“I familien” genopsættes i Aarhus og spiller 32 forestillinger i Danmark.
Familien er måske det vigtigste, vi har, men idyllen kan let slås ud af kurs. Vi tror, vi er ens, men i dagens hyperaccelererende samfund lever vi mere og mere forskelligt. Det skisma gik generationskomedien “I familien” i kødet på, da publikums- og anmeldersuccessen havde danmarkspremiere på Teatret Svalegangen i oktober 2016.
Den 24. februar 2018 genopsættes komedien, og i den forbindelse udtaler direktør på Teatret Svalegangen og instruktør på komedien, Per Smedegaard:
Jeg tror, “I familien” blev en stor succes, fordi vi tog afsæt i familien som kampplads og opdyrkede komikken i de forskellige interesser, værdier og egoer, der eksisterer i dagens moderne familier. Vi pudsede ikke noget glansbillede, men satte tyk streg under de komplekse spændinger, og det nød publikum. Humoren var genkendelig, og bag de gode grin, tror jeg, publikum så sig selv, og hvorfor sammenhængskraften har det svært i dagens familie.
Julen har englelyd, men for det ældre ægtepar Poul og Jette er højtiden præget af mislyd. Deres ønskejul er længder fra den socialbevidste datter, som ønsker en gavefri jul, og karrieresønnens familie, der har en meterlang ønskeseddel med hvidriflet Royal Copenhagen, Transformers og dyre kuvertlagner.
Udspændt mellem de to børns interesser og ikke mindst de elskede børnebørn gør Poul og Jette deres bedste for at bevare overblikket og julefreden. Men hvor længe kan de holde fast?
Generationskomedie på turné
“I familien” portrætterer en forpustet projekt- og karrieregeneration og forældrene, det grå guld, med masser af friværdi og fritid. Poul og Jette vil gå langt for deres families ønsker, men det er, som om generationskløfterne bliver dybere og dybere. Smedegaard forklarer:
“I familien” portrætterer min forpustede sandwichgeneration, der er presset mellem deres egne forventninger til forældrerollen, deres karriere og forholdet til forældrene, det grå guld, med masser af friværdi og fritid. Der er egoer i alle familier, men jeg tror, individet har et uhyggeligt vokseværk i disse tider, og det går ud over sammenhængskraften i den moderne familie.
“I familien” er en overgearet generationskomedie, der slår klinger mellem kommanderende og kontrolliderlige forældre, irriterende svigerbørn og bedsteforældre, som drømmer om ro, langrendsferier og julesang på et asylcenter.
“Spiddende morsom dansk komedie,” skrev Jyllands-Posten og kvitterede med fem stjerner, mens Kristeligt Dagblad uddelte samme karakter med ordene: “Ikke bare en hylesjov generationsanalyse – den svier også lidt.”
Den 24. februar 2018 mødes familien igen, inden komedien drager på en omfattende danmarksturné i hele landet.