En lidt for mandet “My Fair Lady” er fryd for ører og øjne
De knap tre timer går hurtigt i Det Ny Teaters smukke og vellydende opsætning af “My Fair Lady”, men tyngden i Elizas ikoniske kvinderolle misser vi i farten.
★★★★☆☆
Det Ny Teater byder med “My Fair Lady” på endnu en musicalklassiker, hvor de støvede møbler, de traditionelle kukkassekulisser og de gamle kjolemoder trives i bedste velgående. Og efter deres fremragende opsætning af “The Sound of Music” for et år siden må man nok erkende, at den nærmest museale bevaring af de gamle musicaldyder faktisk klæder Det Ny Teater på Gammel Kongevej bedst.
Det er også tilfældet i “My Fair Lady”, hvor især scenograf Paul Farnsworth har kræset om de mondæne gemakker, som Henry Higgins lever og færdes i, og slummen omkring Covent Garden, hvor Eliza Doolittle kommer fra. Det hele er så gennemført engelsk i stil og udtryk, at man virkelig mærker Londons sjæl i kulisserne. Stadig gammeldags, ja, men helt i forlæggets ånd.
Vi er i begyndelsen af 1900-tallet, hvor den blomstersælgende arbejderklassepige Eliza Doolittle møder sprogprofessoren Henry Higgins. Han vædder med sin sprogkyndige bekendte på, at han kunne lære hende at tale så perfekt engelsk, at man ville tro, hun var adelig. Det er først et tankeeksperiment imellem de to mænd, men Eliza griber chancen og lader sig omdanne fra “en rendestenstøs” til “en fager lady”, som Henry formulerer det.
Eliza Doolittle spilles rapt og bryskt af Sofie Topp Christensen, og Henry Higgins spilles brutalt og stædigt af Peter Plaugborg. Deres begges høje energi skaber en usynlig men mærkbar forbindelse imellem dem, så de ikke bare bliver to modsætninger i konstant konflikt. Der er noget på spil. Og især Plaugborgs vekslen imellem statelig og barnlig fortæller historien om Higgins’ tragedie.
Tommy Kenter spiller Elizas far, Alfred P. Doolittle, der bruger alle sine penge – måske mest Elizas penge – på værtshus med sine to lige så drikfældige sønner. Og Kenter forstår virkelig at formidle Alfred-rollen, der foruden at være en drukkenbolt faktisk har væsentlige samfundskommentarer og en konkret kritik af kapitalismen. Og de skønne sange om “Med lidt lykke og lidt held” (“With a Little Bit of Luck”) og “Alfred skal giftes” (“Get Me to the Church on Time”) leverer han jazzet og poetisk.
Men “My Fair Lady” burde handle om Eliza, der trodser den dominerende Higgins og insisterer på sin selvstændighed. Og instruktør Martin Lyngbo har da også givet hende en slutning, hvor hun umiddelbart ligner vinderen.
Desværre bærer vejen hen til denne slutning dog præg af, at Elizas historie ikke er forstået. Vi ser ikke skyggen af hendes modstand i forestillingens første del. Vi fornemmer ikke de reelle følelser, der opstår imellem hende og Higgins, ligesom forbindelsen til hendes fortid i Covent Garden også synes overfladisk. Og dermed forstår vi heller ikke dybden af det valg, som hun virkeligheden træffer til sidst.
Og de tre roller omkring hende, der understøtter Elizas dramaturgi, nemlig den mere menneskelige del af væddemålet, oberst Pickering (Kim Hammelsvang), Elizas bejler Freddy Eynsford-Hill (Sebastian Harris) og Mrs. Higgins (Susse Wold), bliver heller ikke udnyttet optimalt i iscenesættelsen. Og jo mere vi nærmer os slutningen, des mindre synes scenerne at give mening i forhold til den ikoniske slutscene.
Paradoksalt nok bliver Eliza-karakteren dermed blot en birolle i denne lidt for mandede musicalproduktion, men ikke til den hovedkarakter, som hun burde være. Kvindesagen er aflyst. Heldigvis er der så meget andet at glæde sig over i “My Fair Lady”, og de knap tre timer i salen går hurtigt i selskab med det skønne hold på scenen, de flotte kostumer og scenografier og de mange gode og velkendte sange.
Forestillingen spiller på Det Ny Teater i København til den 26. april 2026.
Musik: Frederick Loewe | Manuskript og sangtekster: Alan Jay Lerner | Efter skuespil af: George Bernard Shaw | Oversættelse: Holger Bech og Karen Hoffmann | Kapelmester: Per Engström | Iscenesættelse: Martin Lyngbo | Medvirkende: Sofie Topp Christensen, Peter Plaugborg, Kim Hammelsvang, Tommy Kenter, Susse Wold, Sebastian Harris, Hanne Uldal, Søren Bech-Madsen, Mette Ladekarl m.fl. | Scenografi og kostumedesign: Paul Farnsworth | Koreografi: James Leece | Lysdesign: Malthe Haugaard | Produceret af: Det Ny Teater
