“Erasmus Montanus” genopsættes i København og Aarhus

Erasmus Montanus rejser til hovedstaden

Østre Gasværk Teater får Københavnspremiere på Aarhus Teaters reumertvindende “Erasmus Montanus”, der spillede i Aarhus sidste år.

Christian Lollikes reumertvindende opsætning af Holbergs “Erasmus Montanus” spillede for udsolgte sale på Aarhus Teater i 2017. Nu får forestillingen repremiere på Østre Gasværk Teater i København og genopsættes derefter i Aarhus.

Forestillingen er produceret af Aarhus Teater og Sort/Hvid i København, men forestillingen spillede dog kun i Aarhus. Derfor er samarbejdet med Østre Gasværk Teater en mulighed for at få forestillingen opsat i København.

Emmet Feigenberg, der er direktør for Østerbro Teater og dermed Østre Gasværk Teater, udtaler i en pressemeddelelse:

“Når vi på Østre Gasværk Teater samarbejder med Aarhus Teater og Sort/Hvid, bliver vi en endnu større muskel. Tilsammen kan vi ramme et meget større publikum, ikke bare på tværs af de tre teatres vidt forskellige profiler – også på tværs af landsdelene. Det er et enormt attraktivt samarbejde.”

Ifølge Aarhus Teater direktør Trine Holm Thomsen er det glædeligt at kunne imødekomme de københavnske forespørgsler:

“Jeg er glad for, at Aarhus Teater og Sort/Hvid nu får mulighed at opføre Erasmus Montanus i København. Da vi spillede forestillingen i Aarhus i 2017, fik vi overvældende mange opfordringer fra det københavnske publikum til at opsætte den i hovedstaden. Det ønske kan vi med stolthed nu opfylde i form af samarbejdet med Østre Gasværk Teater i deres fantastiske teaterrum.”

“Erasmus Montanus” spiller på Østre Gasværk Teater i København den 18. januar til 2. februar, og genopsættes derefter på Aarhus Teater den 16. februar til 16. marts.