ANMELDELSE: Under huden, Mærkværk

Mærkværk udfordrer tabu om døden

Med forestillingen “Under huden” sætter ord på døden og måden, hvorpå sorgen påvirker både de efterladte og de efterladtes venner.

“Jeg hedder Freja, og min mor, hun er …”

De tre medvirkende har ens trøjer på, som illustrerer, at de alle tre spiller Freja. Side om side står de med front mod publikum. De forsøger at færdiggøre sætningen, men ordet nægter at blive udtalt.

De forsøger igen, og denne gang bruger de andre midler at udtrykke sig med. Den ene stryger en tændstik og puster derpå flammen ud. Den anden tager et stykke papir og river det over på midten. Den tredje tager en håndfuld sand op af lommen og lader det løbe langsomt ud af hånden.

Frejas mor er død. Og netop dét at få ordet “død” over sine læber, er hvad Mærkværks ungdomsforestilling “Under huden” tager fat på.

Genistregen i Julie Petrine Glargaards manuskript er, at hun sætter Freja i baggrunden for fortællingen og fokuserer i stedet på hendes tre venner, Alberte (), Nikoline () og Jon (). På den måde kommer forestillingen ikke til at handle om at miste, men om at forholde sig til døden – både som efterladt og som ven til en efterladt.

Freja bliver dog særligt i slutningen af forestillingen mere nærværende i fortællingen, da de tre venner et år efter dødsfaldet indser, at det vigtigste er ikke at lade sin veninde være alene med sorgen.

Som ringe i vandet

Der er tale om en særdeles intens forestilling, som fra første øjeblik griber publikum. Ikke fordi det er specielt spændingsfyldt, men fordi det er et væsentligt og interessant emne, som vi straks mærker et grundlæggende behov for at få sat ord på.

På den måde er Mærkværks konstatering af, at døden er et tabu i vores samfund og kultur, en helt rigtig iagttagelse og dermed også et vigtigt omdrejningspunkt for en seriøs ungdomsforestilling.

Og de tre medvirkende udfolder deres karakterer – både Freja, de tre venner og en håndfuld bifigurer – så vi på den ene side kan genkende os selv og vores egen omgangskreds i dem og på den anden side mærke en karaktermæssig dybde i dem. Selv Frejas fars nye kæreste, som kommer ind fra højre og pludselig agerer stedmor, lærer vi på få sekunder at kende og forstå.

I det hele taget gennemstrømmes forestillingen af sympati for karaktererne, og vi lærer hurtigt, at et dødsfald ikke blot påvirker de nærmeste, men også som ringe i vandet sender et væld af uhåndterbare følelser ud til dem, der er omkring de efterladte.

Lette scener som modvægt

Det kan lyde som en tung forestilling, men tværtimod har såvel som instruktør formået at skabe en let og humoristisk grundtone igennem hele forestillingen.

Det når desværre ikke hele tiden ud i skuespillernes karakteriseringer, der har tendens til at læne sig over imod de komplekse følelser. Men når de lettere scener også bliver dyrket af de medvirkende, så skaber det en interessant modvægt til forestillingens følelsesladede tema.

Tydeligst bliver det, da der er gået en rum tid efter dødsfaldet, og de tre venner sidder og taler om, at Freja efterhånden burde være kommet videre. Det ligner begyndelsen på en lektion efter et frikvarter, hvor de møder ind i klasselokalet. Jon klarer lige lidt næseblod i farten med et stykke toiletpapir, og der er i det hele taget et højt tempo i karaktererne.

Det bliver ikke forestillingens mest bevægende scene, men det virker alligevel som om, at det er i denne scene, vi som publikum forstår forestillingens sprog allerbedst.

Ikke en tåreperser

Alt i alt er “Under huden” både en velskrevet og veliscenesat forestilling. Mona Møller Schmidts scenografi og Martin Danielsens lysdesign fungerer fortrinligt sammen, og de understøtter klart og tydeligt historiefortællingen.

De tre medvirkende imponerer hver især på scenen: som Jon, der i Frejas mor også har mistet en slags reservemor, som Alberte, som i stilhed savner sin storebror, der døde i en ulykke, og som Freja, da hun i slutningen af forestillingen fortæller om den nytårsaften, hvor hendes mor døde.

Der er nok af rørende øjeblikke, men der er på ingen måde tale om en tåreperser. Der er til gengæld tale om en ungdomsforestilling, der uden tøven tager fat på et alvorligt og besværligt emne, fordi det er væsentligt.


Tekst: | Iscenesættelse: Medvirkende: , og Scenografi: | Musik og lyddesign: | Lysdesign: Produceret af: i samarbejde med

Del med dit netværk

Støt mortenhede.dk

Hvis du sætter pris på mine anmeldelser og gerne vil støtte mit arbejde, så kan du overføre en donation via MobilePay. På forhånd tak for dit bidrag! ♡

Klik på knappen herover, eller indtast koden direkte i MobilePay-appen:
9610GW