En vigtig fortælling om kunstens betydning

Den musikalske og engelsksprogede “Coema – a Brazilian fairytale” har et fint og klart udtryk, men bøvler lidt med løse ender i historien.

Lad mig begynde med at erkende, at min indsigt i brasiliansk kulturhistorie og sydamerikanske folkefortællinger er stærkt begrænset. Så når det internationale, Aarhus-baserede Lusus Theatre kalder deres forestilling “Coema – a Brazilian fairytale”, og der i øvrigt ikke er nogen dramatiker krediteret, må vi tage det for pålydende: “Coema” er et brasiliansk folkeeventyr.

Og historien har da også, hvad et godt eventyr skal have. Der er et problem, der er en gevinst for at løse problemet – og dødsstraf for at mislykkes, og der er en helt almindelig pige med et klogt hoved.

Kort fortalt handler historien om en rigmand, hvis søn er stum, og rigmanden udlover derfor en stor sum penge til den, der kan få ham til at tale. En pige tager ind til rigmandens søn og sidder ved hans seng om natten. Hun er bange, så hun begynder at fortælle historier, men pludselig går pigen i stå, og det får sønnen til at åbne munden og fortælle videre, så historien kan fortsætte.

Man kan altså sige, at det er fortællekunsten, der løser sønnens taleproblem – og redder pigen fra hovedhugning. Og netop fortællekunsten bliver dyrket i Lusus Theatres forestilling.

Uafsluttede sidehistorier

For historien om pigen og rigmandens søn er én historie blandt mange, som en ældre dame ved et hus sidder og fortæller til en anden lille pige. Og denne anden lille pige kommer fra en gård i nærheden, som vores skuespiller fortæller om.

Vi bliver altså først inviteret ind i én fortælling, som bliver til en anden fortælling, som bliver til en tredje fortælling, som bliver til en fjerde fortælling. Når teatret i sin programtekst skriver om en historie i historien, så kan det altså ganges med to.

Disse mellemstationer synes temmelig overflødige og forvirrende, og hvis det brasilianske folkeeventyr har haft netop denne opbygning igennem århundreder, så synes det på tide at få skrællet et par lag af.

Da historien om pigen og rigmandens søn er ved at finde sin afslutning, bliver vi næsten modløse ved tanken om, at vi nu skal tilbage til damen ved huset og få dén historie afsluttet, så pigen kan komme tilbage til gården og få dén historie afsluttet, så vi kan komme tilbage til skuespilleren og få forestillingen afsluttet.

Alt det vælger man heldigvis at springe over. Rent dramaturgisk bimler alarmklokkerne, når man sender publikum ud ad døren med tre uafsluttede sidehistorier. Men det er altså ikke slutninger, der mangler, men begyndelser, der er for mange af.

Klart og entydigt udtryk

Forestillingen består af både skuespil, storytelling, fysisk performance og ikke mindst musik. Både brasilianske Juliana Appel og danske Jon Døssing Bendixen medvirker, men Appel fortrinsvist som performer og Bendixen fortrinsvist som musiker. Og i det store hele fungerer denne sammenfletning af udtryk rigtig godt.

Jon Døssing Bendixen spiller – særligt på harmonika – stemningsfulde og maleriske melodier, der skaber billeder på nethinden af et eventyrligt land langt herfra. Denne anmelder kendte ikke melodierne, indtil norske Robert Normanns melodi til Halfdan Rasmussens “Noget om helte” pludselig dukkede op. En musikalsk overraskelse, der mærkværdigt nok passer fortrinligt til forestillingens stil og udtryk.

Hvad angår Juliana Appels skuespil, så er hun en udtryksfuld performer, der klokkeklart formidler sine karakterer og deres tanker. Derfor er det heller ikke vanskeligt at følge med for dem, der halter lidt i det engelske – meget bliver sagt uden ord i hendes fysiske performance.

Visuelt er forestillingen dekoreret temmelig sporadisk med dimser her og tørklæder der. Men igen er udtrykket klart og entydigt, og det ligger fint i forlængelse af musikken og den eventyrlige fortælling. 

“Coema – a Brazilian fairytale” imponerer ikke – der er for mange løse ender i dramaturgien, for lidt spænding i iscenesættelsen og for meget at forbedre i skuespillet. Men forestillingen lykkes med at tage os med til en anden verden for en stund, og vi går derfra med en god og vigtig fortælling i bagagen, der ligesom H.C. Andersens “Nattergalen” siger os noget om kunstens store betydning.

Iscenesættelse: Ofer Ravid | Medvirkende: Juliana Appel og Jon Døssing Bendixen | Koncept og scenografi: Juliana Appel | Musik: Jon Døssing Bendixen | Produceret af: Lusus Theatre Company

Del med dit netværk