Det Kongelige Kapel og de medvirkende gør dette års nytårskoncert i Operaen til en festlig, underholdende og musikalsk begavet oplevelse at runde 2025 af med.
★★★★★☆
Det er traditionernes tid, og for nogle er den årlige nytårskoncert en fast del af nytårsfejringen. Her byder Det Kongelige Kapel på et musikalsk program af nye og gamle klassikere, og orkestret ledsages af operasangere, solister og en vært til at binde aftenen sammen.
Temaet for dette års nytårskoncerter er “Let’s dance”, der bliver som en paraply over det festlige program, der er sammensat af dirigent Hendrik Vestmann. Fra “De syv slørs dans” fra operaen “Salome” af Richard Strauss til Irving Berlins “Anything you can do, I can do better” fra musicalen “Annie Get your Gun”.
Musikalsk
I modsætning til sidste år, hvor programsammensætningen svævede lidt udefinerbart imellem nytårsfest og reklamesøjle for den kommende sæsons forestillinger på teatret, så er dette års program mere tydelig i sin intention. Det Kongelige Kapel vil spille med musklerne.
Under ledelse af Hendrik Vestmann bevæger orkestret sig gnidningsløst imellem genrerne – fra swing til romance – og nærmest triumferer i både de dundrende temaer i Sergej Prokofievs “Riddernes dans” fra balletten “Romeo og Julie” og det nænsomme udtryk i “Méditation” fra Jules Massenets opera “Thaïs”.
Klovneri
Dette år er Caspar Phillipson vært, og vi ser ham første gang i skikkelse af den selvtilfredse klarinetsnob Simon, som Phillipson spiller i DR-serien “Orkestret”. Ikke alle fatter referencen, men komikken er tydelig, og sketchen bliver et passende anslag til en koncert, der også har i sinde at underholde.
Soloviolinist Mikkel Futtrup bliver afgørende for komikken, når han i samspil med Caspar Phillipson og Hendrik Vestmann giver den som tavs klovn. Charmerende. Uhøjtideligt. Og så: Ja, så spiller han Massenets “Méditation” så yndefyldt, at man kunne tude over den, hvorefter han brillerer med Vittorio Montis “Czardas” – stadig med humor – så man skiftevis måber og griner.
Sangere
Sopran Juliana Zara og tenor Jacob Skov Andersen står for sangene, og her er der heller ingen tvivl om meritterne. Særligt overvældende er Juliana Zara i sin musikalsk skizofrene “The Girl in 14G” af Jeanine Tesori, der kombinerer musical-tone med jazz og opera, mens Jacob Skov Andersen pryder med sin fyldige, lyriske stemme især i “Dein ist mein ganzes Herz” fra operetten “Smilets land” af Franz Lehár.
Dette års Nytårskoncert i Operaen lykkes især, fordi den tager den musikken alvorligt uden at tage den højtideligt. Der er flere underholdende overraskelser undervejs, og der er nok at grine ad. Men det er den musikalske overlegenhed i Det Kongelige Kapel, der gør denne nytårstradition værd at holde fast i.
Nytårskoncerterne spiller kun den 30. og 31. december. Læs mere på kglteater.dk.
Dirigent: Hendrik Vestmann | Medvirkende: Caspar Phillipson, Mikkel Futtrup, Juliana Zara, Jacob Skov Andersen og Det Kongelige Kapel | Produceret af: Det Kongelige Teater



