Den store Peter Freuchen fra Falster
Teatret Maskens “Petersuaq” er en velspillet teaterbiografi om bysbarnet Peter Freuchen, der dog bliver lidt mere kronologisk end dramatisk.
Den i mere end én forstand store Peter Freuchen, på grønlandsk kaldet Petersuaq, er født i Nykøbing Falster. Og det er dette bemærkelsesværdige bysbarn, som Teatret Masken nu portrætterer i den biografiske forestilling “Petersuaq”.
Peter Freuchen var stor i størrelsen, men også stor i slaget. Som vi hører i begyndelsen af forestillingen, så er han vokset op i et hjem under mottoet, at “sandheden ikke skal stå i vejen for en god historie”. Efter hans polarekspeditioner skortede det heller ikke på dramatiske fortællinger om, hvordan han hakkede sig igennem isen med en syl, der var formet af hans egen frosne afføring, eller hvordan han måtte redde sig fra at dø af koldbrand ved selv at bide sine rådnende tæer af.
Virkeligheden er nok mindre kulørt, men det er ikke desto mindre svært at komme uden om Peter Freuchen, der sammen med Knud Rasmussen spillede en afgørende rolle i forhold til Uummannaq, også kaldet Thule, i det nordvestlige Grønland. Han endte i celebre omgivelser i USA med sin sidste hustru, modetegner Dagmar Cohn, og blev fotograferet til Vogue. Han skrev manuskript og spillede med i en Oscar-vindende film, og han diskuterede det kommende Thule Air Base med den amerikanske præsident Hoover.
Der kan i det hele taget trækkes mange enestående øjeblikke ud af Peter Freuchens liv, hvilket dramatiker Anna Panduro også har gjort til forestillingen “Petersuaq” på Teatret Masken. Og vi sidder måbende og lytter til det. For sådan en livshistorie støder man sjældent på.
Desværre bliver drivkraften i forestillingen kronologien, hvor vi begynder ved fødslen og slutter med, at hans aske spredes i Thule, hvilket gør fortællingen meget opremsende og giver en for statisk rytme til forestillingen. Ikke mindst fordi, der er meget at nå, så vi løber også lidt hurtigt hen over nogle nedslag, fordi vi skal videre til det næste. For eksempel da hans første hustru, grønlandske Navarana, dør af den spanske syge, får skuespilleren ikke engang tørret tårerne væk fra øjnene, før han ankommer til sin næste ekspedition – nu i canadisk Arktis.
Man skal ikke lade sandheden stå i vejen for en god historie. Og det er sandt nok. I hvert fald bliver “Petersuaq” for faktisk til rigtig at fænge os dramatisk. Vi får anstrøg af det, når Freuchen sidder indelukket i flere måneders polarnat på sin lille vejrstation og varmer sig ved et stearinlys. Her mærker vi kulden bide og det uendelige mørke omslutte os. Men ups, så gik der et halvt år, og vi skal videre. Hvis forestillingen var drevet af drama, ville vi dvæle ved de scener, der betød noget, og lade kronologien være op til historikerne at beskrive.
Når det er sagt, så er Anna Panduros en virkelig dygtig gennemgang af Freuchens liv og legende, som bliver fortalt levende og skarpt, så vi får det hele med. Det er svært at påstå, at man ikke blevet en hel del klogere på både Freuchen, polarforskning og grønlandsk kultur af at have set “Petersuaq”, hvilket absolut også er værdifuldt.
I det hele taget har forestillingen mange kvaliteter. Peter Freuchen spilles af Mikkel Reenberg, der får både den store og brutale polarbjørn og den følsomme, drømmende dreng fra Falster til at mødes inden i Freuchen. Og Christina Bech spiller de øvrige roller, hvor hun veksler flot imellem Freuchens hustruer igennem tiden; den stille Navarana, den nervøse Magdalene og den stilede Dagmar.
Gøje Rostrup står bag scenografien og kostumerne, der får virkelig meget ud af ganske lidt. En hat her og en krave der, og så er Christina Bechs mange karakterskift tydelige. Særligt bemærker vi polarforskernes superstjerne Knud Rasmussen, som vi møder iklædt glimmeranorak og solbriller, hvilket uden ord beskriver hans status som A-kendis i disse kredse.
Scenografien består af tre rullende stativer med store stofstykker på, og de kan så med lethed skabe stævnen på et skib, et majestætisk isbjerg og et vidtrækkende snelandskab. Og med nogle vindmaskiner rundt om scenen bliver det nemt at starte en snestorm. Og disse virkemidler og abstraktioner har instruktør Mette Ovesen altså også udnyttet optimalt i sin iscenesættelse.
Alt i alt er “Petersuaq” en aldeles vellykket teaterbiografi, der sætter fokus på en lokal helt, som man ellers nemt kan overse i stjernestøvet efter personager som Roald Amundsen og Knud Rasmussen. Blev det til en forestilling om mod og fantasi, som Teatret Masken ellers havde beskrevet i sin programtekst? Det er ikke denne anmelders indtryk. Men Peter Freuchen var uden tvivl både modig og fantasifuld, og mon ikke han nu får nogle nye fans blandt Lollands og Falsters børn?
Idé: Hannah Karina Mikkelsen | Dramatiker: Anna Panduro | Instruktør: Mette Ovesen | Scenograf og kostumedesigner: Gøje Rostrup | Medvirkende: Christina Bech og Mikkel Reenberg | Komponist og lyddesigner: Rasmus Christensen | Lyddesigner: Kenneth Thordal | Lysdesigner: Per Aagaard | Produceret af: Teatret Masken
Del med dit netværk
