ANMELDELSE: Transit, Svalegangen

præsenterer “Transit” om overvågning og angst; en thriller med uudfyldt potentiale.

★★★☆☆☆

Overvågning og retssikkerhed er igen på dagsordenen i medierne i disse tider, og derfor placerer teatergruppen Von Badens projekt “Transit” på  sig også som en aktuel forestilling i det scenekunstneriske landskab. Og Von Badens indspark til problematikken vinkles på angst og mistillid i det, der ifølge gruppen selv skulle være en thriller.

“Transit” lægger stærkt fra start: Når publikum ankommer, bliver vi modtaget af en striks sikkerhedsvagt (), som udstyret med en metaldetektor kontrollerer gæsternes tasker og lommer. Når man herefter får adgang til teatersalen, bliver man mødt af store monitorer, som viser billeder fra overvågningskameraerne ved indgangen, hvor vagten står, således at vi bliver klar over, at de publikummer, der kom ind før os, har kunnet underholde sig med at kigge på os, da vi ankom, uden vores kendskab dertil. Det bliver en totalteater-prolog, når det på usædvanligt fin vis fungerer, og det bidrager til store forventninger til resten af forestillingen. Vi ved, vi skal se en thriller om overvågning, og vi ved, at når tager samfundsbrillerne på, bliver det som regel med en særegen evne til at skildre det åbenlyst absurde i det verdensbillede, som vi ellers anser for normalt.

Lyset går ned, og en mand med en lommelygte bevæger sig langsomt frem bag et gardin til et nærmest filmisk, spændingsopbyggende lydbillede. Spændingen stiger, og man fornemmer thrillerens konventioner komme til sin ret fra begyndelsen. Men blot få minutter senere er vi som publikum fanget i en forestilling, der i et monotont formsprog kører i den samme slidte rille om overvågning og statsligt mistillid, som vi har hørt gennem årtier. Et verdenssyn, som ikke har forandret sig meget, siden George Orwells roman “Nineteen Eighty-Four” fra 1949. Naturligvis fortolket i et unikt, ‘Von Badensk' univers, som vi så dem i “Brokenhagen” (2013), “Umælende Kræ” (2014) og “Manden der ville huske” (2015). Det er en særlig stil, som på sin vis synes tidløs, og som markerer som en af landets stærkeste teatergrupper.

Forestillingen stiller spørgsmål til overvågningssamfundet, ja, men også med en hilsen til kunsten – i særdeleshed fiktionen – som et middel til frihed. Og måske endda som et middel til sandhed. På den måde giver dramatiker med sin slutning i “Transit” et forfriskende twist, da publikum efterhånden er begyndt at sidde uroligt og anspændt i sæderne til den gråtonede og lavt pulserende forestilling.

Iscenesættelsen af savner modstand. Han har valgt at følge Thomas Markmanns tekst, rollebesætningen med teatergruppens tre skuespillere er ligefrem og åbenlys, og replikføringen holdes i et konstant og insisterende toneleje. Også scenografi () og kostumer () spiller med på den dystopiske idé med grå farver, rene linjer og hvide lamelgardiner. Det er hovedsageligt det fascinerende lyddesign af , som leger med på idéen om thriller-genrens intensitet. Derfor bliver iscenesættelsen som helhed mindre interessant, end hvad forestillingens idé og tema ellers havde lagt op til. Hvorfor udfordrer man ikke teksten? Hvorfor udfordrer man ikke publikum undervejs, når der bliver lagt op til totalteater i begyndelsen? Hvorfor udfordrer man ikke hinanden som teatergruppe ved eksempelvis at besætte rollerne imod det oplagte?

Forestillingen præsenterer en idé, der er interessant, og et spørgsmål, der er relevant, og den lever op til de stilmæssige forventninger, vi efterhånden har til teatergruppen . Den besvarer såmænd også spørgsmålet, men den kommer desværre ikke i mål med idéen.

“Transit” spiller på til den 22. januar 2016.


Instruktør: Medvirkende: , og Dramatiker: Scenograf: Kostumier: Lysdesign: Lyddesign: Produceret af:

Del med dit netværk