Hvis ungdommen var et gameshow på tv

Hvid Støj behandler med den konceptstærke forestilling “Spil død vol. 13+” begreberne frygt og angst hos unge – både araknofobi og frygten for at være forkert.

Vi har tre overlevelsesstrategier eller forsvarsreaktioner, når vi oplever angst, nemlig flugt, angreb eller passivitet – dvs. at spille død. Hvid Støj Sceneproduktion præsenterer med ‘Spil død vol. 13+’ en konceptforestilling, hvor frygt og angst er omdrejningspunktet for et gameshow, de kalder ‘game of life – teen version’.

I dette gameshow møder vi to deltagere, der skal dyste om at komme igennem ungdommen uden for meget angst. Og det begynder ikke for let, for først skal man vælge sin type, og man har ikke ret meget tid, det er en stresset situation, og værten understreger igen og igen, at man kun kan vælge én gang.

Så hvad skal man vælge? Sporty, klassens klovn eller 12-talspige? Der er så mange muligheder for at træde ved siden af, og i virkeligheden vil man gerne bare være, ligesom de andre. Og måske kan vi kun vælge forkert, når vi selv skal vælge. I hvert fald kommer ingen af vores deltagere rigtigt godt fra start, fordi de begge vinder en angst, som de skal have med sig igennem spillet.

Nu træder de som spillebrikker hen over scenegulvet, som udgør selve spillepladen. Rammer de et lyseblåt felt, kommer der en opgave. Her ser vi dem agere i frikvarteret i skolegården eller til en fest. Og inden i dem galoperer tankerne, præstationsangsten, pinligheden og alle mulige og umulige følelser afsted. Det er ikke nemt, at være ung i dag.

Drengen, der glemte at kede sig

Spiluniverset er gennemført designet – både i form af spillepladen på scenegulvet og videosiden, der projiceres på lærredet. Måske ville nogle kunne se, at Hvid Støj ikke har samme budget til grafisk design, som Fredericia Teater, men det er kun en ramme og påvirker derfor ikke forestillingens udtryk synderligt.

Det er danser Kasper Daugaard og skuespiller Mette Gadeberg Gregersen, som spiller rollerne – både som game masters, forskellige unge mennesker med hver sin frygt, samt hovedpersonerne i showet. De hopper med lethed rundt imellem karaktererne, og de karikerer dem tilpas meget, så de unge blandt publikum ikke føler sig udstillet, men dog stadig kan genkende sig selv.

Og gudhjælpemig om der ikke kommer en decideret ballet til klassisk musik ind i forestillingen, og de unge publikummer glemmer helt at synes, at klassisk musik og ballet jo er sådan noget kedeligt noget. En knøs, der befandt sig lige midt i målgruppen, havde ellers siddet og gabt lidt undervejs – vistnok bare af det, som denne anmelders forældre ofte har kaldt ungdomssløvsind (ikke sygdommen Dementia Præcox). Men han gabte ikke under balletten, for han var for opslugt.

Og den er værd at opsluges af. Nuvel, det er ingen kongelig ballet, men det er en koreografi, der udfordrer begge de medvirkende, men som ikke overgår deres evner. Og skuespiller Mette Gadeberg Gregersen kommer næsten lige så perfekt rundt på tåspidserne, som danseren Kasper Daugaard gør det. Det er smukt at se på, og det passer forbløffende godt i forestillingen.

Huk en hæl og op på tå!

Rundt om scenen sidder vi på taburetter i fire forskellige farver, matchende en brik på spillepladen. Før forestillingen gik i gang, skrev vi vores største frygt på en seddel, som endte i en krukke på scenen. Alt dette bliver kun brugt i en kort scene, hvor vi leger Gæt & grimasser, og hvor rød og blå er det ene hold, mens gul og grøn er det andet hold.

Den scene bidrager ikke i sig selv med noget til forestillingen, og det har heller ingen betydning for forestillingen, at det er vores personlige sedler, de mimer. Desuden er det ikke nødvendigt med fire farver, når vi alligevel deles i to hold, og de medvirkende bruger også kun to farver i selve forestillingen. Det er klart, at de fire brik-farver skal give associationer til Ludo og lignende, men det er super unødvendigt. Og hele scenen er så overflødig, at man nemt kunne have droppet den helt.

Og forestillingen bliver også en smule lang i spyttet, og derfor kunne en let beskæring ikke gøre noget. Men på den anden side er forestillingen så velkomponeret, hvor pointer og karakterer løbende vender tilbage igennem forestillingen, og det ville være synd at undvære. Der kan derfor kun snittes små udvækster fra, som ikke bærer selve konceptet eller forestillingens andre fine kvaliteter.

For forestillingen er fuld af kvaliteter, og det er kun små justeringer, man kunne ønske sig. Forestillingen behandler sit emne direkte og tilgængeligt, og den eksperimenterer samtidigt med sin form – og lykkes med det. ‘Spil død vol. 13+’ er gennemtænkt fra konceptniveau til replikniveau, og de medvirkende balancerer i mere end én forstand Sur les Pointesigennem forestillingen.

Idé, koncept og iscenesættelse: Charlotte Ladefoged | Manuskript: Simone Isabel Nørgaard og Charlotte Ladefoged | Medvirkende: Kasper Daugaard og Mette Gadeberg Gregersen | Visuelt design: Morten Ladefoged | Videodesign: Jens Mønsted | Komponist: Marcus Aurelius Hjelmborg | Kostumer: Bodil Buonaventzen | Produceret af: Hvid Støj

Del med dit netværk