denne samfundsrevy over 10 år med Nationen være lige så gennemført. Og det er den sådan set også blevet. Forskellen er blot, at hvor “De stuerene” handlede om os allesammen i et demokratisk land, handler “Nationen” kun om et lille udsnit af os. Et udsnit, der ganske vist fylder enormt meget i den offentlige debat, men som i virkeligheden kun tæller promiller af den danske befolkning.
Ofte er scenekunst både aktuelt og relevant samtidig – eller også er det ingen af delene. Mungo Park Koldings “Nationen” er hamrende aktuel, men desværre slet ikke relevant (nok). Man må forvente, at hvis scenekunsten skal afspejle virkeligheden, så skal det være den virkelighed, som publikum er en del af.
“Nationen” spiller ind til den 4. marts 2017 på Mungo Park Kolding og derefter i Gladsaxe den 14. til 18. marts 2017.
Instruktør: Sophie Lauring | Manuskript: Kommentarer fra Ekstra Bladets Nationen | Dramaturg: Kathrine Lund | Medvirkende: Frank Thiel, Marie Nørgaard, Magnus Christensen og Christine Gjerulff | Koreograf: Taneli Törmä | Scenograf: Franciska Zahle | Komponist og lyddesigner: Anna Lidell | Lysdesigner: Morten Dorvin
Del med dit netværk
