ANMELDELSE: Kongens fald, Det Kgl. Teater

Fra nobelværk til sjapværk

Nu opsættes nobelprismodtager Johannes V. Jensens roman ”Kongens fald” som teater af og .

★★★☆☆☆

Romanen ”Kongens fald” er en ægte klassiker af Johannes V. Jensen, som i 1944 modtog en nobelpris i litteratur. Men det er heller ikke noget nemt værk at komme igennem. Sproget er langsomt og detaljeret, og billederne er mættede.

Derfor er det også i sig selv en bedrift, at er lykkedes med at dramatisere romanen til ende. Desværre bliver det også i en detaljerigdom, der gør det svært for os at følge med i historien og ikke mindst i persongalleriet og deres relationer.

”Kongens fald” er en samproduktion mellem Det Kgl. Teater og , hvor skuespillere fra begge teatres ensembler medvirker. Vi ser den til premieren i København, og fra januar spiller den i Aarhus.

Alt for meget teater

Iscenesættelsen og scenografien er skabt af den spanske film- og teaterinstruktør , og han skaber en kraftfuld fortolkning med udtryksfulde virkemidler og smukke scenebilleder – ikke mindst med støvregnen, der sammen med Ulrik Gads lysdesign får et ubegribeligt skær. Sceneelementerne er kunstfærdigt tilvirkede, og kostumerne af er ligeledes veldesignede og komplementerer fint forestillingens visuelle udtryk.

I begyndelsen af forestillingen strømmer vandet ud på gulvet fra en transparent vandtank på scenen, og så sjapper de medvirkende ellers igennem forestillingen i 2 cm vand. Den sjappende lyd mejsler sig ind i trommehinden, som når man har fået plads ved siden af en snøftende publikummer; den er der bare, og til sidst bemærker man ikke, hvor meget den har forstyrret.

Men i ”Kongens fald” er lydbilledet ikke kun forstyrret af sjappende fodtøj, men også af skrig og hyl, af mumlende medvirkende og af musiker Adele Madaus støjende omend sanselige lydkulisse. Og det hele bliver klasket sammen i et lyddesign, der simpelthen gør det svært at fokusere.

Og det er meget sigende for forestillingens karakter. Teaterversionen vil indkapsle alt det, som Johannes V. Jensens roman kan, og derudover vil den fortolke og illustrere, samt desuden være scenekunstnerisk eksperimenterende. Derfor smiler vi lidt ad moralereplikken til sidst, hvor det bliver sagt, at når man vil det hele, bliver det til intet. ”Kongens fald” er selv faldet i den fælde.

Nørdet interessant, men også uspændende

Det er rent scenekunstnørdet interessant at se Carlus Padrissas arbejde med udtrykkene. Men det er også ret uspændende og så langt fra, hvad vi kan forvente af en teateroplevelse, der også bør være en fortællekunst.

Heldigvis er der skuespilpræstationer indimellem, som er værd at fortabe sig i. spiller sin Kong Christian II majestætisk og dog fornøjeligt ukonget, og spiller hans tro tjener og ven, og historiens hovedperson, Mikkel Thøgersen både nuanceret og følsomt.

De akrobatiske indslag er morsomme, og skuespillernes renderi blandt publikum i salen virker hver gang inddragende. Sådan har det vist været siden teatrets morgen, og sådan er det stadigvæk. Men alligevel er der langt fra kapitel til kapitel i ”Kongens fald” – især når det gælder teaterversionen.


Efter roman af: Johannes V. Jensen | Dramatisering: Iscenesættelse og scenografi: Medvirkende: , , , , , , , m.fl. | Musik: Kostumedesign: Lysdesign: Lyddesign: Produceret af: og

Del med dit netværk