En venlig teaterversion
Teater Next byder med sceneversionen af “Peter Kanin” på en smuk og vellydende børneforestilling med enkelte mangler under overfladen.
Det relativt nyetablerede Teater Next, som Christian Bergman startede op i 2017, har allerede fået sammensat et imponerende repertoire af turnéforestillinger. Og udvalget af kendte figurer og titler fra bøgernes verden spænder helt fra “Cirkeline” til “Den Lille Prins”, hvilket altså synes at være teatrets raison d’etre; at skabe teaterversioner af populære børnebøger.
Det er også tilfældet med “Peter Kanin” af Beatrix Potter, som nu er tilføjet repertoiret med tekstbearbejdelse af Christian Bergman og iscenesættelse af Bo Skødebjerg.
Peter Kanin er den ældste i en søskendeflok på fire, der bor sammen med deres mor. Han har sat sig for at sætte tænderne i de mange gulerødder, der findes i hr. Suhrs køkkenhave, selvom hans mor har sagt nej. Da han er alene hjemme med sine søskende, mens hans mor er ude at finde bær, smutter han på eventyr.
Og han har travlt. Så han har ikke tid til at hjælpe hverken uglen eller egernet, som han møder på vejen. Men efter han har fået sine gulerødder, som den aldeles venligsindede hr. Suhr giver ham af ren og skær omsorg, synes han at have lært en lektie. Og han hjælper nu godvilligt sine venner på vejen hjem og deler også med glæde maden med sine søskende.
Pludselig erkendelse
Vi får altså fortalt en historie om, at det godt kan betale sig at hjælpe hinanden, hvilket må siges at være en vigtig læring – særligt for de ældste i målgruppen. Peter Kanin fremstår ellers som en relativt behovsstyret hovedkarakter, der kommer lidt tilfældigt men heldigt frem til denne læring.
Det skyldes måske, at man har taget en del af uhyggen ud af historien i teaterversionen. Her er hr. Suhr en venlig mand, men i Beatrix Potters forlæg er han en evig trussel og den direkte årsag til, at Peter ikke længere har en far. Og ræven, der også er en gennemgående karakter, er en naturlig fjende til Peter, men i teaterversionen hjælper de godvilligt hinanden.
Derfor ender Peter med at nå relativt uprovokeret frem til sin erkendelse, og hans pludselige hjælpsomhedsynes temmelig umotiveret. Her savner vi eventyrets reelle prøvelser og overvindelser – samt en konkret og mærkbar forandring i Peters karakter.
Pænt pakket ind
Ser vi bort fra det, så har Teater Next altså skabt en sød og hyggelig lille forestilling. Og den er ikke mindst pakket rigtig fint ind.
Med musik af Christian Dahlberg får forestillingen en række velkomponerede sange, der har decideret musical-karakter, og de to medvirkende, Sara Line Møller Olsen og Christian Bergman, har gode stemmer og kan fint matche det lidt storladne udtryk.
Kirsten Brink har skabt en virkelig smuk scenografi med træstamme, græs og blomster, og det får alt sammen et udtryk, der giver associationer til illustrationer i en børnebog. Og Paul Arne Kring står bag de meget vellignende og livagtige dukker.
Dermed får “Peter Kanin” et yderst professionelt udtryk, der er fint poleret på overfladen. Og det dækker nogenlunde over manglerne i manuskriptet og de tvivlsomme dukkeførerkundskaber, som måske ikke bemærkes af børnene i målgruppen, men som slet ikke matcher, hvad der ellers findes af kompetencer i dansk børne- og ungdomsteater.
Efter bog af: Beatrix Potter | Dramatisering: Christian Bergman | Iscenesættelse: Bo Skødebjerg | Musik: Christian Dahlberg | Sangtekster: Christian Dahlberg og Christian Bergman | Medvirkende: Sara Line Møller Olsen og Christian Bergman | Scenografi: Kirsten Brink | Dukkemager: Paul Arne Kring | Lysdesign: Anders Leth | Produceret af: Teater Next
Del med dit netværk
