En lille, nuttet, lyserød baby
Hvad sker der med kærligheden, når ens forældre skal have en ny baby? Udtryksfulde dukker gør forestillingen ‘Søndag’ til en følsom og varm forestilling, som knuger i maven på publikum.
Forestillingen ‘Søndag’ er en dramatisering efter Kim Fupz Aakesons bog af samme titel. Den handler om Torsten, som skal have en lillebror eller lillesøster. Hans dårligste ven, Willy, overbeviser ham om, at der ikke længere er kærlighed tilbage til ham, når hans forældre får en ny baby.
Historien strækker sig over en uge, hvor Torstens tvivl på sine forældres kærlighed til ham vokser og vokser. Willy har svar på alle Torstens spørgsmål, som gør ham sikker i sin sag: Når den lille ny kommer, er det ude med ham!
Pop-up-scenografi
Forestillingen udspiller sig på en lille scene med en bagvæg, som giver mulighed for nogle simple projektioner. På scenen står et spisebord, hvor bordpladen kan slås op og dermed danne endnu en scene til mindre dukker med bagvæg og projektioner.
På et tidspunkt kommer der en pizzabakke på bordet. Låget af pizzabakken danner bagvæg, og endnu en gang dannes der en lille scene inden i scenografien. Det er opfindsomt og funktionelt – og særdeles velfungerende. Og det skærper uundgåeligt vores opmærksomhed til fortællingen.
Så sagte, så sagte
En særlig vinkel i forestillingens iscenesættelse er, at alting er meget stille. Dirck Backer, som bl.a. spiller Torstens far, er afdæmpet og rolig i sine replikker. Forestillingens lyde er begrænset – og de lyde, der er, er ligeledes dæmpede.
Også her får vi oplevelsen af at blive suget ind i fortællingen og lade den opsluge os. Børnene lytter, og det samme gør de voksne.
Desuden har det naturligt nok den effekt, at når Torsten og Willy står ved en befærdet vej med deres løbehjul, virker motorstøjen meget voldsom, uden at vi behøver at få revet trommehinderne i stykker.
Dukkemagi
Endnu mere velfungerende er dukkerne og ikke mindst dukkeføringen af Tea Rønne og Dirck Backer. Dukkernes design er så præcist, at vi ikke behøver yderligere præsentation af den følsomme Torsten og den frembrusende Willy.
Deres bevægelser, i særdeleshed Torstens, er så detaljerige, at vi ikke er i tvivl om, hvad de føler og tænker. Og Torstens tiltagende tvivl vokser som en knugende knude i maven på publikum. Hold da op, hvor får vi ondt af Torsten.
Det samme gælder dramatiseringen af forestillingen. I begyndelsen af forestillingen kysser forældrene, der også spilles af Tea Rønne og Dirck Backer, Torsten godnat. Men en efterfølgende nat glemmer mor at kysse Torsten godnat. Og det gør fysisk ondt på os, da Torsten spørger ud i mørket fra sin seng: ”Mor?”
Kærlighed nok til alle
‘Søndag’ er en varm og hjertelig forestilling, som på pædagogisk vis fortæller historien om den oplevelse, som mange førstefødte oplever, når de skal bevæge sig ind i deres nye liv som storebror eller storesøster.
Med præcis fortælleteknik, koncis iscenesættelse og detaljerigt dukkearbejde bliver ‘Søndag’ ikke blot en relevant forestilling for børn i Torstens situation, men også en rørende forestilling for de følsomme voksne.
Og hvem kan egentlig vide sig sikker på kærligheden? I ‘Søndag’ lærer vi, at kærligheden er der hele tiden. Ligesom med Torstens yndlingsbamse, der blev glemt for en tid, da han fik nye legesager. Men pludselig en dag finder han bamsen igen, og så er det tydeligt, at kærligheden til bamsen er lige så stor, som den hele tiden har været – også da den kunne synes glemt.
Torstens farmor siger, at når der fødes en ny, bliver der bare endnu mere kærlighed. Kærligheden skal ikke deles med nogen. Og pludselig bliver det søndag, det dufter af morgenmad fra køkkenet, og man putter imellem mor og far, til man vågner. Og Willy? Ja, han er måske heller ikke den dårligste ven, man kunne få.
Efter historie af: Kim Fupz Aakeson | Instruktør: Maria Myrgård | Medvirkende: Tea Rønne og Dirck Backer | Scenografi: Rebekka Bentzen | Dukker: Katrine Karlsen | Lys og teknik: Peter Rasmussen
Del med dit netværk
