Hvem er der for Lotte?
Iben Hjejle er i front med gedigen skuespilkunst i Det Kgl. Teaters teaterudgave af Katrine Marie Guldagers “Endnu en dag i Guds skaberværk”.
★★★★☆☆
Vi kender typen, der påtager sig alle andres problemer. Lotte er sådan en type. Hendes liv synes at smuldre imellem hænderne på hende. Hun er nyligt blevet fyret fra sit job som socialrådgiver og blevet forladt af sit livs kærlighed, Michael, efter 14 års forgæves forsøg på at blive en familie. Og denne dag, da vi møder hende, finder hun Michael død efter et voldeligt overfald i hans lejlighed.
Hun er i enhver henseende alene. Men Michaels søn, Daniel, har brug for hende. Michaels ekskone – Daniels mor, den irriterende Britt med to t’er – har brug for hende. Hendes nabo, der rykker ind hos Lotte med sine tre unger, fordi hendes kæreste igen har knaldet udenom, har brug for hende. Selv hendes kat har brug for hende. Ja, hele samfundet har bogstavelig talt brug for hende.
Hun er ikke behagesyg. Tværtimod siger hun tingene, som de er, og det er nok dét, der gør hende så nødvendig for andre. Men man spørger sig selv, hvornår der bliver plads til hende og hendes sammenbrud? Det ligger latent under overfladen i hende, men hun udskyder det, fordi hendes omverden kræver hendes opmærksomhed.
Konflikt og komik
Historien kommer fra forfatter Katrine Marie Guldagers trilogi “Vrede kvinder”, hvor bogen “Endnu en dag i Guds skaberværk” fra 2023 er nummer to i trilogien. Den er nu blevet omsat til scenen af instruktør Camille Sieling Langdal, og det er skuespiller Iben Hjejle, der portrætterer Lotte.
Og forvandlingen fra bog til scene er aldeles vellykket. Vi mærker stadig Katrine Marie Guldagers sarkasme og bidske humor i teksten, og man kan ikke forestille sig nogen mere troværdig gestaltning af Lotte, end Iben Hjejles. Den fine balance imellem det rå ydre og det skrøbelige indre, konflikten og komikken, mestrer hun forbilledligt.
Hun er iklædt læderjakke og en sort Johnny Cash-t-shirt, og man får et indtryk af, at hun nærmest kun lever af smøger og en telefon, der ringer. Hun er tydelig og næsten stereotyp i sit udtryk, uden at det bliver utroværdigt, og hun spytter spydigheder ud mellem tænderne, uden at det bliver på bekostning af vores sympati for hende.
Forestillingen har karakter af en monolog, selvom Daniel, der spilles af skuespiller Alexander Bryld Obaze, bliver en mere og mere afgørende karakter hen imod slutningen. Umærkeligt går han fra dreng til mand (eller i hvert fald til en mere moden dreng) igennem forestillingen, og han bliver Lottes redning til sidst.
Distance til realismen
Laura Rasmussens scenografi består af en murstensvæg, der udgør både gulvet og bagvæggen, og midt på scenen er der brudt hul i muren, hvilket nemt kan aflæses som et billede på Lottes hårde ydre, der er gået i stykker.
I Camille Sieling Langdals iscenesættelse bruges muren også til fine og let aflæselige billeder, som når Lotte i starten sidder med ryggen mod muren, eller når hun kryber langs væggen på vej ud fra et cv-kursus på jobcentret.
Men forestillingens iscenesættelse som helhed synes for tilfældigt arrangeret, hvor skuespillerne bevæger sig overkoreograferet rundt på gulvet. Og murstensvæggen, der er løst med et papirstyndt print, bliver lidt for flad og kunstig, hvilket sammen med iscenesættelsen giver en uvelkommen distance til realismen i fortællingen.
“Endnu en dag i Guds skaberværk” er gedigen skuespilkunst af Iben Hjejle, der sidste år modtog Teaterpokalen 2024, og Alexander Bryld Obaze. Og det er hovedsageligt de to, der gør denne remediering fra bog til scene relevant at løse billet til.
Forestillingen spiller i Skuespilhuset i København til den 7. februar 2026.
Forfatter: Katrine Marie Guldager | Bearbejdelse og iscenesættelse: Camille Sieling Langdal | Medvirkende: Iben Hjejle og Alexander Bryld Obaze | Scenografi og kostumedesign: Laura Rasmussen | Lysdesign: Mårten K. Axelsson | Lyddesign: Janus Jensen | Produceret af: Det Kongelige Teater
