Aftale om midlertidig kunststøtteordning
Kulturministeren har indgået aftale om en kunststøtteordning for kunstnere, som ikke er dækket af regeringens generelle hjælpepakker.
Kunstnere med blandede indkomster kan nu søge kompensation i en midlertidig kunststøtte ordning. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse her til morgen.
Ordningen sidestiller kunstnerne med øvrige freelancere, der kan få op til 23.000 kroner i kompensation, hvis man har haft mindst 30 procent nedgang i sin indtægt på grund af coronakrisen. Pakken henvender sig til personer med A- og B-indkomst og skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed, som derfor ikke har kunnet søge de øvrige hjælpepakker.
For at kunne søge ordningen skal man i ét af de foregående tre år på sin årsopgørelse have haft et skattepligtigt overskud på mellem 100.000 og 800.000 kroner årligt – svarende til mellem 8.333 kr. og maksimalt 66.667 kroner månedligt.
Ordningen giver kompensation på op til 75 procent af det tabte overskud, dog højest 23.000 kroner om måneden. Perioden er ligesom de øvrige hjælpepakker gældende for perioden den 9. marts til 8. juni 2020.
Aftalen om kunststøtteordningen er lavet mellem kulturministeren og partierne Venstre, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og De fire grønne løsgængere.
Kulturminister Joy Mogensen udtaler:
“Mange kunstnere har en meget sammensat økonomi, som gør, at de falder uden for regeringens øvrige hjælpepakker. Det har været en vigtig prioritet for mig og for Folketingets partier at finde en løsning, så disse kunstnere også omfattes af det sikkerhedsnet, regeringen har spændt ud under vores samfund i den her krise.”