Feministisk, satirisk etagekomedie i Aarhus

På Teatret Svalegangen er der Barbie-referencer i hobetal, når “Grab Them by the Pussy” giver sit bud på satirisk, feministisk scenekunst.

★★★☆☆☆

I begyndelsen opremses en lang række af tidens ‘-ister' som eksempelvis kapitalister, socialister, naturalister, mandschauvinister, positivister og egoister. De bliver flettet ind i en gps-rutevejledning, der over højtalerne siger noget i retningen af: “Om 200 meter, egoist på din venstre side. Drej til højre om …”

Det er ismernes tid. Og det er svært at navigere rundt i, hvilke ismer man selv hører til, hvilke er gode, og hvilke er de politisk ukorrekte.

Når forestillingen begynder således, så må det være en præmis for forestillingen. Men på den anden side ved vi, at det skulle være en feministisk komedie. Og titlen “Grab Them by the Pussy”, som tragisk nok er et citat af den amerikanske præsident Donald Trump (ikke meget JFK over det!), refererer til tidens genoplivede diskussion om mandschauvinisme og ligestillingsdebat – især i kraft af den stadig aktuelle #metoo-kampagne.

Forestillingen lægger altså op til at være en højaktuel, satirisk komedie. Og det lever den sådan set også op til.

Barbie bor på øverste etage

Forestillingen foregår i en etageejendom med forskellige familier i lejlighederne – familier med hvert sit syn på feminisme og ligestilling. Oppe ‘på øverste etage' bor en rigtig Barbie-dukke. Hun er den perfekte kvinde. Hun har en lys stemme, hun kan alt i verden, hun har et perfekt hofte-talje-forhold, og hun renoverer selv sin lejlighed. Hun har outfits til alle lejligheder og den perfekte kæreste, som hun har elsket, siden hun var to år.

Hun er forestillingen om kvinden. Hun bor oppe ‘på øverste etage' i os allesammen. Og hvor lidt vi end har lyst til at give hende betydning, så har Barbie påvirket vores kønsopfattelse, siden dukken blev opfundet i 1959. Det er i hvert fald den opfattelse, som dramatiker Jeanette Munzert og Teatret Svalegangen præsenterer med “Grab Them by the Pussy”.

Det er ikke en vinkel, vi falder bagover af stolen over, men ikke desto mindre er det en relevant vinkel. For Barbie udvikler sig sammen med os. Hendes udseende forandrer sig med vores købsidealer (eller omvendt?), og i takt med kvinders ligestilling på jobmarkedet er Barbie også kommet ind i de klassiske ‘mandejobs'. Nu kan Barbie også være læge, advokat, elitesoldat og astronaut.

En forvirret feminisme-satire

Men “Grab Them by the Pussy” bliver et skingert og ret upræcist indspark i ligestillings-debatten. Alt, hvad der er forskelligt ved mænd og kvinder, bliver klasket sammen i en forholdsvist udramatisk fortælling om nogle forskellige familier i en opgang. Og både mændene og kvinderne i forestillingen, som egentlig i modsætning til Barbie på øverste burde repræsentere gennemsnittet af befolkningen, bliver fremstillet som stereotype klichéer.

De ekstra lyse kvindestemmer og de seksuelle bemærkninger fra mændene på kontoret trækker realismen ud af forestillingen, hvorfor den desværre kommer til at handle mindre om os. Så kan vi sidde sammen i teatrets mørke og sukke over og pege fingre ad ‘de andre' ude i verden, der er så frygteligt mandschauvinistiske.

Omvendt kommer forestillingen også ind på mænds og kvinders rent biologiske forskellighed, hvilket jo ikke er en politisk eller samfundsstrukturel forskel. At en karrierekvinde er nødt til at fravælge børn for at kunne dyrke sin karriere er (i de tilfælde, hvor det er sandt) et problem. Men i forestillingen er det ikke et problem på arbejdspladsen, men et problem i fordelingen af organer imellem mænd og kvinder. Ja, det kan da godt være – men hvad skal vi gøre ved det?

Men som med indledningen med de mange ‘-ister', så er pointen måske, at det hele roder sammen for tiden. Måske. Formålet og ikke mindst budskabet med forestillingen er i hvert fald ikke tydeligt nok. Og forestillingen synes hele tiden at argumentere imod sig selv – hvilket det ikke automatisk bliver debatterende scenekunst af.

Også en underholdende komedie

Scenografien af Peter Schultz er en skakternet flade, der bølger voldsomt hen over scenen, så skuespillerne det meste af tiden står på et meget skråt gulv. Det giver en spændende modstand i skuespillet, og karaktererne er i mere end én forstand nødt til at balancere sig igennem forestillingen. Scenografien er desuden ganske vel udført – både design- og håndværksmæssigt.

Men der synes alligevel at flere forhindringer, end muligheder i scenografien. Og måske er det et problem, når vi nogle gange tænker mere over, hvordan denne skuespiller nu undgår at falde af scenen, eller hvordan de nu får denne barnevogn, der er stukket af fra scenen, tilbage på en nogenlunde naturlig måde? Det betyder i hvert fald, at der hele tiden sker noget!

Instruktør Rasmus Ask har fået rigtigt meget godt ud af Jeanette Munzerts manuskript. Forestillingen har særdeles underholdende scener. Det er ikke en humor, der rammer alle, men når man lige genkender lidt af sig selv, kan det godt komme til at klukke lidt fra lattermusklen. Der er også scener, som går i maven. Det fungerer rigtigt fint, både tekstligt og instruktionsmæssigt, omend det ikke altid bliver udnyttet optimalt.

Alt i alt er “Grab Them by the Pussy” en forestilling, der vil en masse, men hvor det ikke er helt tydeligt, hvad den vil. Den er en gryderet af alle argumenter, idéer og personlige kæpheste. Den er en satirisk, feministisk ‘etagekomedie', der også er sjov indimellem. Men mest af alt er den noget af en mundfuld.

“Grab Them by the Pussy” spiller på Teatret Svalegangen ind til den 4. maj 2018.

---

Tekst: Jeanette Munzert | Iscenesættelse: Rasmus Ask | Medvirkende: Camilla Gjelstrup, Holger Østergaard, Mette Gadeberg Gregersen, Albert Stein Ankerstjerne og Josefine Tvermoes | Scenografi: Peter Schultz | Produceret af: Teatret Svalegangen