Smuk og gennemtænkt teaterversion af Lindgrens betagende eventyr
De teatralske virkemidler bliver klogt udnyttet i Teatret Zeppelins opsætning af “Mio, min Mio”, hvor også vores egen fantasi skal i spil.
Bo Vilhelm Olsen er forsvundet. Fra radioen hører vi efterlysningen af en dreng med blå shorts og en hvid trøje. Og vi kan undre os over, at han overhovedet bliver efterlyst. Hvem er det, der savner ham? “Et ulykkesbarn” bliver han kaldt af det ægtepar, der har adopteret ham. Selv er han klar over, at han ikke er nogen forælders eller værges drøm:
“Jeg er for besværlig. Jeg larmer for meget og griner for højt,” fortæller Bo til os og sig selv.
Men i den verden, der viser sig for ham, da han lukker ånden ud af en flaske, er han ikke til besvær. Tværtimod er han kongens længe ventede søn ved navn Mio, som ifølge profetien skal redde landet fra den onde ridder Kato, der stjæler børn.
“Mio, min Mio” (1954) er en af Astrid Lindgrens absolut største børnefortællinger. Og ligesom “Brødrene Løvehjerte” (1973) er den en både smuk, spændingsfuld og drønuhyggelig fantasy-historie, der kan skabe uudslettelige billeder på nethinden og samtidig gøre det lille barn til den store helt.
Utallige sceneversioner af “Mio, min Mio” er allerede skabt på teatre verden over. Derfor er der grundlæggende to spørgsmål, som vi glæder os til at få svar på, når vi går til en ny opsætning af fortællingen:
Kan forestillingen skabe scenebilleder, der overgår eller udfordrer de mentale billeder, som Astrid Lindgren allerede har skabt ved hjælp af ord? Og kan teatret vise os, hvorfor vi bør få historien fortalt med teatrets virkemidler fremfor blot at læse bogen igen?
Intelligent iscenesættelse
Begge spørgsmål besvarer Teatret Zeppelin med et rungende ja. Det er kun anden gang, denne anmelder besøger villaen på Vesterbro, hvor teatret holder til. Men begge gange har teatret overrasket med sin sceniske formåen.
Her er ingen mindreværdskomplekser. Nærmest tværtimod. Skal der være en drejescene, som der var i “Mælkebøttereglementet” sidste efterår, ja, så laver de da bare en drejescene. I denne opsætning af “Mio, min Mio” er det dukkedesigner Lauréline Gormsen Démonet, der overpræsterer med sin hvide hest og sin gamle og krogede Eno. Smukt arbejde.
Aleksandra Laura Lewon har designet en scenografi, der både er simpel i sit udtryk og særdeles anvendelig. Den høje mur med et cirkelrundt hul i er stiliseret og giver forestilling grafiske kvaliteter, men den kan også bruges aktivt i fortællingen som væggen i et fængsel, hvor vi kan se ridder Katos vagter patruljere forbi uden for døren.
Dertil kommer Amanda Linnea Ginmans intelligente brug af virkemidler i iscenesættelsen, som umiddelbart kan virke teatralske, men som i praksis er enormt overbevisende.
Da Mio og vennen Jum-Jum kigger på de syngende stjerner, ser vi store teaterlamper, der blinker langsomt i baggrunden. Vi har ikke brug for et hav af små dioder for at kunne se stjerner, når en håndfuld glødepærer kan vise os det samme og endda endnu smukkere. Og Martin Danielsen Barnung bliver ved med at imponere med sit lysdesign, der både gør græsset grønt, grotten dunkel og den dybe brønd glinsende.
Vi skal have fut under fantasien, når vi ser “Mio, min Mio”. Og hvorfor skulle vi ikke også det, når forestillingen netop er en hyldest til fantasien, der redder vores hovedperson fra en virkelighed, som ikke er til at holde ud?
Modig og rædselsslagen
I rollen som Mio ser vi Patrick A. Hansen, der blev uddannet ved Den Danske Scenekunstskole Aarhus denne sommer, og han spiller over for Anton Hjort Nielsen, der er studerende på den private skuespilleruddannelse Ophelia. De udgør tilsammen et særdeles sympatisk makkerpar, hvor vi først og fremmest tror på deres nære og tillidsfulde venskab.
Patrick A. Hansen har allerede som elev imponeret flere gange – senest i afgangsforestillingen “Alt er umuligt“, der blev skabt som en onlineforestilling. Han kan kombinere både det introverte og det ekspressive i drengen Bo, så vi tror på, at han kan være lidt af en mundfuld for en voksen, men samtidig også er en helt igennem god dreng. Som Mio i det store opgør med ridder Kato er han modig og rædselsslagen på samme tid.
I en række af forestillingens bifigurer er Laura Skjoldborg og Mie Brandt ikke mindre velegnede. Dertil kommer Nis Bank-Mikkelsens vidunderlige stemme, der passer perfekt til Mios far, kongen, som vi aldrig møder, men kun hører over højtaleren.
Dramatiseringen er blevet skåret lige vel skarpt et par steder. Særligt i begyndelsen, hvor det hele synes at blive skubbet i gang i en vældig fart, og igen i slutningen, hvor opgøret med Kato også bliver noget forhastet. Her kunne vi godt have ønsket lidt mere omsorg for den fortælleoplevelse, vi skal have med os.
Ikke desto mindre er Teatret Zeppelins “Mio, min Mio” en fremragende børneforestilling. Amanda Linnea Ginmans iscenesættelse samler forestillingen i et klart formsprog, hvor skuespilpræstationer, æstetiske valg og brugen af teatralske virkemidler sidder lige i skabet. Intet mindre.
Forestillingen spiller i København til den 14. november 2020.
Efter roman af: Astrid Lindgren | Dramatisering og bearbejdelse: Amanda Linnea Ginman og Mie Brandt efter Staffan Götestams bearbejdelse | Iscenesættelse: Amanda Linnea Ginman | Medvirkende: Laura Skjoldborg, Patrick A. Hansen, Anton Hjort Nielsen og Mie Brandt | Stemme: Nis Bank-Mikkelsen | Scenografi: Aleksandra Lewon | Dukkedesign: Lauréline Gormsen Démonet | Lysdesign: Martin Danielsen Barnung | Lyddesign: Rasmus Christner Månsson | Kostumier og parykmager: Camilla Lind | Produceret af: Teatret Zeppelin
Del med dit netværk
