Inde på Kit Kat Klub er der fest, mens verden truer udenfor
Det er en totaloplevelse på Kit Kat Klub, som Randers Teater byder på med musicalen “Cabaret”, der er teatrets 25-års jubilæumsforestilling.
★★★★☆☆
Randers Teater har ikke tænkt sig at lade sit 25-års jubilæum gå ubemærket hen. Med “Cabaret” som sin jubilæumsforestilling byder Randers Teater lidt uventet ind med en musical i stor scala, hvilket teatret ellers ikke har mange erfaringer med.
Men ikke nok med dét. Man har også omdannet foyeren til restaurant og cocktailbar med semitysktalende personale og optrædender før forestillingen. Selv indgangen til teatret er ikke via hoveddøren, men ned ad en bagtrappe, så vi fornemmer undergrundsmiljøet i Kit Kat Klub. Det læner sig op ad totalteater, og det er aldeles velfungerende udført med Randers Teaters Talentskole og Randers Teater Kor.
Inde i selve salen er der dækket op med caféborde på de forreste rækker, der skaber den autentiske kabaretteaterstemning. Og publikum bliver nærmest indhyllet i handlingen, der også udspiller sig både omkring og over de forreste borde. Scenografien skyldes Camilla Bjørnvad, der har skabt en klassisk varietéscene med orkesterpodie oven over scenetæppet – lidt som i et cirkus – og elpærer og gyldne tæpper som stemningsmarkører. Det er aldeles fortryllende.
Og på dén måde lykkes Randers Teaters opsætning i høj grad med at få os til at føle os “inde” i Kit Kat Klub, hvilket er en vigtig følelse, for musicalen handler om at lukke den virkelige verden ude og lade os underholde og forføre, så vi derved kan glemme realiteterne.
Men instruktør Joy-Maria Frederiksen har nok alligevel kræset for meget for den gode/lumre/sensuelle/sjove stemning i Kit Kat Klub, så vi virkelig lader os underholde i den første times tid. Vi glemmer helt, at verden truer uden for teatret (i denne historie er det nazismen, der blomstrer faretruende hurtigt op i Berlin). Denne trussel kommer først rigtig til syne, da Ernst Ludwig blotter sit nazikors-armbind i sidste scene før pausen. Ellers er foreskellingens første del næsten helt uden dramaturgisk spænding.
Til gengæld er forestillingen besat overrumplende godt af velvalgte skuespillere til bærende roller: Sicilia Gadborg gør med sine store øjne og søde nærvær rollen som Sally Bowles forståeligt dragende, så vi forstår, hvorfor hun er Kit Kat Klubs stjerne, uden at hun gør den klassisk divaagtig og sensuel. Og Daniel Bevensee er passende usikker og underspillet – og dog charmerende og venlig – som amerikaneren Clifford Bradshaw, så vi også forstår de to karakterers affektion for hinanden.
Karsten Jansfort og Lone Rødbroe er som frugthandleren Herr Schultz og pensionatindehaversken Fräulein Schneider alle tiders mest bedårende par. Sjældent har en kærlighed blomstret så sødt og rørende, hvormed deres umulige forhold grundet Herr Schultz’ jødiske baggrund er desto mere ubærlig.
Christina Elisabeth Mørkøre er passende næsvis som Fräulein Schneiders promiskuøse pensionær Fräulein Kost, der slæber sømænd på stribe med hjem for at kunne betale huslejen. Og Bue Wandahl passer perfekt i rollen som Ernst Ludwig, der på overfladen er behagelig, venlig og ufarlig, men som under frakken gemmer på det hagekors, der repræsenterer slangen i paradiset i det Berlin, de ellers alle elsker.
Som MC er Kim Hammelsvang både intens og sensuel og virker på samme tid tillokkende og skræmmende, så man kun knapt nok tør at lade sig opsluge af hans kabaret. Han er mystisk, mørk, men også poetisk og fin i udtrykket. Han bliver et fremragende eksemplar på denne legendariske rolle.
Foruden den manglende spænding i første del af forestillingen, så er der få andre ulemper ved opsætningen. Men det er detaljer, som kunne trænge til at genovervejes. Flere af dem handler om karaktertegningerne, som måske kunne have tålt nogle flere samtaler i prøveforløbet, så de sad en anelse skarpe over hele linjen.
Derudover var der ét valg, der generede denne anmelder mere end noget andet: Flere af de medvirkende taler med en tyk tysk accent, hvilket de for det første gør med blandet held, men for det andet os iblandet lidt forskellige jyske dialekter. Dette “tjyske” sprog bliver desværre mere komisk og underligt, end det fortæller noget om, at de er tyskere. Til gengæld taler amerikaneren og englænderen ikke med accenter, hvilket forvirrer logikken en smule. Det bedste var nok helt at droppe accenterne.
Men grundlæggende er det en rigtig flot “Cabaret”, som Randers Teater her præsenterer, og dens fortrin er især det aldeles originale og velvalgte hold af skuespillere til at spille den. Der er god grund til at lægge vejen forbi 25-års jubilaren i Randers.
“Cabaret” spiller på Randers Teater til den 13. september 2025.
Forfatter: Joe Masteroff | Komponist: John Kander | Dramatiker: Fred Ebb | Oversættelse: Jesper Dupont | Iscenesættelse: Joy-Maria Frederiksen | Kapelmester: Thomas Pakula | Medvirkende: Sicilia Gadborg, Kim Hammelsvang, Daniel Bevensee, Lone Rødbroe, Karsten Jansfort, Bue Wandahl, Christina Elisabeth Mørkøre, Ellen Søllingwraae Fjord, Johannes Lyngby Johansen, Oliver Poulin m.fl. | Scenografi: Camilla Bjørnvad | Kostumier: Helene Billingsøe | Koreografi: Peter Friis | Lysdesign: Mia J. Willett | Lyddesign: Rune Abel Aagaard | Produceret af: Randers Teater
