Er gode teaterskabere også gode filmskabere?

Det seneste år har været et studie i, hvad teatret kan, når salen er lukket. Her er mine overvejelser om lyd, video, live og on-demand.

Igennem det seneste år er vi blevet tvunget til at forholde os til teatret på nye måder. Når den fysiske scene er lukket, må værkerne – de værker, der ikke lægges på hylden eller i graven – udkomme på nye måder. Og der er særligt tre formater, som vi har stiftet bekendtskab med i året, der er gået.

Hvad virker, og hvad virker ikke? Og hvad er coronaårets forskellige forsøg egentlig et udtryk for? Det prøver jeg at sætte ord på her. Lad os først se nærmere på de tre formater, der har fyldt i det digitale teaterlandskab.

Transmittering

Først og fremmest er der den digitale panikløsning, hvor en forestilling, der er skabt til scenen, bliver spillet på scenen, men transmitteret via kameraer enten live eller som optagelser. I nogle tilfælde er setuppet interimistisk med et enkelt kamera midt i salen, hvor vi ser hele scenen hele tiden. I andre tilfælde er der investeret i en mere professionel videooptagelse, hvor der bliver klippet imellem flere kameraer i forskellige vinkler – både nærbilleder og totalbilleder.

Jeg kalder det en panikløsning, fordi det i begge tilfælde er opstået ud af en pludselig nødvendighed, og værket i sig selv ikke er blevet skabt til formatet. Ikke desto mindre kender vi det udmærket fra det, vi kaldte tv-teatret, dengang DR prioriterede scenekunsten. Flere af de ældre optagelser, vi ser på blandt andet KGL Xtra, er da også hentet fra arkiverne og ikke optaget til coronalejligheden.

Lad mig vende tilbage til, hvilken forskel det gør, om forestillingen transmitteres live, meta-live eller on demand. Først vil jeg blot konstatere om dette format, at den udelukkende har en orienterende funktion. Vi har ikke den fulde oplevelse af forestillingen, som hvis vi havde oplevet den i virkeligheden, men vi får alligevel mulighed for at se, hvad vi er gået glip af – præcis som det var tanken med DR’s tv-teatret.

Formålet er altså at give os en bid af, hvad vi kunne have oplevet i teatret. Vi skal samtidigt kæmpe med hjemmets distraktioner og computertekniske knuder, som er i ubarmhjertig kontrast til den mørke teatersal, hvor vores opmærksomhed skærpes for os.

Videoværker

Det andet format er dramatiske værker skabt til digital streaming. Her udforskes og udfordres tidens medier og teknologier, mens den dramatiske tekst i virkeligheden fungerer som en ramme omkring værket. Det kom særligt til udtryk i skuespiluddannelsen i Aarhus’ afgangsforestilling “Alt er umuligt” i 2020, hvor hver medvirkende kommunikerede til sit eget mobilkamera, imens de hver især var på forskellige lokationer og bevægede sig rundt i byen.

Ligeledes har Pelle Koppel og Teater V i Valby sat sig for at skabe fremtidens scenekunst ved hjælp af digital dramatik, hvor “Safe Space” blev det første i rækken af digitale forestillinger. Her er det live-oplevelsen og følelsen af at være sammen med andre publikummere i den virtuelle teatersal, der er i fokus.

Det er åbenlyst, at videoværkerne heller ikke er nogen ny og banebrydende opfindelse. Hvis man påstod det, ville filmbranchen nok brokke sig. Det er heller ikke nyt at lave interaktive videoværker, hvor publikum er en medspiller i selve værket. Påstod man det, ville man få museerne på nakken. Det nye er altså primært, at man kombinerer dramatikken, live-oplevelsen og videoeksperimenterne – og selvfølgelig, at afsenderen er et teater.

Fordelen ved formatet er, at vi ikke føler, at vi går glip af noget, når vi ser det. I modsætning til transmitteringerne får vi hele værket, som det var tænkt, og skal altså ikke kun nøjes med en digital version. Vi skal stadig sidde hjemme med hovedtelefonerne tæt omsluttet ørerne, og hvis bofæller, husdyr og gardiner arter sig, kan man endda lade sig opsluge af det.

Lydværker

Det tredje format er lydformatet, hvor fortællingen skabes udelukkende ved hjælp af lydmediet. Det er åbenlyst heller ikke noget nyt format. Podcasts stortrives både som nyhedsmedie, fagmedie og dramatisk medie. Radioteatret er på vej ind i en ny storhedstid ført an af AKT1, og BaggårdTeatret i Svendborg har flere succesfulde lydvandringer i kataloget, hvor lydmediet kombineret med en fastlagt gårute udgør et samlet værk.

Både med og uden corona har lyd også fået opmærksomhed indenfor i teatret. Sidste efterår, hvor lempede restriktioner gjorde det muligt at gå i teatret igen, havde Aarhus Teater premiere på forestillingen “En fortælling om blindhed“, hvor vi lå på feltsenge med matterede briller og hovedtelefoner på og lyttede til forestillingen. På samme teater sad vi tilbage i 2014 i mørket under teatret, hvor vi svagt kunne ane mennesker foran os, men først og fremmest lyttede til forestillingen “Hjertet skælver“.

