Alzheimers på Svalegangen

Benedikte Hansen spiller ‘den perfekte kvinde’, Bente, der midt i livet rammes af Alzheimers. Omkring hende er hendes tre nære veninder, og forestillingen udspiller sig lige midt i en krisetid.

“Kan I ikke huske det? Hvad er det nu den skuespiller hedder?”

Sådan lyder det i forestillingen “Jeg hedder Bente”, som lige nu spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus. Her møder vi fire nære veninder, som lever vidt forskellige liv og i det hele taget er fire vidt forskellige kvinder. Hovedpersonen Bente – spillet af Benedikte Hansen – rammes pludselig af Alzheimers Sygdom, og da Bente har levet et frit liv uden forpligtelser, står hun nu tilbage uden børn, mand eller andre nære familierelationer. Så hendes nærmeste er de tre veninder Hanne, Vera og Maria.

I glimt ser vi frem og tilbage i tiden – frem til Bentes begravelse, tilbage til nutiden, hvor sygdommen gradvist overtager Bentes liv og krop, og helt tilbage til minderne fra det liv, de fire kvinder har levet sammen. Forestillingen er rørende og underholdende, og som teatret selv udtrykker det: Livsbekræftende.

Men hvad handler forestillingen i virkeligheden om? Den handler, ja, om sygdommen, og den handler, ja, om nære venskaber. Men den handler måske først og fremmest om, hvilken smerte denne slags kroniske og invaliderende sygdomme påfører sine pårørende, og hvordan det trækker store veksler på de pårørendes egne liv. Hvordan den syge ikke vil være til besvær, og hvordan de raske forsøger ikke at træde ved siden af og derfor uvægerligt gør det hele tiden.

Og i den historie spiller Rikke Wölck, Kirsten Peüliche og Laura Allen Müller egentlig forestillingens hovedroller. For hvor Bentes udvikling ligger i hendes sygdomsudvikling – og dermed i virkeligheden er Bentes afvikling, så ligger de andre tre kvinders udvikling i karaktererne. De bliver klar til at leve, mens Bente dør. De slipper tøjlerne.

En facetteret Bente

Spilleperioden i Aarhus og den efterfølgende turné er en genopsætning af forestillingen, efter den spillede først på året på Teatret ved Sorte Hest i København. Benedikte Hansen spiller i denne omgang titelrollen i “Jeg hedder Bente”. Og hun gør et mesterligt stykke arbejde på scenen. Hun bevæger sig frit rundt på gulvet, men hun gør det med så stor præcision, at både dødsangst, livslyst, overskud og desperation får lov at gå hånd i hånd. Benedikte Hansen er den ‘perfekte Bente’, der charmerende laver vittigheder om sin sygdom – i hvert fald så længe hun kan. Hun er i det ene øjeblik forførende og lystfuld, og i næste nu er hun på knæ i afmagt.

Og i en ensom lampes lys holder hun en engel i hånden. I et andet lys med muldjord i hånden hvisker hun lydløst til sig selv: “Til jord skal du blive.”

Benedikte Hansen og Kirsten Peüliche Foto: Morten Fauerby
Benedikte Hansen og Kirsten Peüliche
Foto: Morten Fauerby

Benedikte Hansen bliver udfordret af både tekst og iscenesættelse, fordi hun i løbet af halve sekunder skal gå fra en barnlig længsel efter omsorg og nærhed til at danse tæt med mændene til fester. Men udfordringen lykkes, fordi alle parter vil, kan og skal i mål! De klarer den på grund af Benedikte Hansens skuespiltekniske overskud, Rikke Wölcks gennemførte dramatiske fortælling og Madeleine Røn Juuls æstetiske iscenesættelse.

Forestillingen “Jeg hedder Bente” er produceret af Teaterforeningen High Noon i co-produktion med Teatret Svalegangen. Den spiller i Aarhus til den 1. oktober, hvorefter den tager på danmarksturné.

Hør eventuelt også interviewet med forestillingens instruktør Madeleine Røn Juul og dramatiker og skuespiller Rikke Wölck i Hede møder Madeleine Røn Juul og Rikke Wölck.