90’er-musical er langtfra en hyldest til årtiets musik
Vi forventede en 90’er-musikfest, men “What Is Love” på Fredericia Musicalteater insisterer på at fortælle om, hvor hård musikbranchen er.
★★★☆☆☆
Det var ikke det kønneste årti, 1990’erne, med dets neonfarver, overpuffede dynejakker, Buffalo-sko og skibriller. Og musikalsk, tja, nok heller ikke ren og skær skønhed. Men det var et markant årti; især musikalsk med britpop, eurodance, hiphop og techno i svulstig forening. Og det er dét årti, som Fredericia Musicalteater nu hylder med musicalen “What Is Love”. Eller er det?
For selvom det på overfladen ligner en ren og skær 90’er-fest, så er det noget ganske andet, vi får. Dramatikeren bag manuskriptet, Magnus Iuel Berg, har skrevet musikhistorien om, så hele eurodance-bølgen startede i hovedpersonen Peters hjemmestudie, hvor de midt i et forsøg på at slippe fri af 80’ernes træge synth-ballader ved en fejl kom til at sætte tempoet op. Og boom, 80’erne blev til 90’erne!
Det er Peter, vi nu møder på en musikefterskole, hvor han 35 år efter det skelsættende årtis begyndelse er kommet forbi for at holde oplæg om sin egen musikalske rejse. Og han har taget en cd med. Og i det øjeblik, han sætter den i afspilleren, skylles vi tilbage i tiden, og årtiet folder sig ud for øjnene af os.
Det er et sublimt anslag til forestillingen, som virkelig er velfungerende og langt overstiger, hvad man kan forvente af en såkaldt jukebox musical med sange, der ikke har andet end et årti tilfælles.
Men efterhånden som Peter fører os igennem historien, mærker vi bagsiden af medaljen presse sig på. De glade 90’ere bliver overskygget af griske pladekontrakter, band-kærestefnidder, hit-søgende musikproducere, sexfikserede koreografier og ikke mindst den gamle sang om, hvor hårdt det er at være kendt.
Peter ser ikke tilbage på årtiet med glæde. Tværtimod ligner forestillingen det meste af vejen en tragedie. Manuskriptet laver dog et lille svirp med halen, da vi møder den nye generation af musikproducere – musikefterskoleeleverne – som står på skuldrene af fortidens musikgenrer. Den slutning indgyder en smule optimisme til sidst og binder på vellykket vis fortid og nutid sammen. Og det understøttes fremragende af et nyproduceret nummer af Chief 1, der forener 1990’ernes og 2020’ernes musikalske stilarter.
Men den altoverskyggende følelse, som vi forlader teatret med, og som også nærmest synes at være forestillingens hovedpointe, er, at 90’erne var et elendigt årti, som det kun er godt, at vi er kommet på lang afstand af. Og jeg tror ikke, at det er dét budskab, som de publikummere, der faktisk elsker Aqua, Dr. Alban og Take That, havde drømt om, da de løste billet til “What Is Love”.
Vi oplever musicalen i en kæmpekonstruktion af tre elevatorer på et dobbeltsidet podie, hvor publikum kan sidde på begge sider. Det er heller ikke det kønneste, man kan forestille sig, men Eilev Skinnarmo har tilsyneladende drømt sig tilbage til noget, der kunne ligne en arenakoncert i 90’erne. I hvert fald hænger udtrykket fint sammen med datidens idé om industriel minimalisme.
Instruktør Anna Schulin-Zeuthen har med god sans for både tempo, humor og showeffekter, kombineret med spændingsfyldte karakterfortællinger hos hovedrollerne, fået skabt en fin iscenesættelse af forestillingen. Der er dog visse centrale skuespilmæssige detaljer, som den lidt mindre gruppe publikummer på bagsiden af scenen går glip af. Og det er jo prisen for sådan en idé.
Som en integreret del af forestillingen har Schulin-Zeuthen inddraget videokameraprojektioner, hvor skuespillerne filmes i nærbilleder og vises på storskærm. Det er en sjov hilsen til 90’ernes postmoderne teater, hvor det virkemiddel blev overbrugt. Men ligesom tøjstilen er det måske heller ikke noget, vi går og savner i 2025. I hvert fald er det svært helt at finde meningen med podiescenografien og videoprojektionerne.
Til premieren mærker vi hos publikum, at de fleste er kommet for at klappe i takt til “Barbie Girl” og “We’re going to Ibiza”. Og nærmest ingen er kommet for at græde over en biografisk historie om en fiktiv musikproducer, der fortæller en lidelseshistorie om musikbranchen, som vi allerede kender til bevidstløshed.
Derfor benytter publikum hver en lejlighed til at at rejse sig op og feste med, når de medvirkende får lov at fyre den af til de kendte sange. Og når det sker, er det amazing. Helt igennem sublim er Mary Jean Moore især i nogle af de store vokalpræstationer, men de to mandlige hovedroller, Diluckshan Jeyaratnam og Vito Borggild Gram, leder os også med selvfølgelighed igennem lyden af 90’erne.
Peter Friis står bag de kreative koreografier, der naturligt nok dyrker datidens udtryk, hvilket han excellerer i her. Og netop dansene og danserne bliver fundamentet for at holde festen kørende, når energien skal samles op igen, hver gang en banger rammer anlægget. Men hvorfor musicalen insisterer på at fortælle lidelseshistorier hen over beatet, er svært at begribe.
Musicalen spiller på Fredericia Musicalteater til den 25. oktober 2025.
Musik og tekst: Diverse artister | Musikalsk ansvarlig: Kristoffer Nybye | Manuskript: Magnus Iuel Berg | Iscenesættelse: Anna Schulin-Zeuthen | Musikproduktion: Chief 1 | Vokalarrangementer: Morten Kjær | Medvirkende: Rasmus Fruergaard, Vito Borggild Gram, Mary Jean Moore, Diluckshan Jeyaratnam, Teit Samsø, Patrick Terndrup, Emma Fauerby Lauritsen, Emil Asbjørn Madsen, Christian Collenburg, Oliver Aagaard-Williams, Helene Duch Kjær, Benjamin Dupont Igens, Minou Deilert, Amanda Frederikke Traun, Isabel Brogaard Pedersen og Ebba Hulterström | Scenografi og kostumer: Eilev Skinnarmo | Koreografi: Peter Friis | Lyddesign: Peter Løvenhardt | Lysdesign: Jeppe Lawaetz | Produceret af: Fredericia Musicalteater i samarbejde med AHA Creations, Vi Elsker og Chief 1
Del med dit netværk
