Noget om krig

Pointen med forestillingen ‘Hvis det var her!’ fra Teater O, Nørregaards Teater og Black Box Theatre var vel at tage en fjern virkelighed og gøre den nærværende. Men den bliver mest af alt virkelighedsfjern og ugennemskuelig.

Det begynder ganske udmærket: vi kommer ind i et telt med grønne opbevaringskasser, grønne soveposer og sække, autentiske lamper og en stemning af frontlinje.

Jeg tænker: »Nå, vi er nok i en militærlejr i Afghanistan eller Syrien.«

Musiker og sanger Nana Schwartzlose står med guitar i hånd og synger en tekstløs melodi med nuancer af mellemøstlig musik.

»Så er jeg nok ikke helt galt på den,« tænker jeg.

Forestillingen er skabt i et samarbejde mellem Teater O, Nørregaards Teater og Black Box Theatre. Lars Dammark og Anders Valentinus Dam tager imod os og viser os på plads. De er smilende og gemytlige. De er godt selskab. Men herfra tager oplevelsen en drejning: I ungdomsforestillingen ‘Hvis det var her!’ er der taget et væld af forkerte beslutninger.

Tænk hvis her var krig

For hvad pokker handler forestillingen om? Når vi er kommet på plads i militærteltet, og vi begynder at se os om, lægger vi mærke til kostumerne, som knapt nok kan kaldes kostumer. Det er det almindeligste hverdagstøj, der kan fås i lokale butikker.

De er i hvert fald ikke soldater. Men hvem er de så? Og hvad laver de i et militærtelt?

På et øjeblik går de ind i deres karakterer. De er cirka ti år gamle i deres spillestil. Og da forestillingen siges at henvende sig til de 12-årige og opefter, er det en naturlig konklusion, at forestillingen handler om børn i en krigszone.

Buskabet med forestillingen er sikkert: Tænk, hvis det var her, der var krig, og man ikke kunne leve et almindeligt liv og lege med sine venner, og man blev manipuleret og undervist i regimets løgnagtige fortællinger i skolen.

»Spændende,« tænker jeg. »Det er ikke en vinkel, man ser så ofte. Gad vide, om de nu kan lykkes med at gøre det budskab nærværende for os i trygge Danmark med skolepatruljer, gårdvagter, gangvagter, forældreintra, heldagsskoler og fritidsordninger.«

Gymnasieelever og demonstrationer

Vi bevæger os ind i historien. Vores hovedpersoner deltager i – og arrangerer tilsyneladende også – en slags demonstration og taler om revolution. Men hvad de demonstrerer imod, og hvilken revolution, de vil starte, hører vi intet om.

Det virker lidt modent af 10-årige, at de arrangerer demonstrationer. Men de medvirkende spiller i hvert fald ikke overmodne 10-årige, så måske skal de forestille at spille umodne 15-årige i stedet?

Der er ingen tvivl om, at det er alvorlige sager, disse børn har gang i – for hver eneste replik bliver sagt med så meget kraft, med så mange bandeord og så mange allitterationer, at det må handle om hele menneskehedens eksistens.

Men sådan kan man også godt føle det, når man går i 9. klasse, eller måske i 1.g. Der kan nemt blive enorm opstandelse, hvis gymnasiets undervisningsbøger trænger til udskiftning, eller hvis man er kommunens sidste folkeskole med almindelige kridttavler. Det er de store følelsers tid.

10-årige universitetsstuderende?

Men ak! Pludselig hører vi, at de går på universitetet! Det vi sige, at vores hovedpersoner er omkring 20 år gamle. Nu er vi altså hele 10 år fra den alder, som skuespillerne umiddelbart spiller dem til at være. Hvis de spillede voksne, gør 10 år måske ikke så meget; er han 40 eller 50? Nå ja, han er nok i 40’erne. Men at spille en 10-årig, der studerer statskundskab – det er en skuespilteknisk fadæse.

At sætte musikeren Nana Schwartzlose til at synge og spille under forestillingen er en god idé. Hun har en fin stemme og et varmt udtryk. At sætte hende til at spille skuespil er risky business. Men vi har set det lykkes før, at musikere også godt kan gennemføre en mindre teaterrolle. Men det holder slet ikke at sætte hende ind i en så bærende figur, som i denne forestilling.

Heldigvis skiller hun sig ikke specielt ud i forhold til Lars Dammark og Anders Valentinus Dam i denne forestilling. Foruden det, at de alle tre spiller den forkerte alder, er både replikføring og spillestil virkelighedsfjern og overspillet. Man sidder ofte og tænker, at sådan ville et virkeligt menneske da aldrig sige eller reagere. Hverken voksne, unge eller børn.

De sidste fem minutter er gode

For læseren af denne anmeldelse må det nu være tydeligt, at historien i ‘Hvis det var her!’ er særdeles uklar. Manuskriptet, der også er skrevet af Lars Dammark og Anders Valentinus Dam, er kejtet skrevet, og forestillingens formål glider ud i sandet.

Den ganske imponerende scenografi af Carsten Wittrock, der allerede før forestillingens begyndelse fik vores tanker og fantasi på en dramatisk og spændende rejse ud i verden, kan vi godt se bort fra nu. Det, der sker i forestillingen, har ingen sammenhæng med det, som scenografien fortæller.

Forestillingen varer 70 minutter, og de første 65 minutter er det ikke til at gennemskue, hvad de vil med den. Gitta Malling, der har instrueret forestillingen, har ikke formået at modellere og forme fortællingen, så den giver mening. Hun har ikke kunnet udfordre og udvikle sine medvirkende. Og relevant og nærværende for os bliver det ikke.

Men på de sidste fem minutter vender det hele på en tallerken. Pludselig handler forestillingen om asylansøgere – hvilket den ved gud ikke har handlet om ind til da. Men det giver pludseligt mening. Lidt klichéfyldt, men det giver mening. Og det bliver følsomt, nærværende, veliscenesat og ægte.

Havde forestillingen kun bestået af disse fem minutter, så havde forestillingen været kort – men virkelig præcis. De første 65 minutter derimod er nogle af de længste teaterminutter i mit foreløbige teaterkritikerliv.

Idé og manuskript: Lars Dammark og Anders Valentinus Dam | Instruktion: Gitta Malling | Medvirkende: Nana Schwartzlose, Anders Valentinus Dam og Lars Dammark | Scenografi: Carsten Wittrock | Komponist: Nana Schwartzlose | Lyddesign: Marcus Aurelius Hjelmborg | Lysdesign: Anders Kjems | Produceret af: Teater O, Nørregaards Teater og Black Box Theatre