Stor anerkendelse til Jesper Hyldegaard
Skuespiller Jesper Hyldegaard modtager Karen Marie Thorsens legat i forbindelse med forestillingen “De asylsøgende kvinder” på Betty Nansen Teatret.
På Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison, hvor forestillingen “De asylsøgende kvinder” i øjeblikket spiller, fik skuespiller Jesper Hyldegaard i aftes tildelt Karen Marie Thorsens legat på 50.000,- kroner for skuespillere og sceneinstruktører.
Han modtager legatet for sit langvarige og forbilledlige virke som skuespiller. Hyldegaard gjorde sig især bemærket som medstifter af teatergruppen Dr. Dante, der i en periode huserede på Frederiksberg som Dr. Dantes Aveny. Her fungerede han både som skuespiller, dramatiker og instruktør igennem 1990'erne.
I de senere år har han desuden høstet anerkendelse for sin medvirken i AKUT360's forestilling “Lampedusa”, for hvilken han også blev Reumert-nomineret til Årets Mandlige Hovedrolle 2017.
Karen Marie Thorsens legat uddeles årligt og har tidligere været givet til scenekunstnere som Troels Lyby, Kaspar Rostrup, Tommy Kenter og Hans Rønne.
