Jesper Dupont arbejder med tvivlen

Tvivlen er en grundsten for den 31-årige skuespiller Jesper Dupont. Den følger og forfølger ham i hans arbejde, men den er uundværlig for kunsten, mener han.

Jesper Dupont på Aarhus Teater. Foto: Morten Hede
Jesper DupontAarhus Teater. Foto: Morten Hede

“Jeg er blevet bedre til at tøjle tvivlen, men jeg har den stadigvæk. Hver gang jeg laver en forestilling, tænker jeg, at det her kan jeg simpelthen ikke,” siger Jesper Dupont.

Han har allerede spillet en lang række roller, men alligevel kommer tvivlen tilbage, hver gang han arbejder med en rolle.

“Jo mere du kæmper imod den, des mere forsøger den at snige sig ind på dig. Så jeg tror, at man først og fremmest skal anerkende, at den er der.”

Jesper Dupont mener også, at tvivlen ikke kun er skadelig, men også fører noget godt med sig.

“Jeg kan mærke, at i nogle mindre projekter, hvor man ikke engang er nervøs, og man sidder på Facebook på sin garderobe, så bliver det lynhurtigt kedeligt og uinteressant,” forklarer han.

“Så tvivlen kan være rigtig god, for det er den, der gør, at du bliver ved med at arbejde. Men den kan nogle gange fylde så meget, at den hæmmer dig, og så er den jo ikke god – så begynder den at ligne angst.”

Jesper Dupont spillede sønnen i dagligstuedramaet Other Desert Cities på Aarhus teater i efteråret 2012. Her spillede han over for Ghita Nørby, Waage Sandø og Marie Louise Wille, og tvivlen var også med ham allerede før prøverne på forestillingen begyndte.

“Man har nogle tanker om, hvordan det bliver, og hvordan det er at arbejde sammen med de her mennesker,” siger Jesper Dupont.

Men han oplevede hurtigt, at der ikke var nogen forventninger fra de mere erfarne skuespillere på holdet om, at han skulle kunne sin rolle perfekt fra første dag.

“Vi starter allesammen det samme sted. Vi kender ikke stoffet, vi skal i gang med, vi kender ikke de her karakterer, så vi er i samme båd. Og så sænker man skuldrene lidt igen.”

Tæt på en premiere kommer tvivlen snigende tilbage igen, forklarer Jesper Dupont. Den kommer hele tiden i bølger, og han kender efterhånden de særlige steder i forløbet, hvor den helt sikkert vil dukke op.

Ved uddelingen af Årets Reumert 2012 modtog han komiteens talentpris for sin rolle i Kasimir og Karoline på Aarhus Teater. Selvom anerkendelsen gjorde ham glad, kan han ikke bruge den til at bekæmpe sin tvivl med.

“Det giver en eller anden form for tro på sig selv og på det, man er i gang med, og det er rart at mærke. Men jeg tænker jo ikke, at jeg er verdens fedeste skuespiller. Da jeg skulle i gang med næste produktion, var jeg igen lige så usikker. Det er jo ikke sådan, at jeg kan kigge på prisen og tænke: ‘Ja, men jeg har jo denne her.'”

Den ufuldendte kunst

Usikkerheden og tvivlen er ikke blot noget, som Jesper Dupont bruger i sit eget arbejde. Det er også det, han håber på at finde, når han selv sidder i teatret eller oplever andre kunstformer som publikum.

“Jeg bliver rørt, når jeg kan se, at der er en kunstner, der har stillet sig til rådighed for stoffet. At der ikke er et ego, der står i vejen for det, men at der er en åbenhed over for det,” forklarer Jesper Dupont.

Han leder efter de små sprækker, hvor publikum kan få lov til at kravle ind. Han ser for eksempel Nicholas Bro som en kollega, der formår at arbejde med netop det.

“Han er, synes jeg, pisse dygtig, men man har alligevel ikke en fornemmelse af, at han tænker: ‘Jeg ved præcis, hvordan det her skal gøres.’ Han er hele tiden afsøgende. Han er aldrig færdig,” siger Jesper Dupont.

Under arbejdet med Other Desert Cities oplevede Jesper Dupont også, at Ghita Nørby på trods af sine mange års erfaring stadig søgte nye måder at arbejde med rollen på, fordi hun ikke kunne være sikker på, at det var rigtigt første gang.

“Man må ikke tænke: Nu ved vi, hvordan det skal spilles, så går vi ind og gør det i morgen igen. Fordi så dør det,” udtrykker Jesper Dupont det. Han fremhæver også Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen som to skuespillere, der hele tiden har en tvivl med i det, de gør.

“Det går mere og mere op for mig, at det nok er den vej, jeg skal: At hele tiden holde det levende og sætte sig selv på spidsen. Det er det, jeg kan byde ind med, tænker jeg.”

Fakta