Hvad pokker er vand?
Teater Katapult i Aarhus har produceret forestillingen ”Dette er vand” med pointer fra essayet af David Foster Wallace med samme titel.
★★★☆☆☆
På det aarhusianske Teater Katapult opsættes forestillingen ”Dette er vand” af den Reumert-vindende dramatiker Anna Bro med iscenesættelse af Moqi Simon Trolin og et pudsigt sammensat cast af skuespillerne Martin Geertz, Julie Zangenberg, Anna Ur Konoy og Matias Hedegaard Andersen.
Det er skuespillere, der normalt går udtryksmæssigt i hver sin retning, og derfor bliver det svært at skabe et fælles udtryk i forestillingen og samtidigt udnytte deres individuelle styrker. Det er deres fælles præstation, der bærer forestillingen, men en præstation, hvor alle går på kompromis, og ingen får lov at spille med musklerne.
Enfoldigt perspektiv
”Dette er vand” er inspireret af David Foster Wallaces essay af samme navn, som var hans dimissionstale fra 2005 ved Kenyon College i Ohio, USA. Forestillingen indledes med en anekdote fra Wallaces tale om to unge fisk, der svømmer forbi en ældre fisk, som siger ”Godmorgen drenge, hvordan er vandet?”, hvorefter de to unge fisk svømmer videre, indtil en af dem vender sig mod den anden og spørger: ”Hvad pokker er vand?”
Vi møder forretningsmanden P, der er på vej til at gennemgå verdens værste dag. Og her bruges specifikt vendingen ”verdens værste dag”. For ifølge Foster Wallace ser vi kun verden fra vores eget perspektiv. Når P har den værste dag i sit liv, har han verdens værste dag.
Her er det P, der er i centrum, og derfor bliver den kvindelige chef, den fremmede restaurantgæst og teenagepigen på metrostationen absurde personager, der handler fuldkomment uforståeligt for vores hovedperson. Men som Foster Wallace udtrykker i essayet: Når vi synes, at nogen står i vejen for os, kan det lige så vel være os, der står i vejen for dem.
Simpelt budskab
Moqi Simon Trolin iscenesatte også forestillingen ”Varmestuen” (2013), som Anna Bro som dramatiker modtog Årets Reumert for. Det lykkedes dengang de to at skabe et fælles udtryk, hvilket vi desværre ikke ser på samme måde i ”Dette er vand”.
Vi bevæger os genremæssigt imellem absurdisme, surrealisme og dystopisk realisme, men vi kommer aldrig rigtigt til bunds i meningen med disse genrevalg – som måske nærmest kan opfattes som manglende stillingtagen.
Derfor bliver forestillingen uskarp og til tider vaklende. Samtidigt formidler den det simple budskab fra Foster Wallaces essay, men uden at stikke spaden dybere i jorden. ”Dette er vand” på Teater Katapult er således en forestilling, der giver os lejlighed til at justere vores perspektiv, men som ikke udnytter potentialet med den besætning, den har.
Dramatiker: Anna Bro | Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin | Medvirkende: Julie Zangenberg, Martin Geertz, Anna Ur Konoy og Matias Hedegård Andersen | Scenografi, kostumer og videokoncept: Signe Krogh | Animationer: Adrian Dexter | Komponist: Jim Harbourne | Lyddesign: Marcus Aurelius Hjelmborg | Produceret af: Teater Katapult
Del med dit netværk
