ANMELDELSE: Tobias Dybvad – Fasser partner, Musikhuset Aarhus

Mere Tobias end Dybvaaaaad!

Komikeren Tobias Dybvad er på turné med sit tredje onemanshow “Fasser partner”. Det er et klassisk Dybvad-show om at være single og kærestesøgende – ikke mindst på Tinder. Men energien er lav, og opvarmeren overhaler ham indenom.

3 ud af 6 stjerner

Tobias Dybvad er kendt for sit populære comedy-program “Dybvaaaaad!” på TV 2. Her står han foran en projektor med et livepublikum og viser klip fra diverse reality-programmer, som han får vredet nogle komiske pointer ud af. Det greb har også været grundlæggende for alle tre onemanshows.

Først så vi ham i showet “Sjov mand, klam personlighed”, hvor han bruger projektoren til familiebilleder og udklip fra Ekstra Bladets ‘I øvrigt mener jeg’, og siden i “Er det ikke dig fra Dybvad?“, hvor han primært viser selfies med fans og taler om at være blevet kendt fra tv.

Og det er den form for comedy, vi forbinder ham med nu; udklip på storskærm med tilhørende jokes. Og hans timing er, som i tv-programmerne, skarp og mesterlig. Men som sceneshow er stilen måske for tilbagelænet.

I hvert fald er det for tredje gang ikke den overvældende comedy-oplevelse at se Tobias Dybvad live, som hans tv-optrædender giver udtryk for. Dog er “Fasser partner” det foreløbigt mindst energiske af hans onemanshows.

Vi griner for lidt

Showet er bestemt underholdende. Vi sidder uvægerligt med en stort smil på læben. Men de højlydte grin, der bølger igennem salen, er ikke mange – endnu færre er klapsalverne.

I comedy tales der om en grinefrekvens (også kendt som LPM – laughs per minute). Onemanshows har videre rammer, end de små kluboptrædender. Et onemanshow vil ofte andet end kun at få publikum til at gispe efter vejret af grin. Der kan være en komiker med noget på hjerte, et særligt koncept eller en usædvanlig præmis for showet.

I “Fasser partner” er det svært at få øje på. Og det skal jo heller ikke nødvendigvis være der. Til gengæld fordrer det, at grinefrekvensen er højere. Vi skal jo helst gå derfra med enten en aha!-oplevelse eller en haha!-oplevelse.

Tobias Dybvad - Fasser partner

Her får vi ikke rigtigt nogen af delene. Det skyldes Dybvads tilbagelænede stil og lidt for indskrænkede tema. I fem kvarterer handler showet (som i øvrigt bærer undertitlen “et show om jagten på kærligheden”) kort og godt om Tinder. Og faktisk ikke om ret meget andet.

Til gengæld føler vi, at vi er kommet tættere på Tobias. Der er ingen filter, ingen stage-persona og ingen selvhøjtidelighed. Sådan er det som regel at opleve Tobias Dybvad, men den lave energi og det afslappede manuskript får virkelig mennesket Tobias ud over rampen.

Suveræn opvarmer før showet

Som mange andre onemanshows begynder også “Fasser partner” med publikumsopvarmning. Her er det sidste års vinder af DM i stand-up, Melvin Kakooza, der står for opvarmningen. Og det gør han forbilledligt!

Han bruger klassisk teknik, høj energi og åbenlyse referencer, som bliver sat sammen til et velskrevet og fint performet comedy-act på cirka 10 minutter. Da han går af scenen, får han en klapsalve med en jubel så kraftig, som denne anmelder sjældent har hørt i Musikhuset Aarhus’ Store Sal.

Måske er det også, fordi Melvin Kakooza er fra Aarhus og en enkelt gang i showet kommer med en lokal reference. Men det er mest af alt, fordi hans opvarmning er suveræn.

Melvin Kakooza
Foto: TV 2

Det høje energiniveau falder desværre med Tobias Dybvad, og den begejstring, vi sidder med i begyndelsen af Dybvads show, daler langsomt hen over den næste times tid. Det er, som om Dybvads show ikke rigtigt kommer i gang, og det er Melvin Kakooza, vi taler om på vej hjem fra Musikhuset.

Tobias Dybvad er på turné med “Fasser partner” ind til maj 2018, samt igen i efteråret. Showet er anmeldt i Musikhuset Aarhus den 17. marts 2018. Tourplanen findes på tobiasdybvad.dk.

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.