“Renæssance” – et ensemble at læne sig ind i
Kamilla Wargo Brekling har måske lavet endnu en forestilling, der kan holde sig i årtier, med ensembleværket “Renæssance”, der ærligt og ægte hylder modenheden.
★★★★★★
Renæssance betyder genfødsel. Det hentyder blandt andet til genopdagelse og revitalisering af de klassiske kunster, viden og dyder; at finde det nye i det gamle. Og det er dét ord, man har sat som titlen til Nørrebro Teaters hyldestforestilling til de modne kvinder.
Et ensemble af 10 kvindelige skuespillere på omkring 70 år udgør tilsammen den centrale hovedrolle i “Renæssance”. Som en mosaik af scener fortæller de stolt og humoristisk om at være ældre, om at forholde sig til døden, om kroppen og hukommelsen, om erfaring og indsigt, om minder og vaner. Her er alder ikke bare et tal, nej, alder er et adelsmærke.
Men den sørgelige sandhed bag forestillingen, selvom den ikke nævnes i programteksten, er også, at ældre kvindelige skuespillere er en sjældenhed på danske teaterscener. De 10 skuespillerinder står på scenen, fordi de kan, og fordi de vil, siger de i forestillingen. De drømmer ikke om pension, men tværtimod om at blive taget i betragtning. Dét er branchevinklen på forestillingen, og den bliver et vigtigt statement at få med.
Som 37-årig er jeg selv nu omtrent halvt så gammel som nogle af dem på scenen. I den forstand er jeg kun en junior, selvom jeg efterhånden synes, at skellet imellem mig og ungdommen er større, end skellet imellem mig og alderdommen. Men hvad vi “unge” kan lære af de “gamle” kommer hurtigt til at stå lysende klart i “Renæssance”.
Her er kvinderne ikke ofre for deres inkontinens og svigtende hukommelse, men stolte bærere af deres levede livs kroppe. Altså sådan ser det i hvert fald ud, og det virker lindrende for en knøs som mig, der stadig er i færd med at ryste de sidste rester af ungdommens udødelighed af mig.
Der strømmer en ægthed fra scenen, når de 10 skuespillere beretter om mødre, døtre og ægtefæller, om at dele ud af sit ophobede habengut og at prakke den næste generation sit eget arvesølv på. Og stemmernes modenhed kan høres, når de synger de til forestillingen komponerede sange af Alberte Winding og Andreas Fuglebæk. Og scenograf Karin Gille har givet dem et rynket bagtæppe, som understreger patinaen og den upolerede natur, som dybest set er forestillingens omdrejningspunkt.
Alderdommen bliver faktisk genfødt i “Renæssance”, og så er det om at gribe muligheden for at “læne os ind i” denne generation, som vi opfordres til i forestillingen.
De medvirkende bliver på en måde til 10 solister, når forestillingen snor sig igennem sine små, afrundede scener. Og det er 10 absolut gedigne solistoptrædender. Og man kan ikke fremhæve nogen, uden at det lugter lidt af name-dropping, for det er en ren stjerneparade, vi ser på scenen. 10 legender på rad. Alligevel er der ikke noget mere rammende udtryk end en “ensemblepræstation” at sætte på forestillingen, hvis succes i enhver henseende er kollektivets fortjeneste.
Det er instruktør Kamilla Wargo Brekling, der har iscenesat forestillingen, som på mange måder bliver som en grundig udforskning – en grundforskning – i emnet, som vi mærker en iboende nødvendighed for. Denne forestilling kunne ikke ikke-eksistere.
Og med fare for at reducere Kamilla Wargo Brekling til blot ét værk på hendes CV, så tåler “Renæssance” bedst sammenligning med hendes storhittende “Kvinde kend din krop” på Mungo Park, som nu spiller på 15. år af ren og skær nødvendighed og evig relevans. Den samme skæbne kan man kun ønske sig for “Renæssance” – Nørrebro Teater kan roligt begynde at planlægge genopsætninger – for vi bliver ikke færdige med den på én sæson.
Forestillingen spiller i København til den 21. marts 2026. Læs mere på nbt.dk.
Tekst og iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling | Co-iscenesætter, koreograf og dramaturg: Karina Dichov Lund | Musik og sangtekster: Alberte Winding og Andreas Fuglebæk | Medvirkende: Jannie Faurschou, Hanne Hedelund, Ulla Henningsen, Ann hjort, Marianne Mortensen, Kirsten Olesen, Sonja Oppenhagen, Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum og Rikke Wölck | Musiker og lyddesigner: Alice Carreri | Scenografi: Karin Gille | Lysdesign: Mia J. Willett | Produceret af: Nørrebro Teater