Den binaurale lydteknologi, også kaldet 3D-lyd, har gjort det muligt at styre lydoplevelsen fuldstændigt. Man kan nu få det til at lyde, som om skuespilleren står lige ved siden af dig og hvisker dig i det ene øre. Det var dét, der gjorde “En fortælling om blindhed” så overvældende. Og det var samme teknologi, der gav mig mit livs mest skræmmende teateroplevelse, da jeg sad alene i et af Teater Republiques toiletbåse med hovedtelefoner på og virkelig følte, at hele forestillingen foregik lige uden for døren.

Trods dette har lydværker ikke været det mest anvendte alternativ under coronanedlukningerne. Og det er en skam. Det er nemlig det format, der ligger tættest på teatrets eget kerneprodukt, når teatersalen altså ikke er en mulighed. Her spiller den dramatiske tekst en afgørende rolle – ligesom i teatret – og uden at skulle følge med på en skærm kan vi lukke øjnene og lade værket fylde vores opmærksomhed. Uden afbrydelser.

AKT1 skabte et af coronaårets første og mest bemærkelsesværdige værker, da de sammen med Teater Momentum præsenterede lydværket “Til eftertiden” med 135 medvirkende skuespillere. Her smeltede aktualitet, relevans, dramatik og iscenesættelse sammen lige dér i min sofa.

Nu eller aldrig

Skal det så være live, meta-live eller on demand? Live er, når forestillingen transmitteres, mens skuespillerne spiller forestillingen. Meta-live er, når forestillingen er optaget, men den først afspilles på et bestemt tidspunkt. Og endelig er der on demand, som er en optagelse, vi selv kan trykke ‘play’ på, når vi er klar. Og tilsyneladende ligger der grundige overvejelser bag alle tre muligheder.

Men for mig personligt spiller det altså ingen rolle, om jeg sidder alene og ser en forestilling, mens en masse andre også sidder og ser den samtidigt. Mine medpublikummere bliver ikke mere virkelige af, at jeg kan se dem sidde og gnaske saltstænger i bunden af skærmen, eller at jeg kan se et svingende antal seere oppe i hjørnet.

Det samme gælder skuespillerne, som jeg hverken mærker mere eller mindre, fordi de anstrenger sig i et andet rum i en anden by lige nu. Når vi ikke er sammen – når jeg ikke kan høre vejrtrækningen fra sidemakkeren, og når jeg ikke kan mærke skuespilleren spytte mig i ansigtet, så er vi ikke sammen. Basta.

Giver de nye teknologier nogen muligheder, så er det vel, at vi kan se eller høre en forestilling, når det passer os – når kæresten er lagt i seng, eller når vaskemaskinen har sagt sit sidste bip. I virkelighedens teater er 19:30 et nødvendigt onde. Det er så sjældent, jeg har lyst til at gå hjemmefra, før jeg har fået slugt den sidste bid af aftensmaden, men det er jo vilkårene, når flest muligt skal kunne sidde sammen i salen. Men hjemme ved skærmen er det jo ligegyldigt.

Eller hvad? For er der ikke noget særligt eksklusivt over at skulle være til online-premiere på et bestemt klokkeslæt? Teatret er flygtigt, og hvis den følelse skulle forlænges ud i hjemmene, så er det måske netop live-oplevelsen, der er afgørende. I så fald er det jo en forudsætning, at man kun har den ene chance – ligesom i teatret.

Vi har købt billet til én forestilling, og når vi ikke den, er alt tabt. Den samme nerve ligger jo hos skuespilleren, der i modsætning til under filmoptagelser kun har én chance for at præstere sit bedste på scenen. Mener vi virkelig det, bør forestillinger, der streames live eller meta-live altså kun vises én gang. Så skal der ikke være mulighed for at prøve igen i morgen. Det er nu eller aldrig.

Teatrets væsen

Jeg tror ikke på, at teatret kommer til at fungere optimalt på en skærm. Ikke i en verden, hvor naboer pludselig sætter hylder op, eller hvor de fleste skærme er på lomme- eller allerhøjest taskestørrelse. Og jeg tror heller ikke på, at teaterskabere er gode filmskabere. Hvis filmbranchen blevet tvunget til at slukke kameraerne, ville jeg heller ikke råde dem til at sætte publikumsrækker ind på filmsettet og invitere til kamerafri optagelser.

Når teaterbranchens forsøg på at udkomme under en nedlukning stikker i så forskellige retninger, er det et udtryk for to ting:

For det første beviser det, at der findes kunstnere og chefer i teaterbranchen, som brænder for at pleje sit publikum, at producere indhold og at tænke kreativt. For det andet signalerer det en grundlæggende tvivl om, hvad teatret i virkeligheden består af, og hvad man er nødt til at holde fast ved, når det normale falder fra hinanden.

Når vi næste gang rammes af en pandemi – skrevet i måske naiv forventning om, at vi nu er i gang med den sidste coronarelaterede genåbning – håber jeg, at teatrene vil gøre sig endnu flere overvejelser om, hvad teatrets særlige styrker er. Udvikling af scenekunsten kommer ikke ved at udvikle sig væk fra scenen, men i stedet at vikle sig helt ind i teatrets unikke væsen.