En statusopdatering fra årets Up Festival
Igen i år sidder jeg i anmelderjuryen på comedyfestivalen Up Festival. Her halvvejs igennem festivalens tredje år giver jeg en mellemstatus.
For tredje år i træk løber den nye comedyfestival Up Festival af stablen i disse dage i indre København. Og festivalen vokser. Hele 38 komikere er denne gang på programmet med soloshows, der som udgangspunkt spiller hver dag på samme tid og sted – fordelt på 11 scener – i perioden 10.-18. oktober.
På festivalen har publikum mulighed for at se deres yndlingskomikere for 100 kroner som fast billetpris, og alle shows varer en time. For nogle komikere er det første gang, at man skal fylde en hel time, hvilket er en disciplin i sig selv. Mere etablerede komikere bruger festivalens format til at teste dele af et kommende show eller supplere en igangværende turné med en forkortet festivalversion af deres færdige shows.
Sidegevinsten ved de mange shows, der spiller i et tætpakket program med spillesteder få minutters gang fra hinanden, er, at publikum inviteres til at tage en chance. Og sådan møder publikum nye stemmer, mens – selvfølgelig – komikerne møder nye publikummere.
Hele festivalen kulminerer i et prisshow kaldet Up Prisen søndag den 19. oktober på Bremen Teater, hvor to juryer – en jury af komikere og en jury af anmeldere – uddeler fem priser i kategorierne: Anmeldernes Pris, Årets Debutshow, Årets Joke, Årets Originalitet og Årets Show. Sideløbende kører en talentkonkurrence, hvorfra vinderen modtager Talentprisen.
Et repræsentativt tværsnit
Denne anmelder har fornøjelsen af at være i anmelderjuryen for tredje år i træk. Festivalen er et oplagt sted at se et tværsnit af den danske comedybranche, og for første gang i år begynder dette også at ligne et repræsentativt tværsnit. Kvinder og mænd, mørke og lyse, hetero og queer side om side.
Variation ser vi også rent kunstnerisk. De 38 shows bliver en tour de force igennem stilarter, temaer, formmæssige greb og samtidsrelevante tekster. Og der er åbenlyse kvaliteter på alle hylder uanset alder og comedyerfaring.
Lad mig her prøve at give et indtryk af vidden i dette års Up Festival. Disclaimer: Følgende er kun en “mellemtid” her halvvejs igennem festivalen, og det skal derfor ikke ses som en fuldstændig guide eller anbefaling, men kun som et uddrag.
Comedy med holdninger
Komikere har ret (og måske: pligt) til at sige mere, end alle os andre. På scenen i spotlyset og med mikrofonen i hånden er der et kunstnerisk rum til at udtrykke sig. Man kan eksempelvis bruge provokationen til at fremprovokere publikums stillingtagen. Er vi enige eller uenige? Eller man kan bruge sin scene- og taletid til rent faktisk at få sagt noget.
Her går Louise Brink i sit show meget direkte til emnet Jonatan Spang, som næsten alle andre komikere på festivalen også berører på den ene eller anden måde i deres shows. Hos Louise Brink bliver det nærmest aktivistisk og med en klar stillingtagen.



Hos André Jakobsen er der ingen tvivl om, hvem der er de gode og de onde, de kloge og de dumme. Han fortæller, hvor skabet skal stå. Det hurtige og bedrevidende udtryk fremprovokerer – selvfølgelig især hos modsætningerne – en reaktion, som fører til debat. Et velkendt fænomen fra scenekunsten, men ikke hverdagskost på standupscenen.
Emilie Nørby er kvindelig tømrer, hvilket hendes show i høj grad drejer sig om. Her bliver det tydeligt, at det ikke er en dans på roser at være kvinde i et mandsdomineret fag, hvilket også får et samfundsmæssigt bid. Men dertil kommer også i midten af showet en decideret kærlighedserklæring til faget, hvilket ikke er ment at være sjov, men bare ægte. Og det er det.
De sikre hits
Man scroller ikke ned over programmet uden at falde over nogle af dansk comedys store koryfæer og vore dages stjerner. Og ud over at være trækplastre for festivalen, så bliver det også en særlig oplevelse – ligesom en intimkoncert – for publikum at se dem, der plejer at sælge store sale, i helt tætte og uformelle rammer.
Af de helt store navne i det “yngre kuld” af komikere er Tobias Dybvad, Mikkel Klint Thorius, Anders Grau og Michael Schøt, der alle synes at trumfe på festivalen – flere af dem med udsolgte shows allerede før festivalens første dag.









Det er naturligvis også med til at give festivalen nogle meritter, at de ældre og endnu mere erfarne profiler støtter så eftertrykkeligt op om initiativet til festivalen. Både Carsten Eskelund, Lasse Rimmer, Lars Hjortshøj og Sebastian Dorset har haft shows på festivalen de tidligere år. Thomas Hartmann er med for første gang i år, men deltog sidste år som vært på Up Prisen 2024.
Støver de stadig? Hvis det at være “støvet” er lig med at være “bedaget”, så nej, for de holder sig bestemt up-to-date med deres materiale, og den bliver ikke “winget” på rutinen. Men stilen er etableret for længst, og de er derfor de mest stabile og sikre hits, man kan løse billet til.
Hvor blev de af?
Blandt de gamle kendinge på festivalen støder vi også på nogle, vi ikke har set på scenen længe. Man kunne kalde dem “hvor blev de af?”-gruppen. Det er nogle af de komikere, som de nyere generationer af komikere har set op til, men som af forskellige årsager ikke har optrådt i de senere år.



Mikael Wulff, Jacob Tingleff og Karsten Green vender i år tilbage med tre gedigne comeback-shows, og deres individuelle stilarter synes i mellemtiden blot at være blevet forfinet og endnu mere destinkte i udtrykket.
Morgendagens stjerner
Når man – i hvert fald som anmelder – går rundt på en festival, så er det også en del af sporten, om man kan spotte de talenter, der bliver fremtidens stjerner. Det er svært at spå om, fordi talent ikke er en målbar masse, og fordi en kunstnerisk karriere ikke udvikler sig af sig selv, men også kræver initiativ og valg fra artistens side.



Jeg vover alligevel forsigtig at pege en finger i retning af disse tre komikere, som foreløbigt – stadig kun halvvejs igennem festivalen – har overrasket denne anmelder mest positivt.
Cecilie Bau debuterer med et solidt show under titlen “Når du mest venter det” om at være biseksuel queer i København. Den scenisk mere modne Sofie Skriver benytter sin stemme og krop i showet “Alle veje fører til mor”, der får et børneteater-for-voksne-udtryk, som er ret originalt og klædeligt. Og Niels Nørkjær formår med det skarpt skrevne show “Det ene ord tager det andet” at forene vestjysk lune med tro og eksistens.
Up Festival 2025 fortsætter med shows til på lørdag den 18. oktober og kulminerer i Up Prisen 2025 på Bremen Teater den 19. oktober. Køb billetter på upfestival.dk.



