KOMMENTAR: Kulturministeren er en måned bagud med hjælpepakkerne

Det er en kølig hånd, der hjælper kulturen

Mens landet langsomt begynder at åbne igen, er kulturminister stadig i gang med at håndtere nedlukningen af dansk kulturliv.

I aftes offentliggjorde Kulturministeriet en ny hjælpepakke til en stor del af de danske teatre, museer og revyer.

Og hjælpepakkerne ligner i mange henseender de hjælpepakker, som det øvrige erhvervsliv har fået for længe siden. Hjælpepakker som kulturministeren hele tiden har ønsket at få kulturlivet med ind under, men som mange kulturaktører har været afskåret fra at søge på grund af forskelige begrænsinger i ordningerne.

Men nu er hjælpen der altså – og hurra for det. Her til morgen kunne Revy Danmarks formand foreløbigt afblæse konkursbølgen i dansk revy, og for mange af de øvrige teatre ser hjælpepakken også umiddelbart lovende ud.

Kan vi så glemme kritikken af kulturministeren? Kan kulturministeren stadig stå i spidsen for kulturlivet efter krisen? Eller vil kulturens aktører bide i den hånd, der fodrer den?

Der er stadig store huller i støtteordningerne

For det er stadig dybt, dybt kritisabelt, at vi skal langt mere end en måned ind i coronanedlukningen, før kulturministeren får spændt sikkerhedsnettet ud under de største dele af sit ressortområde.

Landets store museer og teatre har skreget på hjælp, siden det viste sig, at de ikke blev anerkendt som en del af erhvervslivet. Og mens det øvrige erhvervsliv begynder at smøre madpakkerne til at tage på arbejde igen, står kulturbranchen stadig uden svar på, hvornår de kan forvente at åbne igen.

Og så må vi ikke glemme, at kulturlivet ikke er reddet. Hjælpepakkerne – også de generelle hjælpepakker, som finansminister Nicolai Wammen præsenterede for en måned siden – er så propfulde af begrænsinger, kriterier og undtagelser, at mange fisk stadig falder lige igennem. Også store fisk som og , som kulturordfører (V) nævnte på TV 2 News i morges.

Det betyder, at kulturministeren altså først nu har fået skabt de sidste bredmaskede hjælpepakker til kulturlivet og skal i gang med at gribe de enkelte institutioner og arrangører, der stadig står og skælver ude i kulden.

Det er tilsyneladende lykkes de øvrige partiers kulturordførere at få ørenlyd i Kulturministeriet. Nu er skænderierne i medierne og på Christiansborgs gange aftaget i styrke. Og måske er det ikke under coronakrisen, bliver væltet som kulturminister.

Men kan kulturen virkelig leve med sin minister, når vi er på den anden side?

Vi kan konstatere, at nærmest konsekvent har handlet en måned forskudt af sine ministerkollegaer: For en måned siden kom hjælpepakkerne til erhvervslivet. Nu kom hjælpepakken så også til kulturens erhvervsliv. Og den ligner til forveksling de generelle hjælpepakker med en ny overskrift.

Det er en kølig hånd, der hjælper kulturen

Det kan simpelthen ikke nægtes – og må ikke glemmes – at årsagen til forsinkelsen kan findes i den indstilling til kulturen, som kulturminister udviste i begyndelsen af krisen.

Hun mente, hun blev fejltolket, da hun sagde til Berlingske, at det var upassende at tale om kultur. For hende var respiratorer vigtigere end kultur. Den holdning deler hun med mange i kulturlivet, men forskellen er, at hun udtaler sig som kulturens minister. For en kulturminister må kulturen aldrig være et upassende emne, lyder kritikken.

mente også, at hun gjorde kulturlivet den største tjeneste ved at sidestille den med det øvrige samfund. Hun mente ikke, at en person, der maler på et lærred, er vigtigere, end en person, der maler på en væg. Vi må selv regne ud, om hun også mener, at det samme gælder den anden vej.

Men arbejdet med at få kulturlivet ind i de generelle hjælpepakker mislykkedes dag efter dag. Og nu står vi her – 38 dage senere, og kulturlivet har kun fået hjælp, fordi Kulturministeriet til sidst har måttet designe hjælpepakker specifikt til kulturen.

Den økonomiske tragedie er udsat i store dele af kulturlivet, men arbejdet med at sikre de resterende store og mindre aktører må og skal fortsætte. Vi er langt fra i mål, og kulturministeren har stadig en måned at indhente.

Og selvom kulturministeren står klar med smilet smurt, når hun kan præsentere sine hjælpepakker, så runger kritikken stadig under hvælvingerne på Christiansborg.

Vi kan tydeligt høre og gennemskue de mekaniske “kulturen er vigtig”-udtalelser. Og vi kan nærmest se hårene blafre i baghovedet på kulturministeren fra de øvrige partiers kulturordførere, der ånder hende i nakken.

Hjælpepakkerne bliver rakt ud til kulturlivet i strakt arm af en kølig hånd. Og hvis man nu er ét af de aktører, der for en stund kan ånde lettet op, indtil der er grønt lys til at fortsætte sit arbejde, kan man gumle på grovfoderet, mens man vænner sig til det fjendtlige klima i dansk kulturpolitik.

Denne side anvender cookies. Ved brug af hjemmesiden accepterer du samtidig anvendelsen af cookies.  Læs mere