Flygtningeproblematik og skarp retorik

Metareplikker fylder scenen i denne undergrundsforestillingen “Flygtninge spytter vi på?”.

I disse dage spiller forestillingen “Flygtninge spytter vi på?” på Teater Ambassaden i Aarhus. Det er en forestilling om et ægtepar, der bor i et mondænt kvarter med fornuftige naboer i opgangen og styr på både fritid og friværdi. Uden for døren høres bomber og geværsalver, men når døren lukkes i er der ro, lys og minimalistisk boligindretning, gin & tonic og en sol, der insisterende skinner ind ad vinduet. Og sådan går livet sin gang i den lille lejlighed – ind til en fremmed mand, Nor, kommer væltende ind ad døren og beder om lov til at låne sofaen, fordi han ikke længere kan være derhjemme.

Liva Wagner Hinnerfeldt Foto: Mathias Toft Nilsson
Liva Wagner Hinnerfeldt
Foto: Mathias Toft Nilsson

Det er dramatiker Mathias Toft Nilsson, der står bag manuskriptet, som mest af alt er en retorisk ordleg. For hvad taler vi egentlig om, når vi taler om flygtninge? Forestillingen berører ikke direkte flygtningebegrebet – foruden i titlen. Forestillingen handler grundlæggende om Nor og parrets forhold til ham og hinanden. Om “vi” og “folk som ham”. Om at tilrettelægge sine madvaner efter gæstens allergi. Om at håndtere forandringer, og om at miste “det vi, som var det vi, som vi var”, før Nor kom ind i lejligheden. Om det store fællesskab i opgangen, om fællesmøde og husregler.

Den ægteskabelige konflikt, der opstår imellem de to, da Nor kommer ind, minder reelt om den politiske splittelse, vi ser i såvel Folketinget som i befolkningen. Nogle vil gerne udvide fællesskabet, og andre er bange for at tabe det fællesskab på gulvet, som er blevet bygget så solidt op igennem generationer. Og når Nor kommer ind ad døren hos det lykkelige par, der lever næsten symbiotisk i et konfliktløst liv med gode samtaler og stedsegrøn stemning, så bliver han et problem, fordi han sætter lys på det eneste punkt, hvor de to er uenige.

“Flygtninge spytter vi på?” er sjovt og kreativt skrevet, og den sætter tankerne i gang om, hvorfor vi egentlig har de politiske diskussioner, som vi har. Forestillingen vil dog gerne nå dybere end dét, men formår det ikke rigtigt. Den direkte relation til os som publikum, mennesker og demokratiske medborgere er tilsyneladende blevet glemt imellem ordspillene, og den dramatiske historiefortælling bliver sekundær i forhold til forestillingens metareplikker, og det gør teateroplevelsen forholdsvis flad. Iscenesættelsen er af dramatikeren selv, hvilket ikke tilfører forestillingen noget, men blot understøtter det, som dramatikeren har skrevet. Forestillingen er således noget mangelfuld på ‘teatersiden’, men ganske interessant på ‘tænkesiden’.

Forestillingen er produceret af Teater Mars og Teatergruppen Muzak, og den spiller i Aarhus den 12.-14. maj, i Ry den 18. maj, i Herning den 19. maj og i Svendborg den 20.-22. maj 2016. Medvirkende på scenen: Andreas Dissing Hyttel, Liva Wagner Hinnerfeldt, Søren Andersen og Sejer Fangel Villadsen.

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.