Metoo er nået til Volksbühne i Berlin: Teaterdirektør Klaus Dörr fratræder

Klaus Dörr fratræder efter anklager om sexistisk adfærd

Beskyldninger om krænkelser og sexistisk adfærd rammer nu også den europæiske teaterbranche med Klaus Dörrs fratræden hos .

Mandag i denne uge fratrådte Klaus Dörr stillingen som teaterdirektør hos på grund af længerevarende beskyldninger om krænkelser fra 10 kvinder i teatrets ensemble.

Siden januar har Berlins kulturministerium undersøgt sagen, men Dörr har ifølge flere internationale medier nu påtaget sig ansvaret og opsagt sin stilling. Det blev offentliggjort den 15. marts 2021.

Dörr er af medarbejderne blevet beskyldt for blandt andet at stirre på dem på en ubehagelig måde, at komme med sexistiske bemærkninger og at sende upassende beskeder til dem. Der er endnu ingen forlydender om, hvorvidt beskyldningerne fører til et retligt efterspil.

På teatrets hjemmeside har Volksbühnes ensemble skrevet følgende erklæring:

“Som ensemble for udtrykker vi vores uforbeholdne solidaritet med de kvinder, der henvendte sig til Themis (uafhængigt tillidsværk imod seksuelle krænkelser og vold, red.), og alle andre mennesker, der er berørt af sådanne hændelser.

Vores branche lider under forældede magtstrukturer.

Vi kræver en transparent debat og grundig undersøgelse af, hvordan magtmisbrug, seksuelle overgreb og diskrimination inden for vores arbejdsområde kan forhindres i fremtiden. Vi er dybt rystede og gennemgår en læringsproces – denne diskurs må ikke ende med Klaus Dörrs fratræden.”

Kilde: volksbuehne.berlin

I 2018 tiltrådte Klaus Dörr i en midlertidig stilling som teaterdirektør, da teatrets medarbejdere havde modsat sig ansættelsen af den daværende direktør Chris Dercon, der overtog stillingen efter Frank Castorf, som havde været ansat i 25 år.

Metoobevægelsen er nu, ligesom i Danmark, på sit fjerde år i Tyskland, og det har medført flere opsigelser i blandt andet mediebranchen. Med Klaus Dörrs fratræden er det dog første gang, vi ser en konsekvens af Metoo på et teater af den kaliber i Europa.

Skal andre høre om dette?

Denne side anvender cookies. Ved brug af hjemmesiden accepterer du samtidig anvendelsen af cookies.  Læs mere