I Christian Lollikes dystopiske “Living dead” har fortiden indhentet os, og som zombier går vi rundt og er ofre i vores egen krig.
★★★★★★
Hvis man kan tale om nødvendigt teater, så er “Living dead” et ærkeeksempel på, hvad det kan være! Christian Lollike har skrevet og instrueret et ekstremt velfunderet og modigt teaterstykke. En forestilling med en masse på hjerte uden at blive bidsk eller bitter. Og når Lollike i dagens danske teaterlandskab har nærmet sig trademark-stadiet, så er det, fordi han taler med en stemme, som ikke minder om så mange andres i vore dage. Jeg så “Living dead” dagen efter, jeg så forestillingen “Fandens oldemor“, som blandt andre handler om meningsdanneren og ‘lampisten' Poul Henningsen. Og skulle man finde en stemme i dansk teater i dag, der nogenlunde kunne erstatte PH's i 30'erne og 40'erne, så skulle det vel nok være Christian Lollike.
I “Living dead” ser vi også hans særegne stil udfolde sig i iscenesættelsen, hvor glinsende skuespillere med dukkeparykker og enorme pupiller nærmest svømmer i oprejst tilstand rundt på scenen og skaber associationer til både akvariefisk, barbiedukker og zombier. Og hvad har disse så til fælles? Tomhed er, hvad den første del af forestillingen bærer præg af. I langsomme, apatiske vendinger diskuterer menneske-hylstrene (eller menneske-fiskene) flygtningeproblematikken med standardfraser og automatiserede følelsesudbrud. Deres ansigter – i særdeleshed øjne – er på grænsen til sammenbrud, og de bliver mere og mere forfærdede over deres manglende medfølelse. De er depressive, stressede, ængstelige, undvigende og forfærdede. De er kort sagt, som mennesker er.
Foto: Rumle Skafte
Men når vi så ser på ‘de fremmede', glemmer vi måske i virkeligheden blot at se på os selv? Hvad er det for en empatiforstyrrelse, som det kaldes i forestillingen, vi er blevet ramt af? Er det en smitsom epidemi, og hvor kommer den i så fald fra? Der er i forestillingen en grundlæggende fornemmelse af, at vi allesammen er bevidste om, at noget er helt galt, men ingen kan rigtigt forklare eller forstå, hvad det er, der er gået galt – og derfor kan vi ikke lykkes med at bekæmpe det. Vi skyder problemerne ned hele tiden, men de rejser sig op igen. Måske betyder det, at vi skyder på de forkerte problemer.
Forestillingen svæver genremæssigt i et spændingsfelt imellem absurdismen a la “Mens vi venter på Godot”, performance-teaterkunsten a la Kirsten Dehlholm, samt surrealismens og ekspressionismens udtryksfulde drømmebilleder. Der er noget på spil! Og med opsigtsvækkende og pragtfulde præstationer fra alle tre skuespillere, samt fra Mogens Dahls Kammerkor, og med en fuldstændig gennemført æstetik såvel scenografisk som lyd- og lysteknisk, så er der tale om en sublim forestilling.
Kort sagt: “Living dead” vil rigtigt meget, og det bedste ved det er, at den kan, hvad den vil!
Forestillingen er en samproduktion med teatret Sort/Hvid og spiller på Aarhus Teater til den 29. oktober 2016, samt på Sort/Hvid fra den 3. til den 22. november 2016.
Tekst og iscenesættelse: Christian Lollike | Medvirkende: Özlem Saglanmak, Maria Rich, Morten Burian og Mogens Dahl Kammerkor | Scenografi: Marie Rosendahl Chemnitz | Lysdesign: Morten Kolbak | Lyddesign: Jes Theede
Del med dit netværk
