KOMMENTAR: Nu ser vi begyndelsen på en bølge af unge teaterchefer

Generationsskifte i teaterbranchen

Der er lagt an til en ny generation af teaterchefer med udnævnelsen af og som ledere på og .

I denne måned har to af landets mest toneangivende teatre meldt ud om nye lederprofiler:

Den 28. september meddelte , at Jens Albinus træder af som kunstnerisk leder, og allerede få dage senere offentliggjorde teatret, at skal overtage posten. Og den 15. oktober blev det meddelt, at bliver ny teaterdirektør på , efter at Per Scheel-Krüger forlod stillingen tidligere på året.

Og det er velvalgte arvtagere, de to teatres bestyrelser har fundet. har senest stået bag iscenesættelsen af ”Lille Eyolf” på , og hun har siden 2015, hvor hun afsluttede sin instruktøruddannelse, iscenesat adskillige forestillinger med stor succes, samt modtaget flere priser og legater.

Ikke mindre prisbelønnet er , der nu bliver Teater Grobs nye direktør. Han blev færdiguddannet som instruktør i 2016, men har forinden gennemført skuespilleruddannelsen i 2012. Især for sit arbejde som husinstruktør på Aarhus Teater har han modtaget stor anerkendelse.

Meritterne er altså i orden hos de to nye teaterchefer. Derudover er udnævnelsen af dem begge i tråd med tidens tendenser. For det er lige nu, vi skal se andre ledertyper i teaterbranchen, end midaldrende, hvide, privilegerede mænd og kvinder.

En bevægelse er i gang

Mungo Park i Allerød gik forrest i dén udvikling, da de i 2019 ansatte 27-årige Anna Malzer som teaterdirektør. Og nu har på Vesterbro altså ansat en anden ung kvinde, mens har valgt en nydansker til teatret på Nørrebro. Begge er i midten af 30’erne.

I en pressemeddelelse i forbindelse med ansættelsen udtaler :

”Jeg er vild med, at teatret ligger i hjertet af Nørrebro. Når man bevæger sig rundt i området omkring teatret, oplever man rig diversitet af mennesker, og det skal teatret favne. Der er rigtig mange stærke stemmer i samfundet, som fortjener at blive hørt. Jeg vil gøre brug af stemmer, som kommer fra subkulturer, og de progressive strømninger, som findes i samtiden.”

Det er ikke nogen ny ambition for , men det bliver interessant at følge, når den ambition får et fast teaterhus at udfolde sig i.

På Mungo Park var der med ansættelsen af Anna Malzer tale om en satsning. Når og , som er to af Københavns største storbyteatre og nogle af landets mest toneangivende inden for moderne iscenesættelser og ny dramatik, rider med på samme bølge, er der ikke længere tale om en satsning. Så er der sat gang i en bevægelse.

Vi kan derfor forvente, at der i de kommende år i højere grad ansættes unge teaterledere, og at disse over tid vil repræsentere flere minoriteter i samfundet og sætte mere diversitet på plakaterne, end vi ser hos landets teaterchefer i dag.

Ikke uden udfordringer

Det er dog tydeligt, at der med valget af de to instruktører som teaterchefer også er tale om et fravalg. Ikke mindst besad deres forgængere Per Scheel-Krüger og Jens Albinus en scenekunstnerisk erfaring, begge som skuespillere, som man ikke får med i købet med en ung kunstnerisk leder.

Derudover er der generelt en ulempe ved at ansætte dygtige udøvere i lederstillinger. Vi ser det i udpræget grad i andre brancher, hvor sådanne forfremmelser blot betyder, at man mister sin bedste medarbejder og får en uerfaren leder i stedet.

Uanset alder og køn er dygtige kunstnere ikke nødvendigvis dygtige ledere. Instruktører er som udgangspunkt vant til – og trænet i – at instruere og inspirere et kreativt team. Men er det ensbetydende med, at de kan håndtere personalekonflikter og driftsbudgetter?

Og endnu væsentligere: Ønsker vi virkelig, at nogle af landets skarpeste scenekunstnere bruger deres tid på MUS-samtaler, bestyrelsesmøder og fondsansøgninger?

Skal denne nye generation af unge, dygtige kunstnere lykkes som teaterchefer, skal de have frirum af bestyrelserne til fortsat at skabe scenekunst. Derudover skal teatrenes bestyrelser være villige til at bidrage med administrativ vejledning og støtte, så der ikke går regneark i kreativiteten.

Vi har fortjent de bedste scenekunstnere. At disse nogle gange får mulighed for at sætte deres præg på en fast scene i en længere periode er kun godt for branchen. Men vi skal passe på, at vi – såvel som teatrenes faste medarbejdere – ikke går glip af mere, end vi får ud af det.

Leave a Reply

Denne side anvender cookies. Ved brug af hjemmesiden accepterer du samtidig anvendelsen af cookies.  Læs mere