Jenny André viser scenografien til Farlige Forbindelser frem. Foto: Morten Hede

Tæt på scenografien i Farlige Forbindelser

Jenny André er scenograf og lysdesigner på forestillingen Farlige Forbindelser på Aarhus Teater. Scenografien er usædvanligt iøjenfaldende – mere end 300 kvadratmeter sølvpapir dækker hele synsvidden.

Jenny André, scenograf, Farlige Forbindelser, Aarhus Teater
Jenny André viser scenografien til Farlige Forbindelser frem.
Foto: Morten Hede

Jenny André er kvinden bag den markante sceografi i forestillingen Farlige Forbindelser, der spiller på Scala-scenen på Aarhus Teater fra den 12. april til den 15. maj. Scenografien tager ligesom forestillingen sit udgangspunkt i 1700-tallets Frankrig.

“I forhold til teksten – altså hvor de er, hvilke slags mennesker de er, hvad de foretager sig, og hvordan de opfører sig over for hinanden – så har jeg tænkt, at det er ‘Versailles på skrå’,” fortæller Jenny André.

Hun blev uddannet scenograf fra University of Texas, og siden 2004 har hun arbejdet som lysdesigner og scenograf i Sverige og Danmark. Scenografien i har til opgave at indeholde de mange forskellige steder, hvor karaktererne befinder sig.

“Det skulle være en åben scenografi, så vi ikke skal skifte scene, hver gang de kommer i nye omgivelser. De er mange forskellige steder. Men det, de har tilfælles, er, at de lever i overdådigt luksus.”

Scenografien er overdækket af sølvpapir, og foruden at give lyskilderne mange refleksioner, så refererer det også til Versailles og den overdådige luksus, til 1700-tals-arkitekturen og nyklassicismen, fortæller Jenny André.

“Der er mange spejle og gemte døre. Alt er meget overvældende, det er enormt stort og helt ubrugeligt. Og samtidig er for eksempel panelerne skåret i træ med små, fine detaljer. Så vi ville gerne, at scenografigen skulle være meget stor, men samtidig også have mange detaljer. Og når man først ser på det, så tænker man bare, at det er en stor væg, men når man kigger nærmere efter, er det krøllet overalt, hvilket giver disse mange detaljer.”

Scenografien skal udfordre

Scenografen har ikke kun til opgave at designe en scenografi, der er flot eller kunstnerisk. Scenografen skal også give instruktøren en scenografi, som vedkommende kan arbejde i.

“Det åbne rum giver skuespillerne modstand. I visse scener er de i nogle soveværelser, og det skal virke meget privat, men når skuespillerne står i et helt åbent rum, så må de arbejde lidt hårdere. Og det er meget vigtigt for Annika som instruktør, at vi ikke skal træffe de simple valg,” forklarer Jenny André.

Tværs over scenen ligger der en planke, som skuespillerne kravler, går og ligger på. Det er også med til at udfordre skuespillerne, når de arbejder på scenen.

“Højden gør det svært at komme op på den, og den er smal, så når man går på den, må man hele tiden være opmærksom for ikke at falde ned. Det er også derfor, vi ikke har bygget nogen trapper eller lignende,” siger Jenny André.

Og scenografien er ikke kun skabt til at udfordre skuespillerne. Planken har for eksempel også den funktion, at den udfordrer publikums fantasi.

“I stedet for at have møbler som for eksempel en seng og stole, så kan skuespillerne bruge planken i stedet – og hvis de sidder på den, bliver den en stol, og hvis de ligger på den, bliver den en seng. Men det er ikke alle, der ser det ens, og publikum må bruge sin fantasi til at associere den til noget. Når jeg selv går i teatret, så synes jeg, det er mere interessant, når jeg selv kan associere ud fra scenografien. Det gør oplevelsen meget større.”

Samarbejdet siden 2007

Det er ikke første gang, Jenny André besøger Aarhus Teater. Og det er heller ikke første gang, hun arbejder sammen med instruktøren Annika Silkeberg. I Aarhus har de sammen stået bag forestillingerne Antichrist, Engel, Mens vi venter på Godot, Faces Look Ugly og Hallerne.

De begyndte deres samarbejde i forestillingen Hiroshima, Mon Amour på Teater Galeasen i Sverige i 2007. Deres samarbejde har også været på den svenske nationalscene Dramaten i Stockholm. Og det er netop samarbejdet med Annika Silkeberg, der har ført frem til scenografien på Farlige Forbindelser.

“Det var Aarhus Teater, der ville have Annika til at instruere forestillingen, og så spurgte hun mig. Hun begyndte lidt før mig med at få idéerne, men nu kan man ikke længere sige, hvad der er min idé, og hvad der er Annikas idé,” fortæller Jenny André.

De to mødes ofte privat og taler sammen om blandt andet kunst og arkitektur, så det svært for Jenny André at sige præcis, hvornår de forskellige idéer opstår, fordi idéerne udvikles sammen.

“Det er lige så meget Annika, som har lavet scenografien. Vi har lavet selve grundidéen sammen, og efterfølgende laver jeg alle detaljerne. For eksempel blev vi enige om, at vi skal have et skråt loft, men så er det mig, der bestemmer, hvor stort og hvor skråt loftet skal være, og hvor det skal stå.”

I de tidligere opsætninger på Aarhus Teater har Jenny André også vist sit særlige talent inden for de markante scenografier – som for eksempel i Anitichrist fra 2010. Og selvom nogle af scenografierne kan have visse lighedspunkter, så er det ikke et bevidst valg fra Jenny Andrés side.

“Det er mig, der har lavet dem allesammen, så det kommer fra samme grund. Når jeg udvikler mig, så bliver det, jeg laver også udviklet. Jeg forsøger ikke at have nogen stil, men det er på den anden side også svært ikke at have det, eftersom det er et udtryk for, hvem jeg er.”