Vi skal have vedkommende teater

Teatret i Danmark skal være mere vedkommende, mener Victor Marcussen. Han vil flytte grænser på de store scener, og han vil styrke den nye dramatik. Sådan vil han også få de unge i teatret.

Victor Marcussen, Skuespilleruddannelsen
Victor Marcussen, Rektor ved Skuespilleruddannelsen i Aarhus.
Foto: Morten Hede

Abonnementssalget på de større teatre er faldet drastisk over de seneste år, og på de små scener er midlerne til markedsføring meget begrænsede. Men Victor Marcussen, der er skuespiller og rektor ved Skuespilleruddannelsen v/ Aarhus Teater, mener ikke, at publikummet forsvinder.

“I Tyskland har de store teatre en forpligtelse til at skabe nyt og flytte grænser. De har ikke fokus på billetsalget, men på kunsten, og alligevel sælger de masser af billetter,” siger Victor Marcussen.

Han mener, at hvis teatret i Danmark skal beholde sit publikum, er det nødvendigt at lave mere teater, der er vedkommende – også for de skuespillere, der står på scenen. De skal tage stilling til det, de spiller, og det skal betyde noget for dem.

“Skuespillerne skal ikke bare stille sig til rådighed. Det skal de også kunne, men de skal også kunne skabe deres egne projekter. Derfor fokuserer skolen mere nu end før på at lave projekter. Vi viser eleverne nogle forskellige retninger, de kan vælge at gå i, men de skal selv finde ud af, hvilken retning de vil tage,” fortæller Victor Marcussen.

I øjeblikket er nogle af eleverne i gang med et projekt sammen med Dramatikeruddannelsen og Teatret Svalegangen. Her tager de fat i et aktuelt og lokalt dilemma, som ender med forestillingen Bygning 4-7-12, der har premiere på Teatret Svalegangen til maj. De møder personerne, som lever i den virkelighed, som eleverne skal spille. Det er noget, der vedkommer dem.

“Jeg gider ikke at se flere opsætninger af Shakespeare. Med mindre der er nogen, der finder en ny indgangsvinkel, som de gerne vil undersøge – så undersøg den. Ellers lad os lave noget nyt,” siger han.

Forleden måtte Victor Marcussen selv prøve at stå over for næsten tom sal. Efter mange års erfaring som skuespiller, er det ikke en ny oplevelse for ham. Han vil ikke placere ansvaret for de tomme pladser på teatrets markedsføring.

“Publikum skal ikke lokkes til at se teater,” siger Victor Marcussen.

Han mener, at udbuddet skal være bedre, hvis publikum fortsat skal komme i teatret. Der er stadig en interesse hos de unge for at se teater, hvis det er vedkommende for dem og for de skuespillere, der står på scenen.

“Der kan komme trange tider, men der er også nogle gode tendenser,” siger Victor Marcussen. “Vi får vores børne- og ungdomsteater ud i verden med for eksempel Teatret Gruppe 38. Men hvorfor er det ikke Aarhus Teater?”

I disse år arbejder Aarhus Teater og de to kreative uddannelser ved Aarhus Teater sammen om at skabe et større fællesskab omkring udviklingen af dansk dramatik. Det giver en mere markant identitet hos både skolerne og teatret, men det skulle også gerne styrke den nye dramatiks plads på scenen.

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.