Det Ny Teaters “Chess” er først og fremmest en orkesterpræstation

Musikalsk sublim opsætning af musicalen “Chess” på Det Ny Teater med Mikkel Rønnow som dirigent og med et velsyngende ensemble og solister.

★★★★☆☆

Det er vist noget helt nyt på Det Ny Teater, at man samproducerer med andre musicalkompagnier. I hvert fald er opsætningen af “Chess” i samarbejde med Mikkel Rønnow Musicals, og dét er et samarbejde, der kan mærkes.

For Mikkel Rønnow, der også selv sidder på enden af dirigentstokken på Det Ny Teater, er på banen med sin tredje professionelle opsætning af “Chess”. Og kender man originalmusikken, der er skrevet af ABBA-gutterne Björn Ulvaeus og Benny Andersson, så kan man høre hans erfaring med at holde Chess-takten.

For det er en gennemkomponeret musical, der fusionerer pop, rock, traditionelle ballader med klassisk musik og korværker, og hvor tempoet er spektakulært skiftende i næsten alle sange.

Og det er netop dét, der gør “Chess” til en af mine personlige yndlingsmusicals, selvom den på tekstsiden mildest talt er banal, og historien er lidt træg at tygge sig igennem. Den er musikalsk spændingsmættet og både melodisk og rytmisk blæret. Og så er den for os, der ikke kun gider at høre én musikgenre, bare god til det hele.

Sublim sang og musik

“Chess” på Det Ny Teater med Mikkel Rønnow som dirigent er en musikalsk sublim oplevelse. Og dertil kommer en besætning på scenen, der ikke mindst i de store korværker med ensemblet og de polyfone sange med solisterne lyder fremragende. Det er især kombinationen af stemmer og klange, der lykkes i dette cast.

Af solosangene er det også gode præstationer, hvor især Anders Gjesings udgave af “Pity the Child” er fuldkommen spot-on, og Søren Bech-Madsen tilsyneladende bundløst dybe stemme passer vidunderligt til Molokov.

Xenia Lach-Nielsen fyrer den af med sin nærmest metallisk skarpe rock-stemme, der også passer fortrinligt til Florence-karakteren, men som også fletter godt sammen med Frederikke Vedels fyldigt flydende stemme i duetten med Svetlana. Og Thomas Høj Falkenberg leverer hovedballaden “Anthem” til perfektion.

Old-school musicalkunst

Det Ny Teater har i de senere år, hvor jeg især har fulgt dem, tilsyneladende kæmpet lidt imod tiden. Man har forsøgt at matche landets øvrige, fremadstormende musicalproducenter på neon og glamour, men det produktionstekniske anlæg har ikke haft kapaciteterne til det.

Fra i år synes det problem at være afværget – ikke ved at satse på tekniske opgraderinger, men ved at satse på den gamle musicalkunst, hvor kulisserne gerne må vakle, og hvor højtalerne gerne må lyde som en rejsegrammofon. Det resulterede i en helt perfekt, old-school og rørende opsætning af “The Sound of Music” i foråret.

“Chess” har samme fortrin. Den har ikke brug for Disney-tryllestøv eller en kendis i hovedrollen. Den skal bare virke.

Mere af det sjove

Desværre har instruktører en tendens til at ville iscenesætte “Chess” kedeligt. Måske er det koldkrigstemaet, den sovjethistoriske sidedramaturgi eller skakspillets sort-hvide udtryk, der får instruktør efter instruktør til at tro, at det ikke må være for svulstigt. I hvert er også Markus Virta faldet i fælden og har iscenesat en statisk og forudsigelig version af musicalen.

Karaktererne bliver for kedelige, og for ofte stiller de medvirkende sig blot i et lysende skakfelt på gulvet og synger dér. Sådan går det, når man forfalder til felter.

Simon Nøiers sprudler som The Arbiter, men det er kun på halvt blus i forhold til, hvor komisk og Nøiers med held kunne gjort det. Og Anders Gjesing får klemt et par Donald Trump-referencer ind i The American, men Trump-referencen løber ud i sandet, og det bliver derfor kun en gimmick. Og Jon Langes taktiske Walter kunne med fordel udtrykkes endnu mere kynisk.

Scenografisk og kostumemæssigt er “Chess” stilet og flot, men også for forudsigelig. Der er noget lækkert over skakspillets æstetik, som man har fået med både visuelt og koreografisk. Men husker vi det i morgen? Det gør vi mest med sangene og musikken, som altså er de bedste argumenter for at løse billet til “Chess” på Det Ny Teater.

Forestillingen spiller til den 7. december 2025.

---

Musik: Benny Andersson og Björn Ulvaeus | Sangtekster: Tim Rice og Björn Ulvaeus | 
Manuskript: Tim Rice | Orkesterarrangementer: Anders Eljas | Oversættelse: Jesper Malmose | Musikalsk ledelse: Mikkel Rønnow | Iscenesættelse: Markus Virta | Medvirkende: Thomas Høj Falkenberg, Xenia Lach-Nielsen, Anders Gjesing, Søren Bech-Madsen, Frederikke Vedel, Simon Nøiers, Jon Lange, Christian Haagen Birkvang, Lasse Dyg, Frederik Espenhain, Jens Kau Wahlers Nielsen, Jacob Prüser, James Leece, Johan Klitgaard, Marie Gersholm Baktoft, Susan Torres Engelin, Josephine Feit, Katrine Skovbo Pedersen, Kirstine Emilie Moses-Jacobsen, Christine Ramlow Toft, Markus Emil Borg, Mikkel Emil Lynge Nielsen, Mille Lambert og Vibeke Zederkof | Koreografi: Heather Douglas | Scenografi og kostumedesign: Peter McKintosh | Lysdesign: Timothy M. Deiling | Lyddesign: Magnus Hansen | Produceret af: Det Ny Teater i samarbejde med Mikkel Rønnow Musicals