Stærkt, moderne dramatik møder altmodisch iscenesættelse på Aarhus Teater.
★★★☆☆☆
Hvem er vi, når vi er presset ud i livets alleryderste situationer? Er vi i stand til at føle og medføle i disse situationer, tænker vi klart eller instinktivt? Tænker vi overhovedet, eller er vi bare ord og bevægelser?
De spørgsmål forsøger norske Arne Lygre at stille og undersøge i forestillingen “Jeg forsvinder”, som er oversat til Aarhus Teater. Dette i en iscenesættelse af Annika Silkeberg, som vi tidligere har set iscenesætte på Aarhus Teater – blandt andet “Antichrist” og “Farlige forbindelser“. Hendes smag for det afskrællede teaterrum bliver cementeret i Rebekka Bentzens scenografi i “Jeg forsvinder”, hvor Aarhus Teaters Studio-scene helt nøgent danner rammen for forestillingen. Her ser vi mikrofoner hængende fra loftet, malingspande flydende på scenen og neonlamper lysende fra gulvet. Det håndholdte videokamera projicerer nærbilleder op på fladskærme, der hænger på væggene i rummet.
Foto: Rumle Skafte
Vi møder først Marina Bouras, som gåsehudsagtigt spiller ‘Kvinden' eller ‘Jeg'. Og resten af forestillingen traver hun sammen med sine medspillere ind og ud ad fragmenter af apokalyptiske fortællinger, og de forsøger hele tiden at sætte sig i disse ofres sted; to veninder, hvoraf den ene lige har fået konstateret en dødelig sygdom; en kvinde, der ender i et massemord under en planlagt røgforgiftning. Disse beretninger, der belyser vore tankemønstre på godt og ondt, giver en interessant og uspoleret vinkel på moderne dramatik, og hvordan vi i dag kan spejle os i teatrets kunstform.
Anderledes retrospektivt er til gengæld Annika Silkebergs iscenesættelse af forestillingen. Der bibeholdes en konstant lav puls, som lader perioden mellem begyndelsen og slutningen forblive utydelig, hvilket i virkeligheden giver mening dramaturgisk, men besværer engagementet blandt tilhørerne. Igennem store dele af forestillingen har vi det primære fokus på en tv-skærm, og talen er skiftevis i mikrofon og ikke. Det fremhæver ordene momentant – til glæde for dramatikeren – men det skorter i det store hele på dramatikken. Postmodernistisk nydramatik på Studio-scenen kommer derfor til at lugte lidt af ‘old school kælderteater'.
Men æblet var skønt! Thomas Bang spiser af det, da den nye verden begynder – livet og kærligheden, der skal opfindes med en fremmed kvinde. Efter at han altså er blevet fri af sin hustru, der forgik i dommedag. Æblet er den eneste egentlige rekvisit i forestillingen, og så spiser Thomas Bang af det! Det er så old school, at det er lækkert. Tænk at tage fat på film-, litteratur- og teaterhistoriens ældste symbolik og insistere på at få det til at fungere i 2015 – og tilmed lykkes med det. En lille detalje, som begejstrede denne anmelder meget.
Dramatik: Arne Lygre | Iscenesættelse: Annika Silkeberg | Medvirkende: Marina Bouras, Camilla Gjelstrup, Marie Marschner, Thomas Bang og Kirsti Kærn | Oversættelse: Julie Maj Jakobsen | Scenografi: Rebekka Bentzen
Del med dit netværk
