Solisterne pryder i en ellers vag “Mary vs. Elizabeth I”
Mads Gronemann og Astrid Elbo er tilbage på Betty Nansen Teatret i en ny hybrid-danseforestilling, og i “Mary vs. Elizabeth I” er de det absolutte højdepunkt.
★★★☆☆☆
De centrale kræfter bag succeserne “Bonnie & Clyde” (2020) og “I Am Gold” (2022) er tilbage på Betty Nansen Teatret med en ny tværkunstnerisk forestilling, der kombinerer ballet, moderne dans og skuespil. Denne gang drejer det sig om magt. “Mary vs. Elizabeth I” tager udgangspunkt i den dramatiske rivalisering imellem dronning Mary af Skotland og dronning Elizabeth I af England, der stor på i perioden 1558-1587.
Ida Grarup står bag scenografien, der kombinerer høje spejle, lette stofgardiner, stål-stolper (truss), våbenskjold og skarpe projektører, som dermed gør scenen til både en tronsal og en MMA-arena. På samme måde blander kostumerne, der ligeledes er designet af Ida Grarup, elizabethansk og nutidig mode. Og sammen med Súni Joensens dramatiske lysdesign bliver det visuelle udtryk både moderne og knitrende sprødt.
Den historiske magtkamp imellem de to dronninger i “Mary vs. Elizabeth I” har til hensigt at skildre magtens natur og spejle vor tids megalomaner og despoter. Fortid og nutid smelter sammen. Og kronen, der står som et trofæ på forscenen under det meste af forestillingen, bliver – som kroner altid har været – et symbol på den magt, som de kæmper for at vinde.
Konceptet fylder
Desværre lykkes forestillingen ikke med at formidle denne magtkamp. Vi bliver hjulpet på vej med en tekstbid projiceret op på scenografien, så vi kan læse os til lidt kontekst, før forestillingen begynder. Det er sjældent en løsning, man tyer til af kunstneriske årsager, men af nød. Og alligevel bliver det meste af forestillingen svær at oversætte til handling, hvis man ikke i forvejen har læst op på den historiske konflikt.
Dermed går forestillingens hensigt om at skildre magtens natur igennem de to dronningers historie i vasken. Til gengæld formidles stemninger tydeligt igennem danserne og Signe Fabricius‘ og holdets fængende koreografi. Og særligt betagende bliver – fuldstændig som forventet af denne anmelder – Mads Gronemann og Astrid Elbo i front. Den ene scene, hvor de to danser alene sammen, er så opslugende, at man ville ønske, den aldrig endte.
Men forestillingens iscenesættelsens valg, musikken og lydkulisserne, adskillige uelegante sceneskift samt nogle af de medvirkendes forcerede forsøg på komik resulterer i ganske mange scener, der virker ufærdige og decideret akavede. Man får efterhånden en følelse af, at dette MMA-koncept fylder mere, end det bidrager. For hvad har baseball, hiphop-mode, kampsport og en metakommentarende MC egentlig med magteliten at gøre? Det har denne anmelder i hvert fald ikke kunnet gennemskue.
Forestillingen spiller på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg til den 7. februar 2026. Læs mere på bettynansen.dk.
Koreografi: Signe Fabricius og de medvirkende | Iscenesættelse: Signe Fabricius | Medvirkende: Astrid Elbo, Mads Gronemann, Luc Boris André Kouadio, Tobias Praetorius, Camilla Spidsøe, Adam Tocuyo og Oliver Zohore | Scenografi og kostumedesign: Ida Grarup | Komponist og lyddesign: Jeanett Albeck | Lysdesign: Súni Joensen | Produceret af: Betty Nansen Teatret
