ANMELDELSE: Peggy Pickit Ser Guds Ansigt, Teatret Svalegangen

Der er ikke mange steder, man kan sætte en finger på Simon K. Bobergs flotte iscenesættelse, men han farer vild i kvaliteterne.

4 af 6 stjerner

Peggy Pickit Ser Guds Ansigt blev første gang bragt til live i Berlin i november 2010 af en af de vigtigste tyske dramatikere lige nu; Roland Schimmelpfennig. Temaer som barnløshed, utroskab og udlængsel kommer tydeligvis fra en moderne dramatikers pen, men når Schimmelpfennig overdøver sig selv med tanker om ulandshjælp og livets barskere realiteter, afslører han især, at han er en dramatiker med noget på hjerte. Men en forestilling med så mange kvaliteter kan ofte blive for uklar, og i Peggy Pickit er flere af kvaliteterne kun fulgt delvist til dørs.

Peggy Pickit Ser Guds Ansigt, Teatret Svalegangen
Ken Vedsegaard, Susanne Storm, Jacob Weble og Marina Bouras
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Forestillingen er iscenesat af Simon K. Boberg, som i foråret 2011 også instruerede forestillingen Far Skal Dø af den katalanske dramatiker Sergi BelbelHusets Teater. Der fandt han en flot balance mellem nærhed og distance hos familien i den kriseramte overklasse. I Peggy Pickit Ser Guds Ansigt formår Boberg dog ikke at leve helt op til sine egne evner, hvad det angår.

Derimod imponerer han med stemningsbillederne og situationsfornemmelsen. Det aggressive musiktema og den knaldrøde lyssætning skaber et stærkt udtryk, og skuespillerne sætter et spejl op foran os, så vi kan se os selv, når vi er uperfekte og falske. Med forestillingen bliver der åbnet for et vindue lige ind til vores egen pinlige selverkendelse.

I forestillingen afbryder skuespillerne pludselig vores tankerækker, når de lejlighedsvist smider hele situationen på gulvet for at fortælle os lidt om, hvor dårlig stemningen egentlig er. Det er vulgært! Det er på én gang pirrende og belastende. Og de fleste gange er dette brechtske greb med til at opbygge en rytme og en spænding, og den bidrager absolut til den gode fortælling, men nogle få gange mister vi helt fatalt interessen.

Susanne Storm, Peggy Pickit, Svalegangen
Susanne Storm
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Hele skuespillerholdet havde en god synergi på scenen. Jacob Weble danser i sofaen, mens han smider sin cardigan i beruselse, og Ken Vedsegaard holder ginflasken tæt til kroppen, når han prøver at tilpasse sig selskabslivet efter 6 år i Afrikas slumkvarterer. Marina Bouras ligner en, der mentalt har fået hård hud over det hele, imens hun prøver at begrænse sine lussinger.

Og så kan Susanne Storm noget med inderlighed. Selv når hun i 80 fuldgode minutter spiller sin inderlighed for fuld udblæsning i en nærmest panisk overdramatisering, hvortil man ellers ville have sagt “less is more”, så bliver hun så hjerteknusende ægte. Hun leverer en helt særlig præstation, som for skuespillerindens sind og krop må føles som en maraton hver eneste aften. Sikke en energi!

Forestillingen er en co-produktion mellem Teatret Svalegangen i Aarhus og Husets Teater i København. Sidstnævnte teater ledes af instruktør Simon K. Boberg. Forestillingen har spillet på Husets Teater og spiller nu på Teatret Svalegangen ind til den 13. marts, hvorefter den tager på en lille danmarksturné.

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.