Hvor er kvindelige komikere? Lige her!
Hvorfor skal en komiker, der er kvinde, stadig omtales som kvindelig komiker? Det undersøger dokumentarserien “De sjove kvinder” på C More.
★★★★☆☆
Hvad er kvindehumor egentlig? Og hvordan ser sexisme ud i standupbranchen? Det er nogle af de emner, som komikerne Ane Høgsberg, Molly Thornhill og Sofie Flykt taler om i C Mores dokumentarserie “De sjove kvinder”.
I fire afsnit følger vi de tre komikere i deres arbejde som komikere i den danske standupbranche – ikke mindst som kvindelige komikere. Serien kritiserer det bemærkelsesværdige lave antal kvinder i dansk standup. Eksempelvis sammentælles de optrædende ved det årlige velgørenhedsshow Comedy Aid, hvor der over fem år (2013-2018) har været fire kvinder iblandt de i alt 92 optrædende.
Afsnittene er korte – kun omkring 15 minutter – og fokuserer på konkrete temaer i hvert enkelt afsnit. Og så viser den med de tre komikere et nuanceret billede af arbejdet med standup.
Sexisme i dansk standup
Et af de mere bemærkelsesværdige emner i “De sjove kvinder” er den meget omtalte sexisme, der florerer iblandt komikere. Det er en sexisme, der under stor mediebevågenhed har fået komikerne Sanne Søndergaard og Sofie Hagen til henholdsvis at stoppe med standup og at flytte til England for at fortsætte sin karriere dér.
Det sætter de tre komikere mildest talt spørgsmålstegn ved. Særligt understreger Sofie Flykt i serien, at det ikke mindst var Sofie Hagen, der skabte sexisme i det danske standupmiljø.
Det er dog ikke en konflikt, der bliver gået i dybden med, hvilket ellers ville have været både interessant og for dokumentarseriens temaer særdeles relevant. Vi må nøjes med påstandene og selv forsøge at samle brikkerne til et retvisende billede af standupmiljøet.
Slut med kvindekomik
En pointe, der ellers er gennemgående for serien, er publikums skævvredne opfattelse af kvindelige komikere og deres evner. Der er ifølge Høgsberg, Thornhill og Flykt stadig en generel opfattelse af, at kvinder ikke kan være lige så sjove som mænd.
Den opfattelse gør serien “De sjove kvinder” en brav indsats for at mane i jorden. Serien viser tre komikere, der både underholder og arbejder ganske professionelt og får gode reaktioner fra publikum.
Ønsket er, at vi ikke længere skal se avisartikler med overskrifter som “Hvor er de kvindelige komikere?” Derfor vil denne anmelder blot konstatere: Her er de!
Serien er produceret af Respirator for C More og kan streames på cmore.dk.